
"PRO er top of mind hos alle aktører i sundhedsvæsenet, fordi det er helt nødvendigt at få patienternes egne vurderinger omkring effekt og kvalitet, når vi taler om at forbedre behandlingen for patienterne," siger Charlotte Cerqueira.
Ny beslutning kan betyde gennembrud for patienters egne oplysninger og give bedre behandling
På tværs af sundhedsvæsenet er der truffet en fælles beslutning om, at patientrapporterede oplysninger (PRO), skal indsamles lokalt – der hvor den enkelte patient behandles. På den måde kan den enkelte patient få feedback fra hans eller hendes læge eller afdeling, samtidig med at patientens oplysninger suser videre til en central database, hvor lægerne kan følge de overordnede tal for behandlingskvaliteten på landsplan.
Beslutningen om at indsamle PRO-data lokalt i klinikken kommer fra Den Nationale PRO-styregruppe. I økonomiaftalen 2017 mellem Regeringen, Danske Regioner (DR) og Kommunernes Landsforening (KL) besluttede man at nedsætte en National PRO-styregruppe, som beslutter hvilke emner, der skal udvikles PRO-spørgeskemaer til, og sikrer en bred anvendelse af PRO i alle sektorer i sundhedsvæsenet. I økonomiaftalerne er der beslutning om, at det i første omgang er diabetes og hjerteområdet, der skal prioriteres, og som der er udarbejdet spørgeskemaer til.
Charlotte Cerqueira, der er afdelingsleder i Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), tror på, at den nye beslutning kan betyde et gennembrud for en effektiv indsamling og anvendelse af PRO.
"Vi står i startboksen og venter på startskuddet," siger hun til RKKP´s hjemmeside.
PRO anvendes som samlet betegnelse for oplysninger om helbredstilstand, som patienten selv rapporterer. Og når kvaliteten af patienternes behandling skal blive bedre, er det derfor vigtigt at inddrage PRO-data - patientens eget svar på effekt og tilfredshed med behandlingen. PRO-data har haft høj prioritet i RKKP i mange år, men vejen til PRO-data har været brolagt med kampesten i form af for eksempel lovgivning og data-infrastruktur, som har forhindret en effektiv udrulning, oplyser Charlotte Cerqueira.
"PRO er top of mind hos alle aktører i sundhedsvæsenet, fordi det er helt nødvendigt at få patienternes egne vurderinger omkring effekt og kvalitet, når vi taler om at forbedre behandlingen for patienterne," siger hun, som derfor er glad for, at Den Nationale PRO-styregruppe har truffet en fælles beslutning på tværs af sundhedsvæsenet om, hvordan sundhedsvæsenet skal løfte opgaven med at inddrage patientens egne oplysninger i behandlingen.
"Beslutningen, som vi naturligvis bakker op om, er, at PRO-oplysninger skal opsamles i klinikken. Det er i forbindelse med den nære behandling, at patienten skal udfylde spørgeskema. Herved sikres, at den enkelte patients oplysninger kan bruges både i patientens umiddelbare behandling, men også til klinikkens vurdering af effekten af behandlingerne til gavn for den næste patient," siger Charlotte Cerqueira.
