Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Kühnau er ude som regionsrådsformand - og formand for Danske Regioner. Venstres spidskandidat, Anders G. Christensen, overtager posten som formand i Region Midtjylland.

Magtskifte i Region Midtjylland: Kühnau er færdig som regionsrådsformand

Region Midtjylland står foran et markant politisk skifte. Efter årets regionalvalg mister Socialdemokratiets Anders Kühnau formandsposten, som han har haft siden 2017. Venstres spidskandidat, Anders G. Christensen, overtager posten og bryder dermed 18 års ubrudt socialdemokratisk ledelse i regionen – først med Bent Hansen i spidsen og siden med Kühnau.

Konstitueringsaftalen blev indgået onsdag morgen mellem Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Det betyder, at Anders G. Christensen fra 1. januar 2026 overtager formandsposten med støtte fra i alt 21 mandater – herunder altså også SF, som normalt placerer sig i den røde blok.

Socialdemokratiet, Enhedslisten og Psykiatri-Listen står uden for aftalen. Ifølge Horsens Folkeblad sagde Anders Kühnau i regionshuset onsdag morgen: "Nu er der et borgerligt flertal, og det må vi acceptere." Men, tilføjede han, "jeg har meget svært ved at forstå, at SF er gået med Anders G. Christensen".

En træt Kühnau fortalt til TV2 Østjylland onsdag morgen, at Venstre havde sagt nej til de mindre poster, de havde fået tilbudt. 

En ny politisk linje 

Konstitueringsaftalen indeholder en række afsnit, hvor partierne bag aftalen beskriver den politiske retning for de kommende fire år. Her lægger partierne vægt på åbenhed, faglighed og dialog som grundlæggende værdier. Regionen skal, som det står i aftalen, bygge på tillid, respekt og reel inddragelse, og der lægges op til en ny politisk kultur, hvor kritik bruges konstruktivt som grundlag for læring, og hvor der sikres en bred og direkte informationsstrøm til regionsrådet fremfor filtrerede oplysninger gennem direktion og sekretariat.

Konstitueringsaftalen rummer også et ønske om at styrke en række konkrete områder, blandt andet etablering af nye senfølgeklinikker, indsatser for at øge kvaliteten i psykiatrien samt styrket demensudredning, flere socialsygeplejersker og etablering af nye hospice-tilbud i regionen.

Møgsager

Skiftet markerer kulminationen på en valgkamp, hvor Region Midtjylland har været et af valgkortets mest omstridte områder. Regionen har gennem flere år været præget af en række møgsager, som har skabt usædvanligt stor politisk uro, eksempelvis amputationsskandalen, hvor patienter fik foretaget unødvendige amputationer, og kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital, hvor patienter ventede for længe på operation. Skandalerne førte til topchefers afgang og lagde et tungt pres på regionsledelsen.

De borgerlige partier har brugt sagerne som løftestang til et direkte angreb på Kühnau i valgkampen. Anders G. Christensen gik efter formandsposten fra starten og blev valgkampens mest synlige blå modkandidat med løfter om større åbenhed, kortere ventetider og et mere markant politisk lederskab. Valgnatten endte med at tippe til hans fordel.

Det lykkedes ganske vist Socialdemokratiet og Anders Kühnau at blive største parti med en tilbagegang på 5,4 procentpoint, hvilket giver partiet otte pladser i det kommende regionsråd. Venstre gik også tilbage med 5,6 procentpoint og ender med seks pladser.

SF får fire pladser efter en fremgang på 3,5 procentpoint, mens Det Konservative Folkeparti står tilbage med tre pladser efter et fald på tre procentpoint. Radikale Venstre får to pladser med en marginal tilbagegang, Enhedslisten én plads efter et fald på ét procentpoint, og Liberal Alliance får to pladser efter en solid fremgang på 4,8 procentpoint. Dansk Folkeparti ender ligeledes med to pladser, mens Psykiatri-Listen fastholder én plads på en lille fremgang. Danmarksdemokraterne får deres første to pladser i regionen, mens Moderaterne, Alternativet, Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, Folkelisten for fred og velfærd og Velfærdsdemokraterne ikke får repræsentation.

Man kan ikke sammenligne mandatfordelingen direkte med den nuværende, fordi regionsrådet i dag består af 41 medlemmer, men skæres ned til 31 i den kommende valgperiode på grund af de nye sundhedsråd, der etableres fra 1. januar 2027.

Først onsdag aften vides det med sikkerhed, hvem der får sæde i regionsrådet, når de personlige stemmer er talt endeligt op.

Magtskiftet får nationale konsekvenser

Magtskiftet i regionen ændrer samtidig den sundhedspolitiske magtbalance på nationalt plan. Venstre sidder nu på formandsposterne i Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Nordjylland og står dermed stærkere end i mange år. Region Østdanmark mangler fortsat en afklaring.

For Anders Kühnau personligt betyder det, at han ikke alene mister formandsposten i Region Midtjylland – han mister også posten som formand for Danske Regioner i 2026. Regionernes i dag mest magtfulde mand vil dermed stå uden for indflydelse både regionalt og nationalt.

Bestyrelsen i Danske Regioner vælges formelt på et konstituerende bestyrelsesmøde på Regionernes Politiske Topmøde den 26. marts 2026, hvor der også vælges formand og næstformand. Mandatfordelingen i den kommende bestyrelse bliver: Socialdemokratiet fire pladser, Venstre tre pladser, Konservative to pladser og Dansk Folkeparti to pladser, mens SF, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten hver har én plads.