Et nyt dansk pilotstudie tyder på, at screening for type 2-diabetes kan rykke ud i private hjem og samtidig give gevinst på bundlinjen. I studiet fik 8.000 tilfældigt udvalgte borgere i alderen 50 til 75 år tilsendt et testkit med posten, fordi de ikke havde fået målt langtidsblodsukker (HbA1c) i to år. Prøven blev taget som et fingerprik derhjemme og sendt til laboratorieanalyse.
Studiet er publiceret i BMJ Open Diabetes Research & Care og er lavet i et samarbejde mellem Diabetesforeningen, Steno Diabetes Center og Københavns Universitet.
I pilotprojektet sendte Diabetesforeningen gratis testkits til 8.000 tilfældigt udvalgte personer i alderen 50 til 75 år. Fælles for dem var, at de ikke havde fået målt deres langtidsblodsukker, HbA1c, i de foregående to år. 38 procent sendte blodprøven retur. Af dem, der fik en brugbar prøve analyseret, havde 1,7 procent et HbA1c-niveau på 48 mmol/mol eller derover, som er grænsen for type 2-diabetes. Yderligere 10,2 procent lå i intervallet 42 til 47 mmol/mol, som i studiet bliver brugt som et tegn på forhøjet risiko for at udvikle sygdommen.
På LinkedIn reagerede forskningschef i Diabetesforeningen Tanja Thybo begejstret på offentliggørelsen. Hun skriver:
“YES! Et arbejde, der betyder rigtig meget for mig, er nu blevet publiceret. Det har kostet blod (fra mere end 3.000 mennesker), sved og tårer, men vi har dokumenteret, at det kan betale sig at screene for type 2-diabetes i Danmark. Og nu er det ovenikøbet peer-reviewed og publiceret i BMJ Open Diabetes Research & Care. En stor tak til Nuri Cayuelas i Mateu for at drive projektet og komme helt i mål, og også til det fantastiske hold bag projektet, som har pakket testkits, analyseret blodprøver og ringet til de mennesker, der viste sig at have type 2-diabetes, så de hurtigt kunne komme i behandling. Det er netop det, det handler om: tidligere diagnose og hurtigere behandling. Til gavn for den enkelte og for samfundsøkonomien.”
I projektet blev personer med et HbA1c-niveau på 48 mmol/mol eller derover kontaktet direkte af sundhedsfagligt personale, så de hurtigt kunne blive vurderet og sat i behandling. Ifølge forskerne er hurtig opfølgning en central del af idéen bag hjemmetestene, fordi tidligere diagnose kan begrænse risikoen for følgesygdomme og reducere de samlede omkostninger på længere sigt.
Når HbA1c bliver målt, viser tallet gennemsnitsblodsukkeret over de seneste måneder. Jo højere tallet er, jo større er risikoen for følgesygdomme over tid, fordi kroppen i længere perioder har været udsat for forhøjet blodsukker.
Blodprøven tages hjemme med et lille fingerprik og sendes med posten til laboratoriet. Prøverne analyseres med guldstandarden for præcise HbA1c-målinger. Resultatet registreres i det nationale laboratorieregister og bliver tilgængeligt for både deltager og egen læge. Personer med et HbA1c-niveau på 48 mmol/mol eller derover kontaktes af en læge, før de kan se svaret i deres journal.
En tredje vej i stedet for masseinvitation
Type 2-diabetes udvikler sig ofte uden tydelige symptomer i de første år. Ifølge artiklen lever omkring 7 procent af den voksne befolkning i Danmark med sygdommen, og det anslås, at cirka 25 procent – omkring 100.000 personer – ikke er diagnosticeret. En tredjedel har allerede komplikationer, når diagnosen stilles.
Studiet beskriver tre overordnede måder at screene for type 2-diabetes på.
Den ene er populationsbaseret screening. Her inviteres hele befolkningen eller meget store grupper til test. Udfordringen er, at man skal teste rigtig mange for at finde relativt få med uopdaget diabetes. Ifølge forskningen har sådanne brede programmer ikke kunnet dokumentere, at de samlet set reducerer sygelighed eller dødelighed i befolkningen.
Den anden er opportunistisk screening. Her måles blodsukkeret, når en borger alligevel er hos lægen af en anden grund. Den model bruges allerede i stor udstrækning i Danmark. Udfordringen er, at den ikke nødvendigvis når de borgere, som sjældent opsøger sundhedsvæsenet. Netop de personer kan gå i årevis med forhøjet blodsukker uden at vide det.
Derfor foreslår forskerne en tredele og mere målrettet model. I stedet for at invitere alle – eller kun teste dem, der tilfældigvis kommer i klinikken – sendes testen direkte til personer i alderen 50 til 75 år, som ikke har fået målt HbA1c de seneste to år. På den måde forsøger man at finde dem, som i dag falder mellem stolene i systemet.
Gevinst vokser med tidligere diagnose
De økonomiske beregninger i studiet viser, at gevinsten afhænger af, hvor mange år diagnosen kan rykkes frem.
Hvis diagnosen stilles tre år tidligere, estimeres den samlede samfundsøkonomiske gevinst til 1.514 euro (ca. 11.295 kroner) per fundet tilfælde. Ved fem års tidligere diagnose stiger gevinsten til 2.219 euro (ca. 16.555 kroner). Ved ét år er gevinsten 576 euro (ca. 4.297 kroner).
Screeningsomkostningen per fundet tilfælde i et nationalt program estimeres til 1.183 euro (ca. 8.825 kroner). Det giver en “return ratio” på 1,28 ved tre års tidligere diagnose. Det betyder, at samfundet sparer 1,28 euro for hver euro, der investeres – altså samme forhold målt i danske kroner.
Forskerne peger på, at de største omkostninger ved type 2-diabetes ikke ligger i den løbende kontrol hos lægen, men i behandling af følgesygdomme og i tabt arbejdsevne. Risikoen for komplikationer stiger markant med højt HbA1c-niveau. Personer med meget høje værdier har op til seks gange højere risiko for mikrovaskulære komplikationer sammenlignet med dem, der ligger tættere på behandlingsmålet.
Studiet understreger, at hjemmetesten skal ses som et supplement til den eksisterende screening i almen praksis. Målet er at finde sygdommen tidligere hos de borgere, som ellers først opdages, når blodsukkeret har været forhøjet i årevis, og følgesygdomme allerede kan være under udvikling.
I en kommentar på LinkedIn uddyber Tanja Thybo, at de økonomiske beregninger bygger på en antagelse om, at deltagelsen vil stige med 10 procentpoint, hvis screeningen bliver et nationalt og velkendt tilbud – på linje med andre screeningsprogrammer, som borgere automatisk indkaldes til, når de når en bestemt alder. En højere deltagelse vil ifølge forskerne forbedre programmets samlede effekt og økonomi.
Hun skriver også, at forskergruppen foreslår screening hvert femte år i alderen 50, 55, 60, 65 og 70. Formålet er at minimere såkaldte “harvesting effects” – et fagudtryk for, at man i den første screeningsrunde ofte finder en ophobet gruppe af allerede eksisterende, men uopdagede tilfælde. Ved at gentage screeningen med faste intervaller spredes opsporingen over tid, så nye tilfælde opdages løbende i stedet for at samle sig i én stor “høst” i begyndelsen.
