Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Johnny Hansen og Bente Klarlund deler i deres fælles bog ud af egne erfaringer og gør fakta om sundhed nærværende og til at forstå, skriver Danske Regioner i sin begrundelse for at give dem årets formidlingsopris.

Umage makkerpar får formidlingspris på Folkemødet

Professor, overlæge Bente Klarlund og dansktop-musiker Johnny Hansen modtager Danske Regioners pris Årets Sundhedsdebattør 2025. Makkerparret vinder prisen for deres bog ’Klarlund og Kandis på kur – forever’. Her kombinerer de forskning med praksisnære råd og skaber et folkeligt fællesskab om sundhed, vurderer Danske Regioners dommerpanel.

”Velkommen til Kandiskuren” lyder det fra Bente Klarlund og Johnny Hansen, når de inviterer danskerne med i et fællesskab, der har fokus på at skyde nye, sunde vaner i gang.

I deres bog ’Klarlund og Kandis på kur – forever’ deler de ud af egne erfaringer og gør fakta om sundhed nærværende og til at forstå, skriver Danske Regioner.

Derfor vinder makkerparret nu Danske Regioners pris Årets Sundhedsdebattør 2025.

Med bogen sætter de et nyt perspektiv på sundhed. Professor, overlæge Bente Klarlund leverer fakta, forskning og forklaringer, mens Kandis-forsangeren Johnny Hansen bidrager med ærlighed, personlige erfaringer og fællesskab. 

Sammen bygger de bro mellem videnskab og almindelige menneskers hverdag.  De gør klassiske sundhedsråd håndgribelige og viser, at sundhed er noget, vi kan være fælles om, skriver Danske Regioner.

Udpeget af minister og mediefolk

Dommerpanelet, der har udpeget Bente Klarlund og Johnny Hansen som modtagere af prisen, består af Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister, Anders Kühnau og Mads Duedahl, formand og næstformand i Danske Regioner samt Lars Igum, sundhedsredaktør på Politiken, Tea Krogh Sørensen, journalist på Jyllands-Posten og Anders Heissel, sundhedsreporter og -analytiker hos DR.

I indstillingen står der blandt andet, at Bente Klarlund og Johnny Hansen formår at tale til en målgruppe, som måske normalt ikke følger med i sundhedsdebatten, men som gennem ’Kandiskuren’ bliver inspireret til at tage nogle afgørende skridt mod et sundere liv.

Duoen modtager prisen fredag den 13. juni på Folkemødet på Bornholm.

 

kultur