Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Regeringen vil give danskere over 21 år faste penge til tjek hos tandlægen

Regeringen vil ændre voksentandplejen markant. Fremover skal alle danskere over 21 år have en tandkonto med et fast årligt beløb, som kan bruges til tandeftersyn og almindelig tandpleje. Men Tandlægeforeningens formand mener, at modellen ikke kan stå alene, fordi nogle patienter har behandlingsbehov, som langt overstiger et enkelt eftersyn.

Regeringen lægger med udspillet op til, at økonomien ikke længere skal være en forhindring for at komme i tandlægestolen. Ifølge sundhedsminister Sophie Løhde skal tandkontoen gøre det lettere at forebygge problemer, før de udvikler sig. 

"Danskernes tandsundhed er heldigvis blevet markant bedre de seneste 20-30 år, og i dag har langt flere end tidligere deres egne tænder til langt op i alderen eller hele livet. Det er rigtig positivt, men der er stadig for mange danskere, der ikke går til tandlæge. Det kan skyldes, at det kan være dyrt at sætte sig i tandlægestolen, og derfor lægger vi op til at indføre en ny tandkonto, så alle danskere kan få et tandeftersyn uden selv at skulle betale," siger Sophie Løhde i en pressemeddelelse.

Beløbet på tandkontoen skal afhænge af alder. Unge mellem 22 og 25 år vil årligt få indsat 600 kroner på deres tandkonto. Voksne mellem 35 og 60 år vil årligt få 450 kroner, mens ældre over 80 år årligt vil have 850 kroner til rådighed. Beløbet vil kunne spares op og overføres for to år ad gangen, så hvis man kun har behov for at gå til tandlæge hvert andet år, vil man altså have flere penge på sin tandkonto.

Kritik fra Tandlægeforeningen

Hos Tandlægeforeningen er der opbakning til tanken om bedre forebyggelse, men også en klar bekymring for de patienter, som har store og tilbagevendende problemer med tænderne.

"Det er afgørende, at patienter med større behandlingsbehov – for eksempel parodontitis eller følgesygdomme i mund og tænder ved diabetes, ADHD eller psykofarmaka – ikke tabes, når deres tandkonto er opbrugt. De har behov for mere end et årligt tjek, og dem må vi ikke efterlade uden støtte," skriver formanden Torben Schønwaldt på LinkedIn.

Regeringen lægger samtidig op til at indføre maksimalpriser for en række tandlægebehandlinger i stedet for de nuværende faste priser. Tanken er, at tandlægerne får mulighed for at tilbyde lavere priser og konkurrere mere på prisen, uden at patienternes regning bliver højere end i dag. Desuden skal en ny digital "tandlægevælger" give et samlet overblik over tandlæger i de enkelte landsdele og deres priser på behandlinger. Den digitale løsning forventes ifølge ministeriet at være klar i første halvår af 2026.

Også her er Torben Schønwaldt skeptisk. I samme LinkedIn-opslag skriver han: "Maksimalpriser lyder rart i nogles ører, men det er simpelthen ikke vejen frem. Tandbehandling er en sundhedsydelse – ikke en spotvare. Kvalitet skabes i det langvarige kendskab mellem tandlæge og patient."

Han advarer mod, at fokus på priser kan ske på bekostning af kvalitet og kontinuitet i behandlingen.

Regeringens oplæg til en ny model for voksentandplejen forhandles nu med Folketingets partier.