Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Alle lægemidler har et unikt kemisk fingeraftryk, som gør, at man kan identificere det ned til den konkrete fabrik, hvor det er produceret," siger Else Holmfred.

Forskere kan spore stjålne og falske lægemidler via kemiske fingeraftryk

Forskere kan nu måle lægemidlers unikke kemiske sammensætning og spore dem helt ned til den konkrete fabrik, hvor de er produceret.

I 2024 beslaglagde myndigheder i EU 426.016 pakker ulovlige lægemidler i løbet af en otte måneder lang indsats. Undervejs blev der fundet falsk medicin for 83 millioner kroner. Problemet er voksende, og forskere peger nu på en måde at spore medicin tilbage til kilden på.

Et nyt studie fra Københavns Universitet og Stanford University, publiceret i Molecular Pharmaceutics, viser, at alle lægemidler har et unikt kemisk fingeraftryk, og at det nu er muligt at måle og bruge det til at afsløre tyveri og forfalskninger. Forskerne undersøgte ibuprofen-produkter fra seks lande og kunne påvise forskelle både mellem producenter og mellem forskellige versioner fra samme producent.

"Alle lægemidler har et unikt kemisk fingeraftryk, som gør, at man kan identificere det ned til den konkrete fabrik, hvor det er produceret," siger Else Holmfred, postdoc ved Institut for Farmaci på Københavns Universitet og Stanford University samt hovedforfatter til det nye studie. 

Hun tilføjer: "Forestil dig, at en medicinalproducent får stjålet en sending lægemidler, som er blevet smidt ud, fordi det ikke har høj nok kvalitet. Efterfølgende er der så nogle bagmænd, som pakker medicinen om med tanke på at sælge det videre. Med den her teknologi er det muligt ret præcist at vurdere, hvor medicinen oprindeligt stammer fra og på den måde bevise, at det er blevet stjålet." 

Fingeraftryk fra planters vækst

Metoden bygger på målinger af stabile isotoper – varianter af kulstof, brint og ilt – som findes i alle organiske stoffer. Råvarer som majsstivelse, laktose og cellulose bærer præg af, hvor og hvordan planterne er dyrket. Det sætter et spor i medicinens samlede kemiske mønster.

"Isotopsammensætningen af et plantestof er bestemt af hvor i verden de er fra, hvilken type vand de har fået, og hvilken type fotosyntese de laver. Afhængig af dette ændrer forholdet mellem karbon-12 og karbon-13 sig en smule. Det er et forhold, der er unikt for den enkelte plante. Derfor er det også umuligt at snyde med isotoper," siger Stefan Stürup, lektor ved Institut for Farmaci og medforfatter på studiet.

I studiet analyserede forskerne to separate grupper: 27 forskellige ibuprofen-produkter og 27 forskellige typer almindeligt brugte hjælpestoffer. Ibuprofenprodukterne kom fra Danmark, Sverige, Spanien, USA, Japan og Sydkorea. Indholdet af det aktive stof varierede fra cirka en femtedel til mere end fire femtedele af tabletvægten, og antallet af hjælpestoffer lå typisk mellem 6 og 18. Det er netop kombinationen af aktivt stof, hjælpestoffer og måden, det hele er sat sammen på, der giver hvert produkt sit eget genkendelige kemiske mønster.

Resultaterne viste to ting, der er vigtige i praksis: Først, at tabletter fra samme produktion som udgangspunkt ligner hinanden tæt – det tyder på stabil fremstilling over tid. Dernæst, at der var tydelige forskelle, når man sammenlignede på tværs af producenter eller mellem varianter med forskellig sammensætning hos samme producent. Det betyder, at målingerne kan bruges til at skelne mellem ægte produkter, varianter og partier.

Forskerne peger også på, at plantebaserede hjælpestoffer trækker mønstrene i hver sin retning: Majsstivelse (en C4-plante) giver typisk et andet kulstof-mønster end kartoffelstivelse eller sukker fra planter, der vokser på en anden måde (C3-planter). Sådanne forskelle er nyttige, fordi de hjælper med at skelne mellem produkter, der ellers ser ens ud.

I laboratoriet kræver analysen kun meget lidt materiale – omkring et knappenålshoved fra en tablet, som findeles og måles. En serie på cirka 50 prøver kan gennemføres på omkring et døgn, når udstyret er på plads, siger Else Holmfred.

Klar til brug i sager om medicinsvindel

Næste skridt er at bevise konkrete forfalskninger og tyverier ved hjælp af målingerne.

"Det opfølgende studie er ikke udkommet endnu, men jeg sidder med data, hvor vi tydeligt kan se eksempler på forfalskede lægemidler. Vi kan simpelthen se, at den forfalskede medicin har et markant andet isotopaftryk end medicinen fra producenten. Tabletterne ligner til forveksling, så det er svært at dokumentere, at det er noget, der er blevet forfalsket, hvis man ikke kemisk kan bevise, at det er anderledes," siger Else Holmfred.