Fra venstre Birgitte Ries, Daniel Staal Nyboe, Kjeld Møller Pedersen og Jes Søgaard.
2026-aftale får positiv modtagelse fra læger og økonomer
Der er ros til Danske Regioner for at fjerne det økonomiske loft for praktiserende læger i 2026. Men samtidig rummer frisættelsen flere kontrolmekanismer end tidligere, og både læger og økonomer peger på et trægt forhandlingsklima og usikkerhed om, hvad der venter, når næste overenskomst skal forhandles.
Det er en god delaftale, Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægeres Organisation (PLO) har udarbejdet om økonomien for almen praksis i 2026.
Det er den overordnede dom fra både praktiserende læger og økonomer, som Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstermedie Medicinsk Tidsskrift har talt med efter fredagens pludselige annoncering af en aftale uden øvre økonomiramme for 2026.
Birgitte Ries er praktiserende læge i Odense og formand for PLO-Syd. Hun er meget tilfreds med den nye aftale.
”Vi får plads i økonomien til de nye læger, og det er vigtigt. Vi får honorering for, at vi arbejder med mere kompleksitet. Jeg er glad for den nye aftale – og for, at den er lukket”.
Der er ros til Danske Regioner for at fjerne det økonomiske loft for praktiserende læger i 2026. M
At Odense-lægen forholder sig positivt til 2026 er dog ikke ensbetydende med, at alle sorte skyer er forsvundet fra horisonten.
”Jeg er bekymret for 2027-overenskomsten, fordi vi tilsyneladende skal kæmpe så hårdt for hver eneste krone. Vi skal jo udbygge vores sektor og vores samarbejde med hospitalerne meget mere, så jeg bekymrer mig over, hvor trægt forhandlingsmiljøet er, når det skulle tage så lang tid at lande en 2026-aftale.”
Men 2026-aftalen er ikke desto mindre nu vinget af, siger Birgitte Ries, og hun regner med, at PLO-repræsentantskabet, som hun selv er del af, stemmer aftalen igennem.
”Der er ikke ændret noget grundlæggende i aftalen, og derudover er der tilført økonomi, så det er naturligvis positivt,” siger hun.
Daniel Staal Nyboe er næstformand i Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM) og i hoveduddannelse inden for almen medicin. Han er også meget positiv over den nye aftale.
”Der er kommet en anden samarbejdsvillighed fra regionerne og regeringen, og det er meget positivt, at vi ikke skal arbejde under et økonomisk loft. Det har været en hurdle med al den opgaveglidning, som vi har skullet løfte. Den største nyhed er jo netop det fjernede loft – den havde jeg ikke set komme, og den er virkelig værd at bemærke.”
Han finder det til gengæld ærgerligt, at det næsten er blevet februar, før aftalen kommer.
”Det er desværre nok en naturlig udvikling, når der så længe har været et svært aftaleklima mellem regionerne og almen praksis. Men man må konkludere, at der er kommet nye boller på suppen både efter regionsrådsvalget, hvor Mads Duedahl har overtaget roret i Danske Regioner, og efter forståelsespapiret med Sophie Løhde. Det er en ny retning, og det er jeg positiv over for. Men jeg er ærgerlig over, at aftalen kommer så sent og synes, at det er pinligt, at det ikke er lykkedes regionerne at gå det ekstra skridt tidligere. Det håber jeg, vi kan gøre bedre i 2027.”
Økonomer: Livrem og seler
Professor emeritus, sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet kalder den nye delaftale en fornuftig én af slagsen.
”Den er uden et eksplicit økonomiloft, men når man går ned i teksten, er der formuleringer, der skal sikre, at økonomien ikke løber løbsk: Der er seler og livrem i form af formuleringer om fælles ansvar, opfølgning og mekanismer, der skal sikre, at det ikke går for vildt for sig. Det er næppe formuleringer, PLO har ønsket sig, men de har accepteret dem. Jeg er egentlig selv gammel budgetbisse, men jeg synes, det er fint, de har fjernet loftet og i stedet indført restriktioner”.
Også professor emeritus, sundhedsøkonom Jes Søgaard, ligeledes fra Syddansk Universitet, vurderer, at det ophævede loft giver mening i en tid, hvor der skal flyttes arbejdsopgaver fra sygehusene til det nære sundhedsvæsen, ikke mindst praktiserende læger.
”Prisen for PLO er, at regionerne tættere kan monitorere den enkelte praksis og gribe ind ved afvigende og uforklarlige udgifter,” siger Jes Søgaard.
Gaver og mundgodt til almen praksis
Der er også nogle klare elementer, som Kjeld Møller Pedersen omtaler som gaver til de praktiserende læger.
”Der er givet ekstra 95 millioner kroner til øget basishonorar – det er ikke mange penge, men de er der, og det er væsentligt. De 95 millioner kroner er blandt andet begrundet i, at der sker meget omkring den enkelte patient, derfor skal de ekstra penge afspejle praktiserende lægers øgede ansvar og et større behov for tværsektorielt arbejde. Endelig er der en mindre ekstra bevilling på 10 millioner kroner til efteruddannelse. Når antallet af praktiserende læger vokser, skal der også følge ressourcer med til kompetenceudvikling.”
Jes Søgaard peger på, at den ekstra udgift til praksissektoren, som følger af, at den øvre økonomiramme fjernes i 2026, skal finansieres inden for den regionale sundhedsøkonomi.
”Regionerne kan næsten kun finde denne finansiering på sygehusene. Hvis det kan lykkes regionerne allerede her i 2026 at reducere sygehusforbruget ved at overdrage opgavevaretagelse til praksissektoren i et omfang, der kan finansiere de eventuelle ekstra penge til praksissektoren, så er det rigtigt godt og fint. Helt i sundhedsreformens ånd. Det er også muligt, at sygehusene kan effektivisere deres opgavevaretagelse”.
Men hvis ingen af disse to tilgange lykkes, fortsætter Jes Søgaard, må det nødvendigvis betyde, at det går ud over patienterne og sygehuspersonalet.
”Jeg er sikker på, at både regioner og sundhedsministeren vil henvise til de to nævnte tilgange, men vi kan ikke udelukke en tredje, som er hård prioritering og prisforhandling for ny medicin, både på sygehusene og i praksis,” siger Jes Søgaard og nævner skrappere tilskudsregler til Ozempic for diabetespatienter som et eksempel.
”Danske patienter falder bagud i forhold til mange andre europæiske lande i adgang til ny medicin. Og Amgros praler – med rette – af, at de i deres prisforhandlinger – koordineret med Medicinrådets prioritering – opnår rabatter på 46 procent i forhold til listepriserne. Det svarer til 10 milliarder kroner om året. Så den citron kan måske presses lidt mere af hospitalerne, så regionerne kan finde flere penge til praksis-sektoren.”