
Afdelingschef i Rigsrevisionen, Lene Schmidt, hiver nu fat i Region Midtjylland og Region Hovedstaden.
Rigsrevisionen vil nu granske kræft-ventetiderne i Region Midtjylland og Region Hovedstaden
Rigsrevisionen har valgt at sætte deres andet arbejde til side for at udføre en forundersøgelse af, hvorvidt de maksimale ventetider for behandling af kræft i Region Midtjylland og Region Hovedstaden bliver overholdt.
Det skriver Rigsrevisionen i et brev til Region Hovedstaden og Region Midtjylland.
Skandalerne om for lange ventetider på kræftbehandling har præget medierne den seneste tid. Mest omtalt har sagen fra Aarhus Universitetshospital været. DR har kunnet fortælle, at hospitalets Mave- og tarmkirurgisk afdeling har overskredet de maksimale ventetider for behandling af mave-tarmkræft for 293 patienter i perioden januar 2022 til februar 2023. Da ventetiderne var længst, var de over fem uger. En overskridelse, som kan betyde, at kræften er vokset så meget, at kirurgerne ikke længere kan fjerne den eller operere.
Og Berlingske har fortalt, at Region Hovedstaden i 166 tilfælde i perioden 2021, 2022 og januar 2023 har overskredet reglerne for maksimale ventetider for kræftbehandling. Overskridelserne gælder blandt andet nogle af de mest alvorlige kræftformer som lungekræft samt tyk- og endetarmskræft.
Også på screeningsområdet har hovedstaden ikke kunnet overholde lovpligtige tider. Kræftens Bekæmpelse vurderer, at op imod 1.000 kvinder i hovedstaden kan have fået konstateret brystkræft efter at være blevet screenet for sent. Ifølge Sundhedsloven må der ikke gå mere end to år og tre måneder mellem undersøgelserne, men mange kvinder i hovedstadsområdet har ventet væsentligt længere.
Historier som dette får nu Rigsrevisonen til at sætte en forundersøgelse om udredningsretten for borgere med demens i bero og i stedet kaste sig over regionernes overholdelse af de maksimale ventetider på kræftbehandling.
