
Hvis vi havde lavet undersøgelsen i den almene psykiatri, tror jeg også, at vi havde set samme forskel mellem det selvvurderede helbred og det lægevurderede helbred,” siger Nikoline Busk. Foto: Cecilie Wolf, Aarhus Universitetshospital
Retspsykiatriske patienter og læger vurderer fysisk helbred helt forskelligt
Dansk studie viser, at retspsykiatriske patienter selv mener, at de har et godt fysisk helbred. Det står i kontrast til patienternes klinisk vurderede helbredstilstand. Vi skal blive bedre til at forstå patienterne, siger medicinstuderende Nikoline Busk.
Det danske studie, som er publiceret i Nordic Journal of Psychiatry, sætter fokus på en velkendt problemstilling i psykiatrien: Patienter med psykisk sygdom dør i gennemsnit 15 til 20 år tidligere end baggrundsbefolkningen, og overdødeligheden skyldes primært somatiske sygdomme. Men hvorfor er overdødeligheden så markant? Og kan man gøre noget ved det?
”Uenigheden mellem læge og patienter kan muligvis forklares af forhold som begrænset sundhedskompetence og den måde, som psykiske og somatiske symptomer påvirker hinanden og opleves på,” siger Nikoline Busk, der er førsteforfatter til studiet. Hun er medicinstuderende og har lavet analysen af de retspsykiatriske patienters helbred som et forskningsprojekt under studiet.
84 procent var overvægtige
I studiet deltog 69 patienter fra de retspsykiatriske afdelinger på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Viborg. De udfyldte dels et spørgeskema (kaldet SF-12), hvor de vurderede deres eget helbred på en skala fra 1 til 5. Disse vurderinger blev sammenholdt med en læges vurdering af patienternes fysiske helbred ved brug af Clinical Frailty Scale (CFS).
Resultaterne viste, at 79 procent af patienterne vurderede deres somatiske helbred som ’godt’ eller ’bedre’. Derimod viste den lægelige vurdering, at patienterne havde en række somatiske risikofaktorer: 25 procent havde forhøjet blodtryk, 84 procent var overvægtige, 55 procent havde metabolisk syndrom, og i gennemsnit havde de røget en pakke cigaretter om dagen i 20 år.
”Vi kunne se en meget dårlig overensstemmelse mellem hvordan patienter og læger vurderede det somatiske helbred. Vi havde forventet en se en uoverensstemmelse, men ikke så udtalt. Lige gyldigt hvordan vi gik til det metodologisk, så var der stor uenighed om patienternes og lægernes opfattelse af det fysiske helbred,” siger Nikoline Busk.
