Hun bad om hjælp. Hun kæmpede. Hun døde

DOKUMENTAR. Systemet skulle hjælpe Sarah Dam Rasmussen. I stedet blev hun kastebold i psykiatrien, uden at nogen tog det overordnede ansvar. Hun døde 23 år gammel. DR’s dokumentar ´Hvem griber Sarah?´ viser med stille styrke, hvad der sker, når hjælpen udebliver, og systemet mister blikket for mennesket.

´Hvem griber Sarah´, der blev vist mandag aften på DRTV, er en dokumentar, der ikke råber, men som sætter sig i kroppen og tårekanalerne. Det er umuligt at se den uden at fornemme sorgen, frustrationen og desperationen, som Sarah og hendes nærmeste gennemgik.

Sarah Dam Rasmussen var 23 år, da hun tog sit eget liv efter et forløb på tre og en halv måned i psykiatrien. Hun led af depression og angst, havde tidligere været i behandling for depression og vidste, hvad der hjalp: et gruppeforløb på Psykiatrisk Center Glostrup. Det ønskede hun at vende tilbage til, og hendes egen læge henviste hende til det. Men hun blev afvist to gange – først på grund af, at hun også havde en henvisning til en privat psykiater med lang ventetid, siden fordi hun blev vurderet for dårlig til at deltage. Som professor i psykiatri, Merete Nordentoft, siger i dokumentaren, burde det ikke være umuligt at vende tilbage til en behandling, man har oplevet virker.

For en lægmand som anmelderen burde det ikke bare være ikke-umuligt, men muligt. Hvorfor ikke vende tilbage til noget, der har virket? Man kan sige, at patienten i et sådan tilfælde allerede før start har medvind fra motivation og placeboeffekt.

Dokumentaren viser et system, der ikke er ondt – men som er opstykket i subspecialer og mangler overblikket. Familien er ikke i stand til at sige, hvem der havde det samlede ansvar for Sarahs forløb. Hun fik fire forskellige diagnoser og seks forskellige behandlere på en periode på 3,5 måned. Hun fik for lav dosis medicin i månedsvis, uden at nogen opdagede det.

"Hvorfor er der ikke nogen, der har set, at min dosis er for lav?" spurgte hun selv ifølge familien.

Håbet forsvandt

Da medicinen endelig blev justeret, mærkede hun livet vende tilbage. "Er det virkelig sådan, I andre har det? Hvor er det fedt," sagde hun til sin far. Han troede, de havde fundet den rigtige behandling. Men kort tid efter begyndte det igen at smuldre, og Sarahs håb visnede.

Psykiater og professor emeritus Bent Rosenbaum siger i dokumentaren: "Når man én gang har haft selvmordstanker, så skal man som fagperson altid spørge ind til, hvor de tanker er. De forsvinder ikke. De ligger et sted i erindringssystemet og kan let komme op til overfladen igen."

Og professor i psykiatri, Merete Nordentoft, siger – uden at ville kommentere den konkrete sag: "Man må ikke undervurdere, hvor meget det koster at starte forfra et nyt sted efter ventetid og med ny diagnostisk samtale. Det har emotionelle konsekvenser. Man kan miste håbet." Og i Sarahs tilfælde skete netop det.

Hun skrev et afskedsbrev, fyldt med kærlighed og taknemmelighed – og med dyb smerte: "Jeg er lidende og kan ikke mere. Undskyld."

Dokumentaren er båret af hendes familie og venner, som med stor kærlighed, dyb sorg og uafrystelig styrke fortæller hendes historie. Der er faren, som siger: "Jeg nyder hver morgen at stå og kigge ud over det hele, og så står jeg og snakker med Sarah. En af stjernerne lyser kraftigere end de andre." Der er lillesøsteren Wilma, som kalder Sarah sin rollemodel og stadig skriver sammen med hende på mobilen, men "savner at få svar", og veninden Amalie, som siger: "Hun var altid lige bag mig, og det blev hun ved med at være. Hun var min nummer ét." Og så er der moderen Lise, der nu ikke længere kan kæmpe for Sarah, men som nu har som mål at kæmpe for "de andre Sarah´er, der er derude", som hun siger.

Mennesket i systemet

´Hvem griber Sarah´ er en dokumentar, der menneskeliggør en tragedie og viser et af menneskene bag de mange tal om ventetider og ressourcemangel i psykiatrien. Dokumentaren er effektivt og lavmælt skruet sammen, og man oplever en kærlig og farverig Sarah gennem hjemmevideoer, journalnotater og hendes egne sms-beskeder til veninden. Hun tegnede, syede, arrangerede ja-hatte-fester og samlede ind til Psykiatrifonden. Hun ville livet – og hun kæmpede alt, hun kunne: Hun løb, vinterbadede, lavede udførlige lister over alt, hun skulle, for at holde sig i gang. Men fik det stadig dårligere.

Man mærker desperationen – ikke kun i Sarahs egne ord i hendes sms-beskeder til veninden, men i hele kroppen som seer. Det er som at se nogen drukne i slowmotion, uden at kunne række hånden ud. Og det er præcis sådan, hendes forældre oplevede det.

"Det, der er kompliceret, er ikke Sarahs sygdom," siger hendes mor, Lise. "Det er systemet. Hun havde hele tiden tydelige symptomer på depression."

"Jeg kan ikke vide, om hun havde taget sit eget liv alligevel," siger hun et andet sted. "Men sandsynligheden var betydeligt mindre, hvis hun havde været velbehandlet. Men det er ikke det, vi oplevede."

Filmen rummer ingen harmdirrende ekspertrøster i forhold til Sarahs sag, men den stille og generelle kritik af systemet står stærkt. Den får seeren til at overveje, hvordan vi har indrettet psykiatrien og skal gøre det i fremtiden med psykiatriplanens milliarder i ryggen. Om det er muligt at skabe et forløb, hvor patienter føler sig mødt – også mens de afklares. Hvor nogen tager ansvar for helheden.

Sarah fik en gul kiste. Hun elskede farver.

"Det er meget vigtigt at sige, at Sarah døde af en sygdom. Den raske Sarah elskede livet og havde kæmpet i månedsvis for at komme i behandling," siger hendes mor.

Hvert år begår omkring 600 mennesker selvmord i Danmark, mens det estimeres, at der er omkring 10.000 selvmordsforsøg.

Hvis du har tanker om selvmord, kan du få hjælp på Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201.