Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Jens Gordon Clausen.

Direktøren er fundet for regionen med halvdelen af Danmarks befolkning

Den nuværende regionsdirektør i Region Hovedstaden, Jens Gordon Clausen, bliver den øverste direktør for den nye Region Østdanmark, når regionen bliver en realitet 1. januar 2027. Det har det forberedende regionsråd besluttet på et ekstraordinært møde i tirsdags.

Jens Gordon Clausen er i dag regionsdirektør i Region Hovedstaden, og i november 2025 blev han konstitueret i stillingen som regionsdirektør i Region Østdanmark. Konstitueringen er nu afløst af permanent ansættelse.

Den nye region oprettes ved en fusion mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland. Den bliver Danmarks klart største region med omkring 2,78 millioner borgere i 2027, svarende til godt 46 procent af befolkningen. Region Østdanmark bliver først en realitet fra 1. januar 2027, og 2026 er et overgangsår, hvor driften fortsat varetages af de to eksisterende regioner.

"Jeg er rigtig glad for, at Jens Gordon er klar til at stå i spidsen for den nye region. Han er en dygtig, ansvarlig og vellidt leder, som vi politikere ser frem til at samarbejde med. Jens har mange års ledererfaring fra det regionale område og har et godt blik for sikker og stabil drift, men har også et stort overblik og evne til at se muligheder – også når det er vanskeligt. Derfor er han den helt rigtige til at omsætte de politiske visioner til virkelighed for regionens borgere og medarbejdere," siger regionsrådsformand i Region Østdanmark, Lars Gaardhøj (Soc.).

Historisk reform og fusion

Jens Gordon Clausen er uddannet i økonomi fra Københavns Universitet og London School of Economics. Han har været ansat i Region Hovedstaden siden 2015 – de seneste fem år som regionsdirektør. Inden da var han blandt andet 13 år i Finansministeriet.

"Jeg er stolt og meget beæret over den store tillid, og jeg går ydmygt til den store opgave," siger regionsdirektør Jens Gordon Clausen og fortsætter:

"Jeg glæder mig til at være med til at skrive historie, når vi i den kommende tid sammen skal føre den største reform af sundhedsvæsenet i mange år ud i livet. Samtidig skal vi med det bedste fra de to regioner i Østdanmark skabe en helt ny fælles region i en af danmarkshistoriens største fusioner. Det er og bliver en kæmpe og vigtig opgave, som vi allerede er i fuld gang med. Jeg ser frem til samarbejdet med politikere, ledere og medarbejdere."

Region Østdanmark bliver en af landets største offentlige organisationer med samlet over 65.000 medarbejdere. Region Hovedstaden vokser fortsat, drevet af en yngre befolkning, urbanisering og tilflytning. Region Sjælland står omvendt med en stabil befolkning og en markant stigning i antallet af ældre borgere, hvilket vil øge presset på det nære sundhedsvæsen i årene fremover. Sammen bliver de til en region med store forskelle og en betydelig del af Danmarks uddannelses-, hospitals- og forskningskapacitet.

"Det bliver ikke en revolution, men en reformation, hvor vi tager et skridt ad gangen, så vi stadig hele tiden kan have fokus på den daglige behandling og pleje af vores borgere og patienter. Vi kan kun lykkes med at realisere reformen og skabe en stærk ny region, hvis vi gør det ordentligt og i fællesskab på tværs af hele den nye regions geografi," siger Jens Gordon Clausen.

Jens Gordon Clausen fyldte 50 år i begyndelsen af januar. Han bor i Søllerød med sin kone og deres tre børn på 7, 11 og 14 år.

 

Region Sjælland og Region Hovedstaden i 2026
Region Sjælland og Region Hovedstaden fortsætter som to selvstændige regioner i hele 2026
De to regioner eksisterer uændret i 2026 og har fortsat ansvar for hospitaler, psykiatri, akutberedskab, praksisområdet, sociale tilbud og øvrige driftsopgaver.
De eksisterende regionsråd fortsætter i hele 2026
Regionsrådene valgt i 2021 har fået deres funktionsperiode forlænget med ét år. De sidder derfor fra 1. januar til 31. december 2026.
Der oprettes et forberedende regionsråd for den nye Region Østdanmark
Regionsrådet for Region Østdanmark blev valgt den 18. november 2025 og fungerer hele 2026 som forberedende regionsråd. Det skal planlægge sammenlægningen, forberede budget, opgaver, struktur og direktion samt sikre, at fusionen kan gennemføres 1. januar 2027. Driften ligger fortsat hos de to eksisterende regioner i hele 2026.
De to regioners direktioner arbejder sammen om fusionen
Region Hovedstaden og Region Sjælland driver fortsat deres systemer hver for sig, men der oprettes tværgående arbejdsgrupper, som arbejder med harmonisering af it-systemer, patientrettigheder og kapacitetsplanlægning, økonomi samt organiseringen af psykiatri, somatik og det nære sundhedsvæsen i Region Østdanmark.
Alle medarbejdere bliver i deres nuværende region i hele 2026
Ingen medarbejdere flyttes organisatorisk før 2027. For patienterne betyder det, at al drift fortsætter uændret i 2026.
2027: Region Østdanmark ser dagens lys
Den 1. januar 2027 ophører Region Sjælland og Region Hovedstaden og bliver officielt til Region Østdanmark.
Beslutninger flyttes ud i sundhedsråd
De to nuværende regioner har tilsammen 47 medlemmer i det nye regionsråd, og en lang række beslutninger om forebyggelse, psykiatri, det nære sundhedsvæsen, hospitalernes kapacitet og store investeringer flyttes ud i sundhedsrådene, hvor både regions- og kommunalpolitikere sidder. Der er seks sundhedsråd i Region Østdanmark: Sundhedsråd Hovedstaden, Sundhedsråd Københavns Omegn Nord, Sundhedsråd Nordsjælland, Sundhedsråd Amager og Vestegnen, Sundhedsråd Østsjælland og Øerne samt Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland.