Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

I Danmark tilbydes folk over 50 år screening for tarmkræft.

Forskning: Tarmkræftscreening før 50 års-alderen kan redde flere liv

Et stort studie fra Taiwan viser, at det kan gavne folkesundheden, hvis man begynder at screene for tarmkræft allerede fra 40-årsalderen. Resultaterne peger på, at både antallet af nye tilfælde og antallet af dødsfald kan falde, hvis screeningen starter tidligere end de nuværende anbefalinger.

Der er de senere år sket en stigning i antallet af yngre personer, som får konstateret tarmkræft. Det har fået mange lande til at overveje, om man burde begynde at tilbyde screening tidligere end ved 50-årsalderen, som det ellers er kutyme i mange lande – herunder Danmark.

I det nye taiwanske kohortestudie, som er offentliggjort i det anerkendte amerikanske tidsskrift JAMA Oncology, har forskere i Taiwan undersøgt, hvordan det går personer, der begynder at blive screenet for tarmkræft allerede som 40-årige.

De brugte en metode, hvor man via en afføringsprøve kan spore usynligt blod. Det kan være et tegn på forstadier til kræft eller tidlige stadier af sygdommen. Metoden hedder FIT (fækal immunkemisk test) og bruges også i det danske screeningsprogram.

I studiet indgik over 263.000 personer i alderen 40 til 49 år. En del af dem begyndte at blive screenet allerede i 40’erne og fortsatte i det landsdækkende program fra de fyldte 50 år. Resten blev først tilbudt screening fra 50-årsalderen. Forskerne fulgte deltagerne frem til 2019 og sammenlignede, hvor mange der fik tarmkræft, og hvor mange der døde af sygdommen.

Resultatet var tydeligt: I gruppen, der blev screenet tidligt, var der færre, som fik konstateret tarmkræft – 26 ud af 100.000 personer om året mod 43 ud af 100.000 i gruppen, der først blev screenet senere. Også dødeligheden var lavere i den tidligt screenede gruppe – 3 mod 7 ud af 100.000 personer om året.

Forskerne har lavet en grundig analyse, hvor de har taget højde for forskelle mellem grupperne – blandt andet alder og helbred. Analysen viste, at tidlig screening gav en klar reduktion i risikoen for at få og dø af tarmkræft.

Samlet set peger studiet på, at screening allerede fra 40-årsalderen kan føre til en reduktion på omkring 25 procent i antallet af nye tilfælde og 34 procent i dødelighed.

 

 

Artiklen er en omskrevet version af artiklen Tarmkræftscreening ved yngre alder reducerer forekomst og dødelighed yderligere på Gastroenterologisk Tidsskrift

tarmkræftscreening