Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Projektdirektør på supersygehus: "Altså, der er sgu vandskader alle steder"

Nyt Aalborg Universitetshospital er fortsat plaget af vandskader, selv om hospitalet snart skal stå klar til indflytning. 

Det skriver Nordjyske på baggrund af en aktindsigt, som viser, at der helt frem til sommeren i år har været et tocifret antal skader i kontorer, laboratorier, køkkenområder, sengestuer og personalerum.

Ifølge avisen findes der også videomateriale fra 2023, hvor beskidt vand fosser ned ad vægge og gennem kældertunneler.

Ekspert i byggeledelse Lene Faber Ussing vurderer, at der er tale om voldsomme og usædvanlige skader, som burde være løst på nuværende tidspunkt.

Projektdirektør Asger Schou mener dog ikke, at situationen giver anledning til bekymring. "Altså, der er sgu vandskader alle steder, for der kan altid hoppe noget pexrør af og sprænge nogle ting," siger han til Nordjyske og understreger, at vandskader også vil kunne opstå, når hospitalet er taget i brug.

Baggrunden for de aktuelle problemer går flere år tilbage. Fugt i murværket har været kendt helt tilbage fra byggeriets tidlige fase, hvor medarbejdere rapporterede om ildelugtende vand, der trængte ud af væggene. 

På et pressemøde i september 2022 sagde regionsrådsformand Mads Duedahl (V): "Vi kan ikke tage ansvar for at vente længere, end vi allerede har ventet. Jo længere tid, der går, jo større er risikoen for, at det får store følgeskader og uoverskuelige konsekvenser."

I 2023 besluttede Region Nordjylland at udskifte op til 36 kilometer vandrør efter fund af rust og bakterievækst.

I juni i år offentliggjorde Region Nordjylland en ny rapport om skimmel i byggeriet. 165 lokaler blev undersøgt, og i de fleste blev der ikke fundet vækst. I 15 lokaler blev der dog konstateret behandlingskrævende skimmel, som skal saneres. Ifølge Asger Schou fortsætter arbejdet med tætning af facader og skimmelsanering uden at påvirke tidsplanen for indflytning i 2026.

Byggeriet er blevet 1,5 milliarder kroner dyrere og ender på 7,4 milliarder kroner. Det skulle have stået færdigt i 2020, men indflytningen sker først i første halvår af 2026.