USA's præsident Donald Trump har – igen – skabt stor debat med sine seneste beslutninger om at udpege og nominere personer til to af landets vigtigste sundhedsposter.
Trump har nemlig nomineret wellness-influenceren Casey Means som ny Surgeon General (nationens øverste sundhedsrådgiver). Nomineringen kommer efter, at Trumps første kandidat, Janette Nesheiwat, trak sig, efter at uafhængige journalister rejste spørgsmål om, hvorvidt hun havde overdrevet sine lægefaglige kvalifikationer. Hvis Casey Means godkendes af senatet, afløser hun Vivek Murthy, som havde posten under både Barack Obama og Joe Biden og især fokuserede på mental sundhed og ensomhed som folkesundhedsproblem.
Samtidig har Trump udpeget juristen Matthew Buzzelli som midlertidig leder af Centers for Disease Control and Prevention (CDC, som svarer nogenlunde til Statens Serum Institut i Danmark).
Tilhængere ser udnævnelserne som et frisk pust, mens kritikere frygter, at nomineringen af en wellness-influencer uden aktiv lægeautorisation og udpegningen af en jurist uden medicinsk baggrund kan svække den amerikanske folkesundhed.
Casey Means’ kontroversielle anbefalinger
Surgeon General-embedet har siden 1871 fungeret som nationens øverste talerør i sager om folkesundhed og har blandt andet spillet en afgørende rolle i oplysning om farerne ved rygning, HIV/AIDS og selvmordsforebyggelse. Rollen omtales i dag som 'health-communicator-in-chief', fordi opgaven især handler om at formidle sundhedsviden til offentligheden.
Casey Means har en lægeuddannelse fra Stanford University fra 2014. Hun begyndte herefter på en speciallægeuddannelse i øre-næse-halskirurgi på Oregon Health and Science University, men afbrød den få måneder før afslutningen efter fem år, blandt andet på grund af stress og skuffelse over sundhedssystemet. Hendes lægeautorisation har været inaktiv siden 1. januar 2024.
Hun har senere praktiseret funktionel medicin og grundlagt firmaet Levels, som sælger glukosesensorer. Hun har også været en ledende skikkelse i bevægelsen Make America Healthy Again (MAHA) og har sammen med sin bror Calley Means udgivet bogen 'Good Energy' i 2024. Bogen fremsætter den kontroversielle teori, at en fælles mekanisme, som hun kalder 'dårlig energi' (bad energy), ligger bag sygdomme som depression, angst, type 2-diabetes, Alzheimers sygdom og kræft. Den dårlige energi skulle være en udbredt form for mitokondriel dysfunktion forårsaget af usunde livsstilsvaner. Teorien har mødt hård kritik for at mangle videnskabeligt grundlag.
Ifølge videnskabsformidler ved McGill University, Jonathan Jarry, er Means 'ikke en metabolisk sundhedsekspert', og bogen er blevet kaldt et eksempel på 'scienceploitation', altså misbrug af videnskabelige begreber til at fremme udokumenterede sundhedspåstande.
Samtidig anbefaler Means brugen af guidet psilocybinterapi, som indebærer anvendelse af hallucinogene svampe.
"Hvis du føler dig kaldet, opfordrer jeg dig også til at udforske intentionel, guidet psilocybinterapi," skriver hun ifølge AP.
Psilocybinsvampe, herunder spids nøgenhat, som vokser naturligt i Danmark, indeholder et stof, der kan give hallucinationer. Stoffet har været brugt i årtusinder og undersøges i dag blandt andet af danske forskere for dets mulige anvendelse i behandlingen af depression og afhængighed. I både USA og Danmark er psilocybin klassificeret som et ulovligt narkotikum, men forskning i stoffet er tilladt under kontrollerede forhold.
Casey Means har udtalt, at hendes egen brug af svampe hjalp hende med at finde kærligheden. Udpegelsen har udløst kritik, da Surgeon General-rollen normalt forventes at rådgive med afsæt i den bedst dokumenterede videnskabelige viden.
Forvirring om ledelsen af CDC
Under en høring i senatet 14. maj gjorde senator Lisa Blunt Rochester ifølge Inside Medicine opmærksom på, at CDC’s rådgivende vaccinekomité (ACIP) ikke kan få godkendt sine anbefalinger, fordi kun en fungerende eller permanent direktør har lovhjemmel til at underskrive beslutningerne. Under høringen spurgte hun derfor sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. om, hvem der aktuelt fungerer som direktør for CDC.
Kennedy svarede ifølge Inside Medicine: "Matthew Buzzelli". Udmeldingen skabte undren, fordi CDC’s egen hjemmeside stadig kun lister Buzzelli som stabschef.
Ifølge Inside Medicine fratrådte Susan Monarez, som indtil da havde været fungerende direktør, sin post den 24. marts 2025. Hun var indstillet til at blive permanent direktør, men amerikansk lov forhindrer en nomineret kandidat i at fortsætte i den midlertidige stilling, mens senatet behandler sagen.
Det bemærkelsesværdige er, at Matthew Buzzelli er uddannet jurist og tidligere anklager i det amerikanske justitsministerium – han har ingen dokumenteret erfaring inden for medicin eller folkesundhed.
Internt beskrives han som "forbindelsesled mellem CDC og Det Hvide Hus" og ikke som sundhedsekspert, skriver Jeremy Faust i Inside Medicine.