Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Nyt landsdækkende registerstudie om almen praksis bliver største af sin slags i Danmark

Samtlige af landets forskningsenheder for almen praksis gennemfører en landsdækkende undersøgelse af kontakt- og sygdomsmønstret i landets almene praksisklinikker.Undersøgelsen hedder KOS 2025 og er forankret på Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet. I Århus Amt og Region Midtjylland har man tidligere lavet lignende undersøgelser fire gange, men KOS 2025 bliver det første landsdækkende undersøgelse af denne type.

Resultaterne kan bruges som basis for nationale overenskomster, dimensionering af praksis og efteruddannelse af personale, fremgår det af projektbeskrivelsen. Data fra projektet forventer styregruppen at have klar allerede ved årets udgang, derfor kan data fra projektet også spille en rolle, når Sundhedsstyrelsen som del af sundhedsreformen skal kortlægge almen praksis og udarbejde en nationalt fastsat opgavebeskrivelse.

Undersøgelsen skal belyse en række centrale spørgsmål: Hvilke patienter ses i almen praksis? Hvilke symptomer kommer de med? Og hvilke opgaver udfører almen praksis vedrørende patientkontakten?

Disse oplysninger sammenholdes med viden om blandt andet praksisorganisation, adgang og ventetid, tilgængelighed, kompleksitet, kontinuitet og samarbejdet i det samlede patientforløb.

”Der er sket en omfattende digitalisering af sundhedsvæsnet, siden de tidligere KOS-undersøgelser blev lavet. Med den her nationale undersøgelse kan vi indhente omfattende data, uden at det kommer til at belaste den enkelte klinik,” siger forskningsassistent Line Rosenkilde Engel Ullits.

Den seneste KOS er 15 år gammel, supplerer projektleder Peter Vedsted, der er professor ved Forskningsenheden for Almen Praksis. Den ældre undersøgelse viste blandt andet, at almen praksis afslutter 9 ud af 10 henvendelser uden at inddrage andre. Den viste også, at der for mange kontakter var flere aspekter som fysisk, psykisk og sociale forhold i spil. Endelig gav den ældre undersøgelse et helt særligt overblik over akutte og kroniske sygdomme i almen praksis, som man ikke tidligere havde haft.

”Med KOS 2025 udvides dette overblik også til at omfatte ordination af medicin, blodprøver og henvisninger. Som noget nyt omfatter KOS også aktivitet i hospitalerne, så man får et samlet billede af forløbene,” siger Peter Vedsted.  

Data bliver automatisk indsamlet via praksissystemer hos de lægeklinikker, der ønsker at deltage. Det vil derfor ikke påvirke de medvirkende lægehuses daglige drift. På nuværende tidspunkt er det alene klinikker, som anvender praksissystemet CGM XMO, der kan deltage. Omkring 600 praksisklinikker i Danmark anvender denne type, men projektet rækker ud til andre systemleverandører, så også landets øvrige praksisklinikker, over 1.000 styk, kan deltage.

KOS 2025 finansieres af Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og PLO gennem Fonden for Almen Praksis.