Færøske patienter med brystkræft skal behandles i Region Hovedstaden
Alle brystkræftpatienter fra Færøerne vil fra nu af blive henvist til Herlev og Gentofte Hospital, hvor Region Hovedstaden har indgået en to-årig aftale med Færøernes Sygehusvæsen.
Region Hovedstaden har indgået et samarbejde med Færøerne om udredning og behandling af kvinder med brystkræft. Med aftalen, der blev drøftet i Sundhedsudvalget i går, vil alle færøske patienter fremover blive henvist til Herlev og Gentofte Hospital.
Formand for Sundhedsudvalget, Christoffer Buster Reinhardt (Kons), er tilfreds med, at indsatsen mod ventetider er kommet så langt, at regionen nu kan hjælpe Færøerne. Han understreger dog, at regionens egne patienter fortsat er i centrum.
"Det har været en lang sej kamp at forbedre ventetiderne i kræftpakken. Det er virkelig godt, og vi er naturligvis meget optaget af, at det her samarbejde ikke betyder, at regionens egne brystkræftpatienter igen får lange ventetider," siger Christoffer Buster Reinhardt i en pressemeddelelse.
Regionen vurderer, at patienterne fra Færøerne kan behandles inden for den eksisterende kirurgiske kapacitet på Herlev og Gentofte Hospital. Aftalen ventes derfor ikke at få betydning for overholdelsen af de maksimale ventetider for brystkræftpatienter i Region Hovedstaden.
Kapacitet og finansiering
Vicedirektør Bodil Ørkild peger dog på, at der kan opstå behov for justeringer, hvis patienttilgangen varierer hen over året.
