
Foto: Herlv Hospital
Ingen har efterprøvet tallene bag hudkræft-apps millionbesparelser
Hudkræft-appen Dermloop er blevet fremhævet som et digitalt redskab med potentiale til at aflaste sundhedsvæsenet markant. Ifølge en rapport fra PA Consulting fra marts 2023 vil appen kunne frigøre op mod 95 speciallægeårsværk. Rapporten har siden dannet grundlag for politiske drøftelser og strategiske beslutninger. Men nu viser det sig, at en af de centrale analyser bag vurderingen slet ikke eksisterer som selvstændigt dokument – og at ingen uden for projektgruppen har efterprøvet tallene.
Links til artikler i serien:
- Hospitaler tvinges til at se hudfotos fra almen praksis – læger advarer om konsekvenser
- Hudlæger: Millioninvestering i hudkræft-app bygger på beregninger, der er helt ude i hampen
- Graverende fejl i grundlaget for offentlig millioninvestering i hudkræft-app
- Klumme: God idé, virkelig dårlig udførelse – endnu et selvmål fra regionerne
- Specialister i hudkræft blev ikke spurgt, før millionprojekt om hudkræft blev rullet ud
- Ingen har efterprøvet tallene bag hudkræft-apps millionbesparelser
Konsulentbureauets vurdering blev i marts 2023 leveret i en rapport bestilt af regionsdirektørkredsen i Danske Regioner. Dermloop var en af flere cases, som PA Consulting vurderede. Senere investerede Danske Regioner sammen med KL og regeringen 37 millioner kroner i projektet Digital Hudkræftdiagnostik med det formål at udbrede Dermloop til hele landet. De forventede årlige driftsomkostninger er estimeret til 60 til 80 millioner kroner.
PA Consulting vurderer i rapporten, at Dermloop vil kunne frigøre op mod 95 speciallægeårsværk, herunder 47 dermatologer, 43 patologer og 3-5 plastikkirurger. Et estimat, som vækker hovedrysten hos hudlæger og patologer. Konsulenthuset oplyser, at vurderingen bygger på oplysninger fra et pilotprojekt og på en analyse fra Digitaliseringsstyrelsen.
Men Digitaliseringsstyrelsen afviser, at den har lavet nogen businesscase eller selvstændig analyse.
"Digitaliseringsstyrelsen har ikke foretaget en selvstændig analyse af projektet og ved derfor ikke, hvilket materiale PA Consulting konkret refererer til i deres case-katalog," skriver Digitaliseringsstyrelsen i en mail til Medicinsk Tidsskrift.
Ifølge Danske Regioner har Digitaliseringsstyrelsen alene videregivet tal fra projekterne til PA Consulting, som har brugt tallene i deres beregninger.
"Digitaliseringsstyrelsen har ikke udarbejdet en decideret analyse, men har videreleveret data til PA Consulting i form af tal fra de berørte projekter. PA Consulting har brugt disse tal til mellemregninger hen imod den endelige rapport," skriver Danske Regioner.
"Digitaliseringsstyrelsen har ikke foretaget en selvstændig analyse af projektet og ved derfor ikke, hvilket materiale PA Consulting konkret refererer til i deres case-katalog"
Digitaliseringsstyrelsen
Beregninger blev ikke efterprøvet
Dermed hviler konklusionerne i PA Consultings rapport på et datagrundlag, som ikke er blevet dokumenteret offentligt – og som ifølge konsulenthuset selv ikke er blevet vurderet af uafhængige eksperter.
"Det har ikke været en del af setuppet, at vi har været ude at efterprøve de ting, som projektet siger, de har opnået," siger Rasmus Korch, partner i PA Consulting og medforfatter på rapporten.
Han understreger, at vurderingen hviler på eksisterende projektmateriale og tilgængelige tal.
"Nogle gange laver vi en lidt mere avanceret dataindsamling, end det har været muligt i det her projekt. Her har vi baseret det på projektets dokumentation og analysen fra Digitaliseringsstyrelsen," siger han og tilføjer:
"Selvfølgelig er det indikativt og behæftet med en stor usikkerhed, givet at projektet er, hvor det er. Men sundhedsinnovation via strukturerede pilotforsøg er en anerkendt metode, som har været brugt i sundhedsvæsenet i mange år."
