Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Professor Messoud Ashina understreger, at betydningen for de pårørende ofte mangler i samfundsøkonomiske beregninger. "Tager man de indirekte konsekvenser med, som vores undersøgelse peger på, er migræne og hovedpinesygdom en endnu større udfordring, end vi ofte tror," siger han.

Analyse: Hovedpine påvirker familien og samfundet langt mere end forventet

Migræne og andre hovedpinesygdomme rammer ikke kun den, der har ondt i hovedet. Smerterne sætter sig i hverdagen og påvirker både partner og børn. Det viser et analysenotat fra Nationalt Videnscenter for Hovedpine, som bygger på svar fra 1.832 voksne danskere med hovedpine.

Undersøgelsen viser, at et stort flertal trækker sig fra familielivet, når hovedpinen rammer. Flere end otte ud af ti angiver, at de må give afkald på praktiske opgaver eller bliver mentalt fraværende, fordi smerterne fylder for meget. Det ændrer rutiner, stemning og nærvær i hjemmet på de dage, hvor hovedpinen tager over.

"Det viser tydeligt, at hovedpinesygdomme som migræne påvirker de normale aktiviteter, der er forbundet med familieliv. Personer med hovedpine bliver ofte nødt til at trække sig både fysisk og mentalt på grund af deres smerter og andre symptomer, og det kan selvsagt være en enorm belastning for de nærmeste," siger professor Messoud Ashina, der leder Nationalt Videnscenter for Hovedpine.

Han understreger, at betydningen for de pårørende ofte mangler i samfundsøkonomiske beregninger. "Tager man de indirekte konsekvenser med, som vores undersøgelse peger på, er migræne og hovedpinesygdom en endnu større udfordring, end vi ofte tror," siger Messoud Ashina.

Undersøgelsen peger samtidig på, at to ud af tre oplever, at hovedpinen udfordrer parforholdet. Mange beskriver dage, hvor samtaler glider ud, og hvor partneren i stedet står med både det praktiske ansvar og de følelsesmæssige opgaver.

For børnene er konsekvenserne også tydelige. Over en tredjedel vurderer, at deres børn ville have bedre livskvalitet, hvis de ikke havde hovedpine. Blandt dem med daglig hovedpine gælder det over 60 procent. Flere end halvdelen angiver, at de ville være bedre forældre, hvis de ikke havde hovedpine, fordi sygdommen tager energi, opmærksomhed og overskud.

Sammenhængen mellem hyppighed og belastning går igen i alle svar. Jo flere dage med hovedpine, desto større påvirkning på hverdagslivet. Måltider aflyses, aktiviteter må droppes, og børn oplever forældre, der må trække sig bag en lukket dør eller lægge sig i mørke.

"Det understreger hvor vigtigt, det er, at personer med hovedpinesygdom får optimal behandling. Det hjælper ikke bare den enkelte, men også deres partner og børn. Især indenfor migræne findes der gode behandlingsmuligheder, som flere skal kende til og efterspørge," siger Messoud Ashina.

Han henviser til tidligere fund, der viser, at omkring hver femte med hovedpine hver uge aldrig har søgt læge, ofte fordi de ikke tror, der er hjælp at få. Videnscentret peger på, at langt flere kunne få en mere stabil hverdag og et mere nærværende familieliv med udredning og behandling.

Nationalt Videnscenter for Hovedpine oplyser, at minimum en ud af ti voksne danskere har migræne, og at endnu flere har spændingshovedpine. Hovedpine koster samfundet mindst 3,6 milliarder kroner om året og står for 14 procent af samtlige sygedage på arbejdsmarkedet. Det gør hovedpine til en af de mest oversete folkesygdomme, selv om både forebyggelse og behandling kan løfte en stor del af byrden.

 

Fakta om hovedpine i Danmark
 
Migræne er en neurologisk sygdom, hvor hjernen bliver overfølsom og overreagerer på sanseindtryk. Det kan give anfald med pulserende hovedpine, kvalme, lys- og lydfølsomhed og hos nogle synsforstyrrelser, der kaldes aura.
 
Hovedpine er en folkesygdom i Danmark. Mindst en ud af ti voksne har migræne, og endnu flere lever med spændingshovedpine, som er den mest udbredte hovedpinesygdom.
 
Omtrent 3 procent af den voksne befolkning har kronisk hovedpine med smerter mellem 15 og 31 dage om måneden. Det svarer til omkring 120.000 personer.
 
Mindst 400.000 voksne har migræne, mens cirka 1,2 millioner oplever spændingshovedpine i mere end 30 dage om året. Migræne står for 14 procent af alle sygedage og koster samlet mellem 1,6 og 3,6 milliarder kroner årligt.
 
Blandt børn og unge har omtrent 7 procent migræne og omtrent 7 procent spændingshovedpine. Hovedpine er særligt hyppig hos piger i de ældste klassetrin.

Kilde: Nationalt Videnscenter for Hovedpine