
"Det er uforståeligt, at man investerer så mange penge i et projekt uden at tage dem, der skal bruge løsningen i den kliniske hverdag, med på råd. Det er en stor frustration, for vi vil jo gerne være med i noget, der potentielt kan bruge vores ressourcer mere intelligent,” siger næstformand i DDO og praktiserende hudlæge Kristian Kofoed.
Specialister i hudkræft blev ikke spurgt, før millionprojekt om hudkræft blev rullet ud
Et nationalt it-projekt til 37 millioner kroner skal gøre det lettere og hurtigere for praktiserende læger at få vurderet hudforandringer, der kan være hudkræft. Appen Dermloop skal rulles ud i hele landet og ventes at koste op mod 80 millioner kroner årligt i drift. Beslutningen om at gøre løsningen landsdækkende blev truffet uden forudgående faglig vurdering fra de hudspecialister, som skal bruge løsningen.
37 mio. kr. er sat af til at udbrede appen Dermloop, som skal hjælpe praktiserende læger med hurtigere vurdering af hudpletter. Derudover er der driftsudgifter på 60-80 mio. kr. årligt. Dermloop skal mindske presset på hudlæger og patologer og spare millioner af kroner, men lægefaglige organisationer og speciallæger kritiserer beslutningsprocessen og beregningerne bag investeringen. Medicinske Tidsskrifter afdækker i en række artikler beslutningsgrundlaget, økonomien og den faglige uenighed.
Links til artikler i serien:
- Hospitaler tvinges til at se hudfotos fra almen praksis – læger advarer om konsekvenser
- Hudlæger: Millioninvestering i hudkræft-app bygger på beregninger, der er helt ude i hampen
- Graverende fejl i grundlaget for offentlig millioninvestering i hudkræft-app
- Klumme: God idé, virkelig dårlig udførelse – endnu et selvmål fra regionerne
- Specialister i hudkræft blev ikke spurgt, før millionprojekt om hudkræft blev rullet ud
- Ingen har efterprøvet tallene bag hudkræft-apps millionbesparelser
Hudkræft er en af de mest udbredte kræftformer i Danmark, og en tidlig diagnose er afgørende for både overlevelse og behandlingsforløb. Derfor har digitale løsninger, der kan accelerere udredningen, stor opmærksomhed – ikke mindst hvis de samtidig lover at spare tid og personale i et presset sundhedsvæsen. Men med store summer på spil og en national implementering bør både det faglige og økonomiske grundlag vurderes grundigt.
Forud for investeringen i Dermloop havde konsulentbureauet PA Consulting estimeret, at Dermloop ville kunne frigøre op mod 95 speciallægeårsværk, herunder 47 dermatologer, 43 patologer og 3-5 plastikkirurger. Et estimat, som fagfolk ryster på hovedet af, og som ikke blev efterprøvet af uvildige fagfolk.
Dansk Dermatologisk Selskab (DDS), Dansk Dermatologisk Organisation (DDO) og Dansk Patologiselskab (DPAS) bekræfter, at de ikke blev inddraget i vurderingen af Dermloops potentiale – eller i beslutningen om at rulle løsningen ud nationalt.
“DDO har stået på sidelinjen og ikke haft nogen indflydelse på processen. Det er uforståeligt, at man investerer så mange penge i et projekt uden at tage dem, der skal bruge løsningen i den kliniske hverdag, med på råd. Det er en stor frustration, for vi vil jo gerne være med i noget, der potentielt kan bruge vores ressourcer mere intelligent,” siger næstformand i DDO og praktiserende hudlæge Kristian Kofoed.

