
Med udgangen af april stopper Annemarie Hellebek som direktør for de 600 ansatte på Bornholms Hospital.
Direktør på Bornholms Hospital stopper
Efter knap 10 år i direktionen på Bornholms Hospital har 64-årige Annemarie Hellebek besluttet, at der skal være en anden balance mellem arbejde og familieliv.
Med udgangen af april stopper Annemarie Hellebek som direktør for de 600 ansatte på Bornholms Hospital.
”Jeg glæder mig til næste kapitel i mit liv, hvor jeg skal arbejde mindre. Og det er i mit perspektiv et godt tidspunkt at foretage et skifte netop nu: hospitalet er velfungerende på rigtig mange områder, og der er et lille tidsvindue inden den nye store sundhedsreform træder i kraft. Det giver ro til at få den næste direktør kørt godt ind i stillingen,” siger Annemarie Hellebek.
Hun og Torben Hellebek fortsætter livet som øboere på fritidslandbruget ved Knudsker, hvor parret flyttede til for knap 10 år siden, da hun blev vicedirektør på landets mindste akuthospital. De seneste seks år har hun været direktør.
Regionsdirektør Jens Gordon Clausen er ked af, at Annemarie Hellebek har valgt at takke af.
”Jeg er superglad for Annemarie og hendes stærke stemme for Bornholm. Hun har leveret et meget stort arbejde for hospitalet og Bornholm. Hun har en stærk, faglig profil og har taget sit særlige fokus på patientsikkerhed med i sin ledelse. Og så har Annemarie været en meget vigtig medspiller i partnerskabet med Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og forlader hospitalet et godt sted med stærkere faglige miljøer. Hun har blik for helheden, men kæmper også for sit hospital,” siger Jens Gordon Clausen.
For regionsdirektøren er det vigtigt, at direktøren er forankret i det lokale liv på øen.
”Annemarie har aldrig ladet os glemme Bornholms stemme, når hun var i rummet til for eksempel hospitalsdirektørmøder. Det sætter jeg meget stor pris på,” siger Jens Gordon Clausen.
