Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lægemiddelstyrelsen: Patienter skal ikke tilbage på diabetesmedicin, de tidligere ikke har tålt

Lægemiddelstyrelsen præciserer, at patienter med type 2-diabetes ikke skal tvinges tilbage på præparater, de tidligere har haft alvorlige bivirkninger af.

Udmeldingen kommer efter, at Ekstra Bladet har bragt historien om en 74-årig patient med type 2-diabetes, som frygter alvorlige bivirkninger, fordi hun er blevet tvunget væk fra Ozempic og sat tilbage på ældre medicin, hun ikke tåler.

Medicin mod type 2-diabetes

GLP-1-RA
En moderne type diabetesmedicin, der hjælper kroppen med at sænke blodsukkeret og giver samtidig ofte vægttab. Eksempler: Ozempic, Trulicity.

SGLT2-hæmmere
En anden type nyere medicin, som hjælper med at sænke blodsukkeret ved at udskille sukker via urinen. Eksempler: Forxiga, Jardiance.

SU-præparater og DPP-4-hæmmere
Ældre typer diabetesmedicin, som nogle patienter nu skal prøve først. De virker hos nogle, men har ofte flere bivirkninger og er mindre effektive.

Kilde: Diabetesforeningen og medicin.dk

Ifølge sektionsleder Ulla Kirkegaard Madsen fra Lægemiddelstyrelsen er de ændrede tilskudsregler, der trådte i kraft i november sidste år, blevet misforstået. Reglerne betyder, at patienter som udgangspunkt skal afprøve billigere alternativer, før de kan få tilskud til Ozempic. Men hun understreger, at ordningen ikke må føre til, at patienter genoptager behandlinger, som tidligere har givet alvorlige bivirkninger.

"Det er bestemt ikke hensigten, at de skal tilbage på præparater, som de ved, giver dem bivirkninger, fordi de har forsøgt dem før. Hvis de har prøvet ét af præparaterne og fået bivirkninger, så kan det være, de skal prøve en af de andre, de ikke har prøvet tidligere i den anden stofgruppe," siger Ulla Kirkegaard Madsen til Ekstra Bladet.

Hun tilføjer, at det er den behandlende læges ansvar at vurdere, om et lægemiddel fungerer tilfredsstillende. Lægemiddelstyrelsen opfordrer derfor patienter til at kontakte deres læge, hvis de oplever forværring af symptomer eller bivirkninger efter et medicinskift.

Baggrund: Hvad gik regelændringen ud på?

I november 2024 ændrede Lægemiddelstyrelsen reglerne for tilskud til moderne diabetesmedicin, de såkaldte GLP-1-receptoragonister som Ozempic og Trulicity. Formålet var at bremse den stigende udgift til medicinen og sikre, at patienter først prøver billigere alternativer, inden de får tilskud til de dyrere midler.

Reglerne betyder, at patienter som udgangspunkt skal starte med de billigere SGLT2-hæmmere som Forxiga eller Jardiance. Først hvis disse ikke virker tilstrækkeligt eller giver bivirkninger, kan patienten få tilskud til GLP-1-medicin som Ozempic. Ændringen blev indført, fordi regionernes udgifter til Ozempic og lignende lægemidler i 2023 oversteg 1,2 milliarder kroner – og myndighederne mente, at for mange patienter fik medicinen uden at have prøvet andre muligheder først.

Ændringen blev mødt med kraftig modstand fra både Diabetesforeningen og de praktiserende lægers organisation, PLO. De advarede om, at tusindvis af patienter kunne risikere forværret blodsukkerkontrol og flere bivirkninger. Claus Richter, direktør i Diabetesforeningen, formulerede det sådan: "Den kortvarige besparelse, man opnår ved de ændrede tilskudsregler, kan risikere at blive dyrere på lang sigt, fordi man forringer behandlingen og helbredet for alt for mange."

Også praktiserende læger har udtrykt frustration over presset for at følge reglerne nøje. Christian Freitag, tidligere formand for PLO, sagde: "Ozempic-sagen har været den mest detaljerede indgriben i lægers ordinationsvalg, som jeg har oplevet i mine 22 år som praktiserende læge."

 

 

Udviklingen fra januar 2022 til juni 2025 over antal solgte Ozempic-penne i alt

Siden januar 2024 har Lægemiddelstyrelsen specifikt fulgt udviklingen i salget hhv. med og uden tilskud

Graf der viser det månedlige salg af Ozempic-penne

Kilde: Lægemiddelstyrelsen

 

 

Udviklingen fra januar 2022 til juni 2025 målt på samlet omsætning ved salg på apotekerne, og de regionale tilskudsudgifter i samme periode

Graf der viser den månedlige omsætning og regionalt tilskud til Ozempic

Kilde: Lægemiddelstyrelsen

 

Udviklingen i andelen af nye brugere af GLP-1-diabetesmedicin med klausuleret tilskud, der har forsøgt behandling med en SGLT-2-hæmmere inden første køb af GLP-1-medicin

Graf der viser andelen af nye brugere, der har forsøgt SGLT-hæmmere

Kilde: Lægemiddelstyrelsen

 

Udviklingen i andelen af alle brugere af GLP-1-diabetesmedicin med generelt klausuleret tilskud, der forinden har forsøgt SGLT-2-hæmmere

Graf der viser andelen af alle brugere, der har forsøgt SGLT-2-hæmmer

Kilde: Lægemiddelstyrelsen