Overlæge på hjerteafdeling afspadserer resten af året efter massivt overarbejde
Mindst én mandlig overlæge på hjerteafdelingen på Regionshospitalet Randers har haft så meget overarbejde og så mange ekstratimer, at han resten af året skal afspadsere.
TV2 Østjylland har været i kontakt med lægen, som ikke ønsker at stå frem med navn. Han bekræfter over for mediet, at han fra 9. februar og året ud skal afspadsere.
På afdelingen er der aktuelt to ledige lægestillinger, som man ikke kan få besat, og kun ganske få af de faste læger har ønsket at indgå en frivillig aftale om ekstraarbejde, forklarer cheflæge for Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Randers, Pernille Sarto, til mediet.
Hun afviser, at situationen bør være noget, patienterne mærker.
"Der er ikke nogen fare for behandlingen af patienterne. Vi har den hjælp, vi skal bruge, og vi får den hjælp, vi skal bruge til at varetage de patienter, vi har. Så jeg kan stå helt inde for patientsikkerheden i den måde, vi afvikler arbejdet på," siger cheflægen Pernille Sarto til TV2 Østjylland.
For at få vagtplanen til at hænge sammen benytter afdelingen vikarer.
Ifølge TV2 Østjylland arbejder Regionshospitalet Randers på en langsigtet plan for hjerteafdelingen i samarbejde med ledelse og medarbejdere.
