
Ifølge Martin Geertsen vil de fleste politikere formentlig være tilbageholdende med at foreslå større ændringer af sundhedssystemets struktur i valgkampen.
Sundhed topper hos vælgerne – men få tror, det bliver et valgtema
Sundhed er det område, flest vælgere mener, politikerne bør prioritere. Alligevel forventer kun én procent, at sundhed bliver det vigtigste tema i den aktuelle valgkamp.
Det viser en analyse, som analyseinstituttet Epinion har lavet for Altinget og DR.
Ifølge undersøgelsen ligger hospitaler og sundhed øverst, når danskerne bliver spurgt, hvilke områder politikerne bør tage sig af. Derefter følger miljø og klima samt styringen af dansk økonomi.
Når vælgerne i stedet bliver spurgt om, hvad de tror kommer til at dominere valgkampen frem mod valget den 24. marts, peger de på helt andre emner.
Flest forventer, at forsvar, sikkerhed og militær bliver valgkampens vigtigste tema. 17 procent nævner det område. 13 procent peger på økonomi og leveomkostninger, mens ti procent tror, at udenrigspolitik og internationale relationer vil fylde mest i debatten.
Sundhed havner derimod næsten helt i bund. Kun én procent vurderer, at sundhedssektoren og psykiatrien bliver det vigtigste emne i valgkampen.
Martin Geertsen, tidligere sundhedsordfører for Venstre og mangeårigt medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, peger ifølge Altinget på, at der allerede er truffet en række større beslutninger om sundhedsvæsenets organisering.
"Der er truffet ganske betydelige politiske beslutninger gennem de sidste år, så jeg tvivler på, der kommer forslag til strukturelle ændringer af sundhedssystemet i denne valgkamp. De fleste politikere vil være tilbageholdende på dét område, og det ville jeg også selv være, hvis jeg sad i den position," siger han til Altinget.
Han peger dog på, at der stadig kan komme mere målrettede forslag i løbet af valgkampen.
