Løhde udskyder lovforslag om nationalt prioriteringsråd
Lovforslaget om et nationalt prioriteringsråd skulle efter planen fremsættes her i februar, men bliver nu udskudt og bliver ikke fremsat før efter sommerferien.
Det fremgår af en artikel i Altinget.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) oplyser til mediet, at lovarbejdet fortsat kører, og at planen nu peger på fremsættelse i starten af det kommende folketingsår.
"Vi arbejder målrettet med det nye nationale prioriteringsråd, og jeg forventer, at vi kan fremsætte et lovforslag i starten af det kommende folketingsår,” skriver ministeren i en skriftlig kommentar til Altinget.
Med et folketingsvalg i horisonten kan udskydelsen få betydning for, hvem der ender med at føre lovgivningen igennem. Et valg kan betyde et nyt flertal og en ny minister.
Prioriteringsrådet er udset til at blive et centralt greb i sundhedsreformen og skal blandt andet bidrage til at skære ned på aktivitet på sygehusene, som partierne bag reformen vurderer kan undværes.
Lægeforeningen fremlagde i november et forslag til, hvordan et nationalt prioriteringsråd kan organiseres, og hvilke opgaver rådet kan få.
I Lægeforeningens udspil beskrives et uvildigt råd med armslængde til beslutningstagerne og et personligt udpeget formandskab inspireret af vismændenes model med sundhedsøkonomiske, organisatoriske og sundhedsfaglige kompetencer. Rådet foreslås at lave brede vurderinger af både nye politiske initiativer og eksisterende tilbud ud fra effekt på gode leveår, lighed i sundhed, træk på sundhedsfaglig arbejdskraft, økonomi og etiske spørgsmål. Forslaget lægger også op til, at ministerier, styrelser og organisationer kan kommentere på analyser, når de er færdige, og at kommentarerne kan følge med som bilag, mens rådets arbejde løbende præsenteres for Folketingets Sundhedsudvalg.
