Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Filip K. Knop har gennem mange år været en markant stemme i debatten om diabetes og fedme. Nu rykker han helt til tops i Novo Nordisk som Senior Vice President og fra oktober også som Chief Medical Officer.

Filip K. Knop bliver ny topchef i Novo Nordisk

Filip K. Knop, en af Danmarks mest profilerede forskere inden for diabetes og fedme, er netop rykket op i Novo Nordisks øverste ledelseslag. Han bliver Senior Vice President og leder af et nyt forskningsområde og indtræder 1. oktober som Chief Medical Officer.

Knop skriver på LinkedIn, at han er udnævnt til Senior Vice President og leder af det nye område Medical & Translational Science (M&TS).

"M&TS vil blive et kraftcenter for medicinsk og videnskabelig ekspertise, der bygger bro mellem videnskabelige opdagelser og patienternes udbytte," skriver han.

Området arbejder med at omsætte grundforskning og nye videnskabelige opdagelser til behandlinger, der kan bruges i klinikken. Det omfatter blandt andet udvikling af biomarkører, tidlige kliniske forsøg og præcisionsmedicin. På den måde skal M&TS sikre, at nye idéer hurtigere kan blive til reelle behandlinger for patienter.

Han tilføjer, at han fra 1. oktober indtræder som Chief Medical Officer og overtager posten fra Stephen Gough.

"Stephen har været afgørende for min forståelse af ’Novo Way’, og jeg vil sikre, at vi fortsat arbejder ud fra et fundament af videnskabelig og medicinsk kvalitet, og at alle vores aktiviteter gavner patienterne. Det er derfor, vi er her: for at forbedre livet for de patienter, vi betjener," skriver Knop.

Som Chief Medical Officer får Knop ansvaret for selskabets overordnede medicinske strategi. Rollen indebærer at sikre, at al udvikling og alle aktiviteter hviler på videnskabelig dokumentation, at kliniske studier gennemføres korrekt, og at der er tæt kontakt til sundhedsmyndigheder og faglige miljøer i hele verden.

Fra forsker til topchef

Knop har siden oktober 2024 været Senior Medical Officer (Diabetes og Overvægt) og Corporate Vice President i Novo Nordisk. Han er samtidig professor i endokrinologi ved Københavns Universitet. Hans forskning har fokuseret på hjertesygdomme, diabetes og reguleringen af appetit og fødeindtag hos mennesker.

Han har ledet Center for Clinical Metabolic Research på Gentofte Hospital i knap 15 år, publiceret mere end 550 videnskabelige artikler og vejledt over 50 ph.d.-studerende. For sit arbejde modtog han i 2019 den europæiske diabetesorganisations Minkowski-pris.

Knop har desuden haft internationale forskningsophold ved Southwestern Medical Center, University of Texas i Dallas (1999/2000) og ved Victor Chang Cardiac Research Institute i Sydney, Australien (2008/2009). På sin LinkedIn-profil beskriver han sit professionelle motto som: "Bring patienterne til videnskaben og videnskaben til patienterne".