
"Særligt lungekræft, bugspytkirtelkræft og nyrekræft skiller sig ud med markante forbedringer i 5-årsoverlevelsen gennem de seneste år. Udviklingen understreger, at fremskridt i diagnostik, behandling og patientforløb også kommer de kræftformer til gode, hvor tidlig opsporing ikke sker via systematisk screening,” siger afdelingschef Mette Keis Jepsen fra Sundhedsdatastyrelsen.
Opløftende nye tal: Overlevelsen stiger markant for flere af de mest dødelige kræfttyper
Flere danskere overlever kræft end tidligere. Udviklingen ses ikke kun i de kræftformer, hvor der tilbydes screening, men også i nogle af de mest alvorlige diagnoser.
Det fremgår af rapporten ´Kræftoverlevelse i Danmark 2010-2024´ fra Sundhedsdatastyrelsen.
Tallene dækker perioden fra 2010-2012 til 2022-2024 og bygger på data fra Cancerregisteret og CPR. Overlevelsen er opgjort som relativ overlevelse – altså en sammenligning mellem kræftpatienters overlevelse og overlevelsen blandt jævnaldrende i befolkningen med samme køn. Metoden bruges for at få et mål for, hvor stor en del af dødeligheden der hænger sammen med selve kræftsygdommen.
Samlet set er femårsoverlevelsen for alle kræftformer – bortset fra den mest fredelige type hudkræft – steget fra 64 procent til 74 procent for kvinder og fra 61 procent til 71 procent for mænd siden 2010-2012. Étårsoverlevelsen er i samme periode steget fra 78 procent til 86 procent for kvinder og fra 77 procent til 84 procent for mænd.
Fremgangen ses også i den seneste opgørelse. Fra 2019-2021 til 2022-2024 er femårsoverlevelsen steget fra 72 til 74 procent for kvinder og fra 70 til 71 procent for mænd. Det er mindre skridt end tidligere i perioden, men når næsten 50.000 danskere hvert år får en kræftdiagnose, betyder selv ét enkelt procentpoint, at flere hundrede ekstra patienter i hver årgang lever fem år efter diagnosen. For mange markerer femårspælen et vendepunkt i et kræftforløb – et tidspunkt, hvor kontrollerne tynder ud, og hverdagen gradvist finder en ny form.
"Særligt lungekræft, bugspytkirtelkræft og nyrekræft skiller sig ud med markante forbedringer i 5-årsoverlevelsen gennem de seneste år. Udviklingen understreger, at fremskridt i diagnostik, behandling og patientforløb også kommer de kræftformer til gode, hvor tidlig opsporing ikke sker via systematisk screening,” siger afdelingschef Mette Keis Jepsen fra Sundhedsdatastyrelsen i en pressemeddelelse.
