Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sophie Løhde (V) er den mest magtfulde person i det danske sundhedsvæsen, mener Dagens Medicins panel.

Medie: Her er sundhedsvæsenets mest magtfulde

Magten i sundhedsvæsenet ligger nu først og fremmest hos politikere, topembedsmænd og direktører. Det viser Dagens Medicins årlige magtanalyse, hvor kun to læger er med blandt de 25 mest magtfulde personer i Danmark på sundhedsområdet.

Ifølge Dagens Medicin, som siden 1998 hvert år har udarbejdet Magtlisten, markerer årets resultat et tydeligt skift i, hvem der sætter retningen for sundhedsvæsenet. I toppen ligger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), efterfulgt af statsminister Mette Frederiksen (Soc.) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Økonomiminister Stephanie Lose (V) og finansminister Nicolai Wammen (Soc.) fuldender top fem.

Listen viser, at de politiske og administrative beslutningstagere har styrket deres position. Lægeforeningens formand Camilla Rathcke er den højest placerede læge som nummer 9, mens Rigshospitalets direktør Rasmus Møgelvang indtager en 21. plads. Dagens Medicin peger på, at de egentlige beslutninger i stigende grad træffes højere oppe i systemet, langt fra de sundhedsfaglige miljøer.

"Der er næsten kun politikere, lobbyister og beslutningstagere, der ikke har en sundhedsfaglig baggrund," siger Martin Schultz, cheflæge på Amager og Hvidovre Hospital, til Dagens Medicin.

Ifølge Dagens Medicin er det stort set de samme personer, der år efter år sidder tungt på magten i sundhedsvæsenets top. Magtbalancen er med andre ord bemærkesværdigt stabil, og det er fortsat de politiske og administrative beslutningstagere, der sætter retningen for udviklingen.

Blandt regionernes topfolk klarer Region Hovedstadens formand Lars Gaardhøj (Soc.) sig bedst med en 10. plads, mens Danske Regioners direktør Adam Wolf rykker op som nummer 12.

Også erhvervslivet har styrket sin indflydelse. Direktør i Novo Nordisk Fonden, Mads Krogsgaard Thomsen, ligger nummer 20, mens bestyrelsesformand Lars Rebien Sørensen følger lige efter som nummer 22. Direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, og administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, er også rykket markant frem på listen.

Magtlisten 2025 er udarbejdet af et magtpanel på 12 personer med indsigt i sundhedsvæsenet. Panelet har vurderet knap 300 personer ud fra seks kriterier: formel position, egen indsats, faglig dygtighed, personligt netværk, gennemslagskraft i offentligheden og en samlet vurdering. De 100 personer med den højeste vægtede score udgør årets liste.

Hele Magtlisten 2025 og metoden bag vurderingen kan læses hos Dagens Medicin.