Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Engelsk almen praksis i krise: Nu skal apotekerne udskrive recepter for syv udbredte lidelser

Patienter med gængse tilstande som øm hals, bihulebetændelse og ukompliceret urinvejsinfektion kan i England fremover springe et besøg hos lægen over, inden de tager på apoteket og henter deres medicin.

Tiltaget er del af en ny engelsk handleplan for almen praksis lanceret af den siddende regering i maj.

Dem, der lider af ørepine, ondt i halsen, bihulebetændelse, børnesår, helvedesild, inficerede insektbid og ukomplicerede urinvejsinfektioner (UVI'er) hos kvinder, står fremover til at få ordineret medicin af apotekere uden behov for at se en læge eller sygeplejerske for første gang.

Massiv krise

Almen praksis i England er i massiv krise på grund af en giftig cocktail af aldrende læger, tidlig pension, aldrende befolkning, rekrutteringsproblemer, stress og Brexit-problemer med læger, der kommer fra udlandet. Hver femte englænder kommer ikke i kontakt med en sundhedsprofessionel, når han eller hun retter henvendelse til egen læge, viste en undersøgelse lavet i december, 2022. Og 24 millioner konsultationer de seneste fem måneder har fundet sted mere end 14 dage efter patienten har rettet henvendelse, fremgår det af data formidlet i blandt andet avisen The Guardian.

De aktuelle forslag er blevet godt modtaget af sundhedsprofessionelle. Thorrun Govind fra apotekerforeningen Royal Pharmaceutical Society kalder over for The Guardian forslaget en ”game-changer” for patienterne.

Professor Kamila Hawthorne, der er del af praktiserende lægers faglige fællesskab RCGP, finder, at planen indeholder positive skridt, men ikke gennembruddet, der er behov for til at ”imødekomme den intense arbejdsmængde- og pres, som praktiserende læger og deres teams arbejder under,” siger hun til The Guardian. 

Den generelle arbejdsstyrke inden for almen praksis er vokset med 27 procentpoint siden 2019 for at imødekomme den stigende efterspørgsel fra aldrende patienter: Siden 2010 er andelen af +70-årige steget fra 6,1 til 8,1 millioner, og denne gruppe har gennemsnitligt fem gange så mange lægetider som yngre mennesker, fremgår det af forskning videregivet i udspillet. Forskere af primærsektoren omtaler britisk almen praksis som udsat for dalende moral, stigende arbejdspres og færre ressourcer i en grad, så der er tale om en voksende utilfredshed både blandt ansatte og patienter. Det er beskrevet i en rapport om Englands nære sundhedsvæsen udgivet i 2022.

Opposition: Et slag i luften uden øget rekruttering

Apoteks-udspillet bliver også fulgt op af en app, der skal lette adgangen til lægekonsultationer. Den såkaldte NHS-app skal være oppe at køre fra marts 2024, og der er i alt afsat 645 millioner pund til tiltag, der i handleplanen omtales som ”patient empowerment” (øget myndiggørelse af den enkelte patient, red.)  

Skiftende britiske regeringer har lovet at øge antallet af praktiserende læger i England. Den aktuelle regering har den konservative Rushi Sunak som premierminister og Steve Barclay er Secretary of State for Health and Social Care, altså sundheds- og socialminister. Landet mangler p.t. over 4.000 læger, og også antallet af apoteker er faldet en smule, viser en analyse foretaget af BBC.

”Uden en seriøs handleplan, der går på at rekruttere de apotekere og praktiserende læger, som vores sundhedsvæsen har brug for, kan det her blive endnu en hensigtserklæring om sundhed fra de konservative, som ikke er det papir værd, den er skrevet på,” siger oppositionspolitikeren Daisy Cooper fra liberaldemokraterne til The Guardian.

Del artikler