Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Jeg bliver virkelig både rystet og ulykkelig over, hvis der er nogle af vores medarbejdere, der ikke har kunnet styre deres nysgerrighed og har snaget i en journal, der ikke bare handler om et barn, men et barn, der har været udsat for en forfærdelig forbrydelse. Det er i mine øjne skærpende omstændigheder,” siger Rasmus Møgelvang.

Hospitals-ansatte sendt hjem: Tjekkede 13-årig kidnappet piges patientjournal

Et antal medarbejdere fra hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland er hjemsendt, efter det er konstateret, at de har været inde i en patientjournal tilhørende 13-årige Filippa, der i weekenden ifølge politiet var udsat for alvorlige overgreb. Medarbejderne risikerer fyring og politianmeldelse.

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Efter en politieftersøgning blev pigen fundet søndag i et hus i Korsør og i ambulance bragt ind til undersøgelser på Rigshospitalet. Efterfølgende har et antal medarbejdere fra Region Hovedstaden og Region Sjælland været inde i hendes patientjournal. Måske for at snage.

Samtlige opslag i pigens journal gennemgås nu, og det undersøges, om medarbejderne var for nysgerrige, eller de havde et berettiget ærinde i forbindelse med behandlingen af den 13-årige. 

Hospitalsdirektør Rasmus Møgelvang fra Rigshospitalet har talt med pigens mor om opslagene i datterens journal. Han har på hospitalernes vegne undskyldt og understreget, at han og ledelsen i de to regioner ser med dybeste alvor på denne sag. Han har også aftalt med moren, at regionerne orienterer offentligheden om sagen.

”Vi har alle været dybt berørt over den her sag, men jeg bliver virkelig både rystet og ulykkelig over, hvis der er nogle af vores medarbejdere, der ikke har kunnet styre deres nysgerrighed og har snaget i en journal, der ikke bare handler om et barn, men et barn, der har været udsat for en forfærdelig forbrydelse. Det er i mine øjne skærpende omstændigheder,” siger Rasmus Møgelvang.

Regionerne har øjeblikkeligt igangsat alle relevante ansættelsesretlige procedurer, og sagen er anmeldt til både Datastyrelsen og Styrelsen for Patientklager. Desuden er regionerne i dialog med politiet.

”Jeg kan ikke udtale mig om de konkrete ansættelsesretlige konsekvenser for de enkelte medarbejdere, men med de skærpende omstændigheder i den konkrete sag, så betyder det, at alle ansættelsesretlige konsekvenser – herunder afskedigelse - er i spil. Samtidig vurderes det i hver enkelt tilfælde, om der skal ske politianmeldelse af den enkelte medarbejder,” siger Rasmus Møgelvang.

Formanden for Region Sjælland Heino Knudsen (Soc.) siger på Twitter, at han er "rystet og dybt berørt".

"Udtrykker min største medfølelse med familien, der i forvejen gennemlever en svær tid. Det er totalt uacceptabelt, hvis nogen af ren nysgerrighed snager i en journal!" skriver han. 

De to regioner vil nu grundigt evaluere sagen og vurdere, om der er behov for at justere i regionens kontroller med patienternes sundhedsoplysninger.