
Ny analyse: Så markant var overdødeligheden under COVID-19
Da COVID-19 ramte Europa i marts 2020, steg dødeligheden eksplosivt. I løbet af få uger bevægede kurverne sig langt over det normale vintermønster, og i flere lande blev sundhedsvæsenet presset til det yderste. Nu dokumenterer et stort europæisk studie ledet og koordineret af Statens Serum Institut præcist, hvor voldsom overdødeligheden var – og hvordan den udviklede sig gennem pandemiens fire bølger.
Studiet er netop publiceret i Nature Communications og bygger på dødelighedstal fra 26 lande i det europæiske overvågningssamarbejde EuroMOMO. Forskerne har analyseret perioden fra uge 8 i 2020 til uge 20 i 2023 og sammenholdt den med dødelighedsmønstre fra årene før pandemien.
Samlet set var dødeligheden i Europa 9,5 procent højere end forventet i perioden. Det svarer til 91,7 ekstra dødsfald per 100.000 personår.
Fire bølger gennem Europa
Forskerne identificerer fire hovedbølger med forhøjet dødelighed.
Den første bølge varede fra uge 10 til uge 21 i 2020. Her lå dødeligheden 20,5 procent over det forventede niveau – svarende til 199,5 ekstra dødsfald per 100.000 personår. Det var den højeste samlede overdødelighed i hele perioden.
Anden bølge fra uge 37 i 2020 til uge 8 i 2021 lå 17,5 procent over det forventede niveau og gav 173,8 ekstra dødsfald per 100.000 personår.
Tredje bølge fra uge 26 i 2021 til uge 20 i 2022 lå 8,9 procent over det forventede niveau. Fjerde bølge fra uge 22 i 2022 til uge 12 i 2023 lå 10,0 procent over det forventede.
I de senere faser stabiliserede dødeligheden sig på et niveau, der minder om vintersæsonerne før COVID-19.
”Studiet giver os et samlet europæisk billede af pandemiens totale dødelighed, som var næsten 10 procent højere end den forventede dødelighed,” siger statistiker Sarah Nørgaard fra Statens Serum Institut.
Ældre hårdest ramt
Overdødeligheden ramte især de ældste. Blandt personer på 85 år og derover var dødeligheden 10 procent højere end forventet i hele pandemiperioden. I første bølge var overdødeligheden i denne aldersgruppe hele 25 procent over det forventede niveau.
De højeste niveauer blev registreret før de omfattende smitteforebyggende tiltag og udrulningen af vaccination, og overdødeligheden var særligt udtalt blandt personer på 65 år og derover. Dog varierede omfanget mellem landene.
Forskerne sammenholdt også pandemiens dødelighed med influenzasæsonerne 2014–2019. Den hårdeste influenzasæson i den periode gav 120,4 ekstra dødsfald per 100.000 personår. Til sammenligning lå første COVID-19-bølge i de samme lande på 258,8 ekstra dødsfald per 100.000 personår – altså mere end dobbelt så højt.
Danmark blandt de laveste
Danmark placerer sig i den lave ende i den samlede europæiske opgørelse.
”I Danmark var overdødeligheden knap 45 ekstra dødsfald årligt per 100.000 indbyggere. Det placerer Danmark blandt de lande i Europa med lavest overdødelighed under pandemien – som nummer seks ud af 26 lande, hvor kun fem lande lå lavere. Den relativt lave dødelighed kan blandt andet hænge sammen med en kombination af smitteforebyggende indsatser, befolkningens adfærd og den høje vaccinationstilslutning” siger Sarah Nørgaard.
De fem lande med lavere samlet overdødelighed end Danmark var Norge, Finland, Irland, Luxembourg og Cypern. I Norge og Finland lå niveauet i størrelsesordenen omkring 30–40 ekstra dødsfald per 100.000 personår for hele perioden fra foråret 2020 til foråret 2023.
I den anden ende af skalaen var forskellen markant. I lande som Italien, Spanien, Portugal, Grækenland og Ungarn lå den samlede overdødelighed over 150 ekstra dødsfald per 100.000 personår i perioden, og i enkelte tilfælde tæt på eller over 200. Det betyder, at de hårdest ramte lande havde en samlet overdødelighed, der var tre til fire gange højere end den danske.
Overdødelighed måler antallet af dødsfald ud over det forventede og indfanger både direkte og indirekte effekter af pandemien. Herunder tilfælde af COVID-19 hos personer, som ikke er blevet testet og rapporteret. Derfor giver det et mere retvisende billede end registrerede COVID-19-dødsfald alene.
