"Sundhedsreformen har fyldt meget i mit arbejdsliv de seneste tre år, men nu er tiden kommet til at bruge mere tid i klinikken, med familien og på at komme i form igen," siger Mogens Vestergaard.
Regeringens lægefaglige rådgiver om sundhedsreformen stopper øjeblikkeligt
Efter godt 10 måneders tæt involvering i arbejdet med at realisere sundhedsreformens mål for almen praksis, har Mogens Vestergaard valgt at stoppe som ekspertambassadør for de almenmedicinske tilbud.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.
Mogens Vestergaard blev udpeget i april 2025 af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde for at styrke koblingen mellem sundhedsreformens politiske ambitioner og hverdagen i almen praksis. Opgaven har blandt andet handlet om at være bindeled mellem lægeklinikker og centrale beslutningstagere i myndigheder, regioner og faglige organisationer.
Mogens Vestergaard stopper som ekspertambassadør med det samme.
Lægeklinikken trækker
Mogens Vestergaard begrunder stop som ekspertambassadør med et ønske om mere tid i klinikken og privatlivet.
"Det har været en svær beslutning at stoppe som ekspertambassadør. Arbejdet har været både fagligt udfordrende, meningsfuldt og meget lærerigt, og jeg har sat stor pris på samarbejdet med ministeren, ministeriet og de mange involverede aktører. Sundhedsreformen har fyldt meget i mit arbejdsliv de seneste tre år, men nu er tiden kommet til at bruge mere tid i klinikken, med familien og på at komme i form igen," siger Mogens Vestergaard i pressemeddelelsen.
Minister takker for indsatsen
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) peger på, at Mogens Vestergaard har bidraget til større forståelse mellem almen praksis og de beslutningstagere, som arbejder med reformen.
"Almen praksis spiller en nøglerolle i sundhedsreformen, og Mogens Vestergaard har ydet en meget vigtig indsats som ekspertambassadør og bidraget til at skabe fremdrift i arbejdet med at styrke de almenmedicinske tilbud i reformen. Nu går vi ind i næste fase, hvor fokus er på at få de nye rammer til at fungere i praksis i hele landet," siger Sophie Løhde.
De første skridt i omstillingen til det nære sundhedsvæsen er nu gennemført, og regeringen har fået vedtaget flere lovpakker om sundhedsreformen, der også har betydning for de almenmedicinske tilbud. Det gælder for eksempel en ny national opgavebeskrivelse og en ny fordelingsmodel.
Fremadrettet rettes opmærksomheden mod implementeringen af de nye rammer på tværs af landet. Sundhedsministeriet nedsætter derfor et Implementeringspanel for de almenmedicinske tilbud. Panelet skal bestå af centrale aktører og praktikere fra de almenmedicinske tilbud og regionerne og skal understøtte vidensdeling på tværs af landet. Panelet skal mødes to gange årligt med fokus på erfaringsudveksling og én gang årligt med ministeren.