Medicinske Tidsskrifter: Havde I fået en mere præcis vurdering, hvis I havde inddraget en uvildig tredjepart?
”Det er klart, at hvis vores økonomiske ramme havde været den samme, og vi kun skulle undersøge én case, så ville vi kunne lave en dybere analyse. Det var et ønske fra Danske Regioners side, at de ville have en bred afdækning og nogle indikative bud på potentialer," siger Rasmus Korch.
Medicinske Tidsskrifter har bedt om at se det materiale, vurderingen bygger på. Men PA Consulting afviser at udlevere det.
"Det analysearbejde blev udarbejdet i forbindelse med en konkret kundeopgave, og som udgangspunkt udleverer vi ikke materiale, information eller datagrundlag fra sådanne opgaver uden eksplicit skriftligt samtykke fra kunden," skriver konsulenthuset i en mail.
Medicinske Tidsskrifter har spurgt Danske Regioner om, hvad det er for konkrete data, Digitaliseringsstyrelsen har videregivet til PA Consulting, men det kan Danske Regioner ikke svare på.
Koncerndirektør: PA har lavet et excellent stykke arbejde
Erik Jylling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, var medlem af regionsdirektørkredsen, der bestilte rapporten fra PA Consulting. Han forklarer, at PA Consulting fik til opgave at udvikle en metode til at vurdere projekter. Men han husker ikke, om det var en del af opdraget, at PA Consulting skulle efterprøve beregningerne.
“Man har måske efterprøvet analyserne hos dem, der har indstillet casen, men jeg kan ikke huske, om der var et opdrag om, at PA Consulting skulle gøre det. Det mener jeg ikke, de skulle,” siger han.
Han understreger, at han er fuldt tilfreds med PA Consultings arbejde.
“PA Consulting har været ude at snakke med alle regioner undervejs. De har talt med projektet og alt muligt andet. De har lavet et excellent stykke arbejde, som vi også skal bruge fremadrettet.”
Juni 2022: Regeringen, KL og Danske Regioner igangsætter med Økonomiaftalen 2023 en 10-årsplan for ny teknologi og automatisering af den offentlige sektor. Ambitionen er at frigøre ressourcer svarende til 10.000 årsværk over 10 år. Til at realisere planen afsætter regeringen 100 mio. kr., som udmøntes i perioden 2023-2025.
December 2022: Regionsdirektørkredsen i Danske Regioner nedsætter en arbejdsgruppe, der skal udpege løsninger til 100 mio. kr.-puljen. Konsulenthuset PA Consulting bistår arbejdsgruppen med en vurdering af løsningernes potentiale. Dermloop er en af de løsninger, der udpeges og senere spilles ind i 100 mio. kr.-puljen.
September 2023: Regeringen, KL og Danske Regioner uddeler 37 millioner til projektet Digital Hudkræftdiagnostik, som skal udbrede digital hudkræftdiagnostik til hele landet. Projektet skrider direkte til indkøb af Dermloop, som er udviklet af læge Niels Kvorning. Planen er, at Dermloop skal implementeres i almen praksis og hos praktiserende hudlæger.
September 2024: Sundhedsdirektørkredsen i Danske Regioner beslutter, at hospitalerne skal vurdere billeder sendt fra almen praksis, da det ikke er lykkedes Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) at indgå en aftale med Foreningen af Praktiserende Speciallæger.
Marts 2025: RLTN og PLO indgår en rammeaftale om honorering af alment praktiserende læger, der benytter Dermloop. Aftalen skal tiltrædes i de enkelte regioner, hvorefter Dermloop kan udrulles i hele landet.
Marts 2025: Projektet Digital Hudkræftdiagnostik vinder ‘Publikumsprisen’ og ‘Sammenhængsprisen’ ved Dansk IT’s årlige konference for offentlig digitalisering, ‘Off Dig’.