Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

​På Dansk IT’s årlige konference for offentlig digitalisering i marts 2025 fik Digital Hudkræftsdiagnostik både ’Sammenhængsprisen’ og ’Publikumsprisen’. Men er projektet så fatastisk? Lægefaglige organisationer og speciallæger kritiserer nu beslutningsprocessen og beregningerne bag investeringen.

Hospitaler tvinges til at se hudfotos fra almen praksis – læger advarer om konsekvenser

Hudspecialister på hospitalerne skal bruge kostbar tid på at vurdere billeder fra appen Dermloop fremfor at behandle svært syge patienter. Opgaven burde ligge hos de praktiserende hudlæger, lyder den massive kritik fra cheflæger og faglige organisationer. Erik Jylling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, afviser den som ”vanlig retorik”.

37 mio. kr. er sat af til at udbrede appen Dermloop, som skal hjælpe praktiserende læger med hurtigere vurdering af hudpletter. Derudover er der driftsudgifter på 60-80 mio. kr. årligt. Dermloop skal mindske presset på hudlæger og patologer og spare millioner af kroner, men lægefaglige organisationer og speciallæger kritiserer beslutningsprocessen og beregningerne bag investeringen. Medicinske Tidsskrifter afdækker i en række artikler beslutningsgrundlaget, økonomien og den faglige uenighed.

Links til artikler i serien:

Hospitalernes hudafdelinger bliver nu pålagt at lave såkaldte televurderinger af billeder sendt fra almen praksis via appen Dermloop.

Dermloop blev lanceret som en løsning, der skulle gøre det lettere og hurtigere for praktiserende læger at få vurderet mistænkelige hudforandringer. Meningen var, at billederne skulle vurderes af praktiserende hudlæger, men de mange fotos ender nu hos i forvejen hårdt pressede hospitalsafdelinger med lange ventetider.

”Vi har ikke kapaciteten til at kunne tage så stor en opgave, og jeg er bekymret for, at det vil gå ud over de svært syge patienter, som vi er sat i verden for at behandle,” siger Mette Deleuran, cheflæge på Afdeling for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital.

”Vi har ikke kapaciteten til at kunne tage så stor en opgave, og jeg er bekymret for, at det vil gå ud over de svært syge patienter," siger Mette Deleuran.

600 billeder om ugen – og ingen ledige speciallæger

Hendes afdeling har fået besked på at skulle vurdere op mod 600 billeder om ugen. En speciallæge må maksimalt vurdere 70 billeder om dagen. 

”Vi er den eneste hudafdeling i Region Midtjylland og varetager regionsfunktion og højt specialiseret funktion for hele regionen. Desuden modtager vi højt specialiserede patienter fra andre regioner. Vi er samlested for patienter, som ikke kan behandles andre steder, og mange af vores patienter er meget belastede af deres sygdom. Hvis vi skal til at lave disse televurderinger, kan det betyde længere ventelister for de svært syge patienter,” siger Mette Deleuran.

Der er ingen ledige hudlæger i øjeblikket, så afdelingen kan ikke uden videre eller inden for overskuelig tid rekruttere speciallæger til at hjælpe med opgaven.

Mette Deleuran stiller samtidig spørgsmålstegn ved, om løsningen lever op til sundhedsreformens ambitioner om at flytte opgaver væk fra de højt specialiserede hospitaler.

Også Aalborg Universitetshospital står overfor at skulle implementere Dermloop-vurderinger.

”Det er umuligt at forudsige, hvor stor opgaven bliver, og hvor hurtigt det går med at implementere Dermloop i regionen. Men vi er i forvejen en lille afdeling, der er i opbygningsfase og med begrænsede speciallægeressourcer, så jeg tænker også, at vores kapacitet bliver sat under pres,” skriver Maiken Glud Dalager, cheflæge på Aalborg Universitetshospital, i en mail.

Hudlæger: Opgaven hører hjemme i speciallægepraksis

Egentlig var det hensigten, at televurderingerne skulle foretages af praktiserende hudlæger, men da det ikke er lykkedes Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) at få en aftale på plads, er opgaven nu havnet hos hospitalsdermatologerne.  

Hudlægerne i Dansk Dermatologisk Selskab (DDS) og Dansk Dermatologisk Organisation (DDO) er ikke i tvivl om, at opgaven bør ligge hos de praktiserende hudlæger. 

”Jeg er bekymret for, hvilke konsekvenser det får for de patienter, som er henvist til hospitalerne på grund af svær sygdom, og som i forvejen venter for længe. Jeg frygter, at det kommer til at gå ud over vores kerneopgaver, herunder de højtspecialiserede funktioner,” siger Rikke Bech, forperson for DDS og uddannelsesansvarlig ledende overlæge på Hud- og Kønssygdomme, Aarhus Universitetshospital. 

"Jeg er bekymret for, hvilke konsekvenser det får for de patienter, som er henvist til hospitalerne på grund af svær sygdom, og som i forvejen venter for længe"
Rikke Bech, forperson for DDS og uddannelsesansvarlig ledende overlæge på Hud- og Kønssygdomme, Aarhus Universitetshospital

”Jeg tror, de fleste hudlæger er enige om, at televurderingerne hører hjemme i speciallægepraksis. Hvis en af pointerne med Dermloop er, at almen praksis skal blive bedre til at udvælge de ondartede læsioner, så sker den læring bedst i en lokal dialog med en praktiserende hudlæge,” siger Tomas Norman Dam, praktiserende hudlæge og formand for DDO. 

Advarsler fra fagfolk ignoreret

De to faglige selskaber DDS og DDO har gentagne gange advaret Danske Regioner – DDO i januar 2024 og DDS og DDO i et fælles brev i december 2024. DDO og DDS anbefaler blandt andet, at Dermloop anvendes lokalt mellem almen praksis og praktiserende dermatologer.

Ifølge de to selskaber er der aldrig kommet svar på de konkrete bekymringer. 

Koncerndirektør afviser kritikken: “Vanlig retorik” 

Det var Danske Regioners sundhedsdirektørkreds, som i september 2024 besluttede at lægge opgaven på hospitalerne. Baggrunden er, at der aldrig blev indgået en aftale med Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) om honorering for opgaven. Ifølge Erik Jylling, koncerndirektør i Region Hovedstaden og formand for projektets styregruppe, var det derfor nødvendigt at finde en anden løsning. 

"Så måtte vi tage vores hudafdelinger i ed. Det har så vist sig at give en masse fordele, herunder uddannelsesfordele, og tidsbelastningen er faktisk ikke så stor, når det kommer til stykket. Derfor er vi faktisk positivt overrasket," siger han og siger om hudlægernes kritik:

”Det er jo en fuldstændig normal budgetøvelse, vi har med alle afdelinger på tværs af alle hospitaler i hele landet. De er hele tiden opmærksomme på, hvad efterspørgslen er efter deres ydelser, og hvad deres ressourcer er, og de prøver selvfølgelig hele tiden at appellere til at få et bedre budget end det, de har. Det er fuldstændig vanlig retorik,” siger Erik Jylling.

"Det undrer mig ikke, at man i en klub af hudlæger, som arbejder både offentligt og privat, har lavet en eller anden forbrødring, hvor alle er enige om at mene det samme"
Erik Jylling, koncerndirektør i Region Hovedstaden og formand for projektets styregruppe

Han afviser kritikken fra de lægefaglige organisationer: 

”Det undrer mig ikke, at man i en klub af hudlæger, som arbejder både offentligt og privat, har lavet en eller anden forbrødring, hvor alle er enige om at mene det samme. Det er der ikke noget usædvanligt i," siger han. 

Medicinske Tidsskrifter: Mener du, at det blot er taktik og ikke reelle bekymringer?

”Jeg siger ikke, at det ikke er reelle bekymringer, men jeg siger, at det jo ikke løser noget. Der er ikke noget usædvanligt i, at der er en bekymring ude fra driften om, at der er en ubalance mellem ressourcerne og patientpresset. Det ser du på alle afdelinger hele tiden over hele landet. Det er en del af den virkelighed, vi lever i, hvor vi er nødt til at prioritere ressourcerne. Det anerkender jeg fuldstændig, men der er jo ikke andre løsninger på det,” siger Erik Jylling.

"Jeg skal jo levere løsninger, og der er ingen af dem, der har leveret løsninger,” siger Erik Jylling om kritikerne. 

”Vi har jo ikke en kasse af hudlæger, der bare kan løftes ind og være med til at løse efterspørgslen. Derfor er vi tvunget til at finde alternativer til at prøve at løse problemstillingen, for eksempel ved at digitalisere og automatisere arbejdsgangene, og ved efterhånden også at introducere kunstig intelligens, der kan aflaste hudlægerne. Så det er jo en frugtesløs råben ud, men selvfølgelig tager jeg det alvorligt. Men jeg skal jo levere løsninger, og der er ingen af dem, der har leveret løsninger.” 

Danske Regioner forventer, at Dermloop vil koste mellem 60 og 80 millioner kroner i årlige driftsudgifter. Dansk Dermatologisk Organisation anslår, at man for det beløb kunne oprette op til 14 nye hudlæge-ydernumre.

”Jeg er ikke sikker på, at det regnestykke holder, og uanset så må vi bare konkludere, at det setup vi havde før, hvor de praktiserende hudlæger rekvirerede en stor mængde biopsier, simpelthen gav meget lange ventetider for patienterne. Det ville 14 ekstra ydernumre ikke ændre, så vi havde behov for at lave et andet arbejdsflow og ikke bare blive ved med at gøre det, vi altid har gjort,” siger Erik Jylling.

 

Tidslinje

Juni 2022: Regeringen, KL og Danske Regioner igangsætter med Økonomiaftalen 2023 en 10-årsplan for ny teknologi og automatisering af den offentlige sektor. Ambitionen er at frigøre ressourcer svarende til 10.000 årsværk over 10 år. Til at realisere planen afsætter regeringen 100 mio. kr., som udmøntes i perioden 2023-2025.

December 2022: Regionsdirektørkredsen i Danske Regioner nedsætter en arbejdsgruppe, der skal udpege løsninger til 100 mio. kr.-puljen. Konsulenthuset PA Consulting bistår arbejdsgruppen med en vurdering af løsningernes potentiale. Dermloop er en af de løsninger, der udpeges og senere spilles ind i 100 mio. kr.-puljen.

September 2023: Regeringen, KL og Danske Regioner uddeler 37 millioner til projektet Digital Hudkræftdiagnostik, som skal udbrede digital hudkræftdiagnostik til hele landet. Projektet skrider direkte til indkøb af Dermloop, som er udviklet af læge Niels Kvorning. Planen er, at Dermloop skal implementeres i almen praksis og hos praktiserende hudlæger.

September 2024: Sundhedsdirektørkredsen i Danske Regioner beslutter, at hospitalerne skal vurdere billeder sendt fra almen praksis, da det ikke er lykkedes Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) at indgå en aftale med Foreningen af Praktiserende Speciallæger.

Marts 2025: RLTN og PLO indgår en rammeaftale om honorering af alment praktiserende læger, der benytter Dermloop. Aftalen skal tiltrædes i de enkelte regioner, hvorefter Dermloop kan udrulles i hele landet.

 

Marts 2025: Projektet Digital Hudkræftdiagnostik vinder ‘Publikumsprisen’ og ‘Sammenhængsprisen’ ved Dansk IT’s årlige konference for offentlig digitalisering, ‘Off Dig’. 

 

dermloop