Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sophie Løhde vil have afklaret, om Novo Nordisk kan holdes økonomisk ansvarlig for synsskader efter Wegovy.

Minister vil undersøge, om Novo skal betale for Wegovy-erstatninger

Sundhedsminister Sophie Løhde vil have Kammeradvokaten til at vurdere, om Novo Nordisk kan komme til at betale erstatninger i de første sager om alvorlige synsskader efter brug af Wegovy og Ozempic.

Det skriver DR Nyheder.

Det er praksis og fastlagt i erstatningsloven, at staten – og ikke medicinalvirksomhederne – står for erstatningen efter medicinskader. Det betyder, at Novo Nordisk efter reglerne ikke hæfter økonomisk, selv om Patienterstatningen vurderer, at Wegovy og Ozempic med overvejende sandsynlighed har udløst synsskader hos de første fire patienter. Samlet koster de fire sager omkring 800.000 kroner. Aktuelt har 58 danskere søgt om erstatning.

Det er denne konstruktion, ministeren nu udfordrer. Til DR skriver Sophie Løhde: "Jeg har i sidste uge bedt Indenrigs- og SundhedsMinisteriet om at sende sagen til Kammeradvokaten, og når der foreligger en juridisk vurdering derfra, vil der blive taget stilling til, hvad der videre skal ske."

Ifølge DR sker det meget sjældent, at staten forsøger at få et medicinalfirma til at dække erstatningen for en lægemiddelskade. Et af de få eksempler er fra 2011, hvor Sundhedsministeriet forsøgte at få virksomheden Servier til at betale erstatning til en dansk kvinde, der fik skader på sin hjerteklap efter slankemidlet Isomeride. Den sag endte i Højesteret, som frifandt virksomheden, fordi kvindens hjertelidelse også kunne skyldes andre forhold.