Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”Vi kan se, at to tredjedele af vores forslag til ændring af lægemidler er blevet gennemført af de praktiserende læger efter tre måneder – og hvis vi foreslår at fjerne nogle lægemidler, bliver det gjort i over 70 procent af tilfældene,” siger Daniel Pilsgaard Henriksen. Foto: Anne Suhr Thykjær

Specialister fra OUH rådgiver læger om patienter med kompleks medicinering

Farmakologiske specialister fra Odense Universitetshospital rådgiver regionens praktiserende læger om komplekse multimedicinerede patienter. Det er ifølge en praksislæge, som deltager i ordningen, med til at forebygge ambulatoriebesøg og hospitalsindlæggelser.

Ældre patienter med flere kroniske sygdomme og omfattende medicinlister fylder mere og mere hos de praktiserende læger. Det samme gør opgaven med at opdatere og ændre i deres medicin. I Region Syddanmark prøver de at løse det problem gennem et virtuelt telefarmakologisk ambulatorium, hvor specialister fra Farmakologi på Odense Universitetshospital tilbyder regionens praktiserende læger sparring og medicingennemgang af multimedicinerede patienter. Projektet begyndte i 2019, og man har efterhånden samlet en del erfaringer og data på effekten af at yde farmakologisk førstehjælp ved hjælp af videokonferencer.

”Vi kan se, at to tredjedele af vores forslag til ændring af lægemidler er blevet gennemført af de praktiserende læger efter tre måneder – og hvis vi foreslår at fjerne nogle lægemidler, bliver det gjort i over 70 procent af tilfældene,” siger Daniel Pilsgaard Henriksen, der er speciallæge i klinisk farmakologi og leder af Telefarmakologisk Ambulatorium.

Idé kom fra praksis

Daniel Pilsgaard Henriksen fik idéen til ambulatoriet sammen med en praktiserende læge, da han som en del af sin speciallægeuddannelse i klinisk farmakologi havde en almen medicinsk blok i et lægehus i et halvt år.

”Tanken var, at vi gerne ville give rådgivning til de praktiserende læger om de komplekst medicinerede multisyge patienter. Men patienterne skulle blive hos den praktiserende læge, som kender dem bedst, og ikke sendes ind på sygehuset,” siger Daniel Pilsgaard Henriksen. I begyndelsen var ambulatoriet tænkt som en service, hvor regionens kliniske farmakologer skulle køre ud til de praktiserende læger, men der