Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Region Sjælland udvider screening for brystkræft: Farvel til mammografibusser

Region Sjælland siger farvel til mammografibusserne og opretter faste screeningssteder i hele regionen. Håbet er, at flere kvinder vil tage imod tilbuddet om at blive undersøgt for brystkræft.

Efter mange år med mammografibusser, der kørte fra by til by, gør Region Sjælland nu op med den mobile model. I stedet bliver der etableret faste screeningssteder for brystkræft i hele regionen, så kvinder kan blive undersøgt året rundt.

"Vi skal have flere kvinder til at blive undersøgt for brystkræft. Derfor åbner vi en række nye, faste screeningssteder over hele regionen – og vi starter på Slagelse Sygehus," siger udvalgsformand Anne Møller Ronex fra Sygehusudvalget i Region Sjælland.

Farvel til busserne

I den gamle model blev undersøgelserne udført i tre mammografibusser, som stoppede 12 forskellige steder i regionen. Busserne bragte nærhed, men kun i korte perioder ad gangen. Det har vist sig at være en udfordring for både kvinder og personale.

"Vi har været stolte af den særlige Region Sjælland-model, hvor mammografibusserne kørte helt ud til borgerne. Vi må bare erkende, at busserne ikke længere er tidssvarende. Derfor har vi givet hele ordningen et serviceeftersyn. Busserne bliver kørt i garagen, så vi kan give kvinderne et bedre tilbud," siger Anne Møller Ronex.

De nye faste screeningssteder vil være åbne hele året, og kvinderne kan selv vælge, hvor og hvornår de vil undersøges. Dermed bliver det lettere at få en tid, der passer ind i hverdagen.

Nemmere adgang og bedre arbejdsmiljø

En del kvinder fravalgte tidligere mammografibusserne, fordi det var besværligt at komme op ad trapperne og skifte tøj i små rum. Alternativet var at tage til Roskilde, hvor det faste tilbud fortsat findes. Med de nye screeningsteder håber regionen at få flere kvinder til at tage imod tilbuddet.

Samtidig forbedres arbejdsmiljøet for personalet, der fremover får langt bedre arbejdsforhold end i de trange busser.

Flere lokale steder på vej

Efter åbningen i Slagelse planlægger regionen at indvie nye screeningsteder i Køge, Faxe, Næstved, Nykøbing Falster, Nakskov og Nykøbing Sjælland i januar 2026. Holbæk, Stege, Ringsted og Kalundborg forventes klar i marts samme år. I Roskilde fortsætter det eksisterende tilbud på Sjællands Universitetshospital.

Region Sjælland bliver dermed den region i landet med flest faste steder for brystkræftscreening.

"Det er vigtigt for regionsrådet – og for mig personligt – at få flere kvinder til at tage imod tilbuddet om at blive screenet for brystkræft," siger Anne Møller Ronex.

"Brystkræft er den mest almindelige form for kræft blandt kvinder. Én ud af 10 kvinder får brystkræft i løbet af livet. Det er et uhyggeligt stort tal. Heldigvis er der gode chancer for at blive rask igen, hvis sygdommen opdages i tide," siger Anne Møller Ronex.

Flere kvinder skal med

Omkring 55.000 kvinder i Region Sjælland modtager hvert år en invitation til brystkræftscreening. Det gælder kvinder mellem 50 og 69 år samt kvinder op til 79 år, der tidligere har haft brystkræft. I 2024 blev der opdaget 272 nye tilfælde gennem screeningsprogrammet. Alligevel møder kun 81 procent af de inviterede kvinder op – og det er lavere end landsgennemsnittet. Det håber regionen at ændre med de nye tilbud.

Brystkræftscreeningen i alle byerne hører under Billeddiagnostisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital.