
”Det er svært at adskille min rolle som borger fra min hverdag som praktiserende læge – erfaringerne fra klinikken følger med ind i stemmeboksen," siger Helle Skou, der er praktiserende læge i Nibe.
Sådan sætter praktiserende læger deres kryds til folketingsvalget
24. marts skal danskerne til stemmeurnerne. Valget er udskrevet i en geopolitisk usikker tid, og samtidig er der også en sundhedsreform i gang herhjemme. Medicinsk Tidsskrift har spurgt en lille håndfuld praktiserende læger, og en kommende af slagsen, om deres overvejelser og prioriteter.

“Erfaringerne fra klinikken følger med ind i stemmeboksen”
Helle Skou, praktiserende læge, Lægerne i Nibe
”Det er svært at adskille min rolle som borger fra min hverdag som praktiserende læge – erfaringerne fra klinikken følger med ind i stemmeboksen. Jeg synes, at sundhedsminister Sofie Løhde (V) har gjort det godt. Hun har vist en reel forståelse for almen praksis’ rolle, og den forståelse har jeg historisk også oplevet hos Det Konservative Folkeparti.Det betyder noget for mig, at man forstår og respekterer fundamentet i det nære sundhedsvæsen. Det største problem for mine patienter lige nu er de mange afviste henvisninger. Det skaber forsinkelser, øger uligheden og kan svække patientsikkerheden. Jeg er derfor meget optaget af, hvad politikerne konkret vil gøre ved det. Og som altid har jeg et særligt blik for de sårbare og børnene – et sundhedsvæsen skal først og fremmest fungere for dem, der ikke selv kan råbe op.”
“Partiernes sundhedspolitik påvirker mit kryds. Jeg er eksempelvis optaget af, at sundhedsreformen skal i mål på en ordentlig måde," siger Malene Lindholmer Nepper, der er formand, for Foreningen af Yngre Almenmedicinere (FYAM).
"Der er brug for partier med handlekraft til at udrulle reformen"
Malene Lindholmer Nepper, formand, Foreningen af Yngre Almenmedicinere (FYAM), p.t. Psykiatrisk Center, Glostrup som del af almenmedicinsk hoveduddannelse
“Partiernes sundhedspolitik påvirker mit kryds. Jeg er eksempelvis optaget af, at sundhedsreformen skal i mål på en ordentlig måde. Det vil være bøvlet med en helt ny retning, og selvom jeg ikke har været enig i alt i reformen, skal vi heller ikke disrupte en udvikling, der er sat i gang. Jeg er stadig ikke helt afklaret omkring, hvor meget min utilfredshed over forløbet i sommers (omkring lovforslag 2b m.m., red.) vil påvirke mit kryds.




