Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Vi anerkender, at forskellen på de to typer ventetid kan virke forvirrende. Det er vores ansvar at kommunikere klart, så både patienter og pårørende forstår, hvad de kan forvente," siger psykiatridirektør Jan Mainz.

173 uger eller 173 dages ventetid? Øh, begge dele er rigtige, siger nordjysk psykiatri

I måneder har nordjyske familier fået at vide, at deres barn skal vente op mod tre år på psykiatrisk udredning. Først for få uger siden begyndte en ny fortælling at tage form: Ventetiden er snarere seks måneder. Nu lyder den nyeste melding, at begge dele faktisk kan være rigtige. Forvirret? Det er mange forældre også.

I Region Nordjylland har mange forældre til børn med psykiske vanskeligheder i lang tid stirret på en dyster melding: En ventetid på op mod 173 uger for udredning i børne- og ungdomspsykiatrien. Det tal har både stået på den offentlige hjemmeside Venteinfo.dk og i de breve, som forældre har modtaget fra regionen selv.

Men på et møde i regionens Psykiatri- og Socialudvalg den 6. maj kom et nyt og tilsyneladende helt anderledes tal på bordet: 173 dage. Ikke uger, men dage.

Politikere og forældre blev forvirrede. Hvordan kunne man tage så meget fejl?

To tal – to virkeligheder

Psykiatrien i Region Nordjylland har netop offentliggjort en redegørelse, som forsøger at forklare, at de faktisk har leveret rigtige tal. For både 173 uger og 173 dage kan være korrekte ventetider. Ifølge regionen handler det om, hvilken type ventetid man måler: forventet eller erfaret.

Forventet ventetid viser, hvor lang tid en ny patient med mistanke om eksempelvis ADHD må vente på første samtale. Det er dette tal, der indberettes til Venteinfo.dk – og som i marts blev opgjort til 173 uger.

Den anden opgørelse – den erfarede ventetid – viser, hvor længe patienter faktisk har ventet i gennemsnit. Her landede tallet i første kvartal 2025 på 173 dage. Det dækker dog både akutte og ikke-akutte patienter.

"Vi anerkender, at forskellen på de to typer ventetid kan virke forvirrende. Det er vores ansvar at kommunikere klart, så både patienter og pårørende forstår, hvad de kan forvente," siger psykiatridirektør Jan Mainz.

Han tilføjer: "Det er dybt beklageligt, at der har været uklarhed om ventetiderne i Børne- og Ungdomspsykiatrien. Det skaber utryghed hos de familier, som i forvejen står i en sårbar situation. Det ansvar påhviler os, og vi tager det alvorligt."

Børn med alvorlige symptomer som psykose, svær depression eller spiseforstyrrelser kommer hurtigt til. Andre – som ved mistanke om ADHD – må vente længe. Den gennemsnitlige ventetid dækker derfor over en stor spændvidde.

Kritik: "Det går ikke"

Forvirringen om ventetiderne har ført til politisk pres og kritik. Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) sagde den 9. maj til DR: "Vi kan ikke være tilfredse med, at vi har fortalt forældrene noget helt forkert."

Næstformand i Psykiatri- og Socialudvalget, Malene Busk (Soc.), sagde samme dag til Sundhedspolitisk Tidsskrift: "Det skal da have konsekvenser. Det går ikke. Det kan vi simpelthen ikke leve med".

Malene Busk har tidligere kritiseret, at udvalget har været uden deltagelse fra koncerndirektionen, og at det har svækket den politiske kontakt til administrationen. Det forslag blev dog nedstemt i regionsrådet.

Nye breve, task force og privathospital

For at rette op på forløbet har Region Nordjylland nu offentliggjort en række initiativer. Indkaldelsesbrevene skal gennemgås og justeres, så ventetiderne forklares mere præcist. Hjemmesiden skal vise tydeligere, hvor familier kan få vejledning. Derudover har regionen nedsat en særlig task force, der skal sikre hurtig gennemførelse af ændringerne.

De familier, der allerede har fået en tid langt ude i fremtiden, vil ikke automatisk få en ny dato. Men de vil få et brev med forklaring – og blive kontaktet, hvis en tidligere tid bliver ledig.

Samtidig har regionen indgået en ny fireårig aftale med Hejmdal Privathospital i Aalborg. Aftalen betyder, at Hejmdal fremover kan tage sig af op til 110 udredninger og 80 behandlingsforløb om måneden. Regionen håber, at det kan få de lange ventelister til at falde.

 

Relateret artikel