Kravet om omordination af lægemidler kan være ressourcekrævende, og derfor afviger Sygehusapoteket fra kravet i enkelte tilfælde. Lægemiddelkomitéen tager praksis til efterretning.
Sygehusapoteket i Region Nordjylland fraviger i visse tilfælde kravet om omordination, når patienter skal skifte lægemiddel. Det kan betyde, at registreringen i de nationale systemer ikke fuldt ud afspejler det præparat, patienten faktisk får udleveret.
Praksissen er netop blevet fremlagt for Den Regionale Lægemiddelkomité, som valgte at tage orienteringen til efterretning.
Ifølge sygehusapoteker Gitte Søndergaard Nielsen fra Sygehusapoteket i Region Nordjylland sker det dog kun i særlige tilfælde.
“Omordination er altid udgangspunktet ved både udbud og restordrer. Der er få cases, hvor dette fraviges, når sygehusapoteket skal udlevere på ordination,” oplyser hun i et skriftligt svar.
Modstand fra klinikken
Normalt kræver et lægemiddelskift, at den behandlende læge ændrer ordinationen for hver enkelt patient i det Fælles Medicinkort. Men ifølge materialet, som blev fremlagt for lægemiddelkomitéen, kan det være en omfattende administrativ opgave, der blandt andet indebærer adgang til patientens journal, ændring af ordinationen i det Fælles Medicinkort, oprettelse af journalnotat, ny medicinrekvisition og kontakt til patienten.
Sygehusapoteket oplever derfor indimellem modstand fra kliniske afdelinger mod kravet, fordi klinikken ikke har ressourcer til at håndtere omordination. I nogle situationer indgår sygehusapoteket derfor aftaler med den kliniske afdeling om at fravige kravet.
“Fravigelse fra krav om ordination aftales i disse tilfælde med den relevante klinik. Hvis der kan opstå tvivl hos patient eller plejepersonale, sker der ikke fravigelse fra omordination,” forklarer Gitte Søndergaard Nielsen.
Delekærv eneste forskel
Fravigelsen bruges især i situationer, hvor et lægemiddelskift berører mange patienter, og præparaterne vurderes at være reelt ens. Gitte Søndergaard Nielsen fortæller om et aktuelt eksempel fra Region Nordjylland, hvor der skiftes lægemiddel for knap 300 patienter i et ambulatorium.
“Der er tale om samme indholdsstof, samme styrke, samme dispenseringsform samt samme lægemiddelnavn – eneste forskel er krydskærv henholdsvis delekærv i tabletterne. Her er der i dialog med klinikken valgt at fravige kravet om omordination,” siger Gitte Søndergaard Nielsen.
Risiko for uoverensstemmelser
Når omordinationskravet fraviges, kan det få konsekvenser for registreringen i de nationale systemer.
Konsekvenser kan være at:
Ordinationen i Fælles Medicinkort ikke stemmer overens med det præparat, patienten får udleveret.
Effektueringen i Fælles Medicinkort registreres på et andet præparat eller varenummer end det udleverede.
Indberetningen til Sygehusmedicinregisteret omfatter et andet præparat end det faktisk udleverede
Medicinrekvisitionen i nogle tilfælde ikke svare til det præparat, der udleveres.
Sygehusapoteket Region Nordjylland er klar over, at det i princippet kan skabe tvivl hos patienter, pårørende eller sundhedspersonale, for eksempel hvis en patient senere bliver indlagt, og personalet orienterer sig i det Fælles Medicinkort.
Lægemiddelstyrelsen orienteret
Sygehusapoteket peger samtidig på, at udvidede substitutionsmuligheder kan løse en stor del af problemstillingen. Hvis substitutionsgrupperne udvides til også at dække hospitalssektoren, vil systemerne i højere grad kunne håndtere skift mellem præparater automatisk.
Ifølge Gitte Søndergaard Nielsen er behovet allerede meldt videre til myndighederne.
“Lægemiddelstyrelsen er informeret om behovet for substitutionsgrupper, også i sekundær sektor,” siger hun.
På mødet i lægemiddelkomitéen blev der desuden efterlyst øget opmærksomhed på information til klinikere om muligheden for at angive “Ej S”.
Sygehusapoteket skal derfor udarbejde et udkast til et skriv til klinikkerne, som kan drøftes på et kommende møde.
Medicinske Tidsskrifter inviterer til faglig debat om fremtidens vurdering og prioritering af ny medicin
Moderne medicin rummer nye muligheder for behandling, men en række udfordringer står i vejen for, at vi til fulde udnytter mulighederne for personlig medicin, skræddersyet behandling og rationel anvendelse af lægemidler.
Vi samler klinikere, videnskabelige selskaber, myndigheder, politikere, patientforeninger og andre nøgleaktører til en debat om, hvordan man skaber bedre og hurtigere veje til ibrugtagning af ny medicin, så faglighed og patientbehov inden for sundhedsvæsenets økonomiske rammer er i balance – i takt med at behandlingsmulighederne udvikler sig.
Optagelsen af "Ånden i ordinationsretten – del 1" fra 19. marts med klinikerne er nu klar. Webinaret kan ses eller genses her:
Næste del er en politisk debat om samme emne.
Torsdag den 23. april kl. 15-17.30 – om løsningerne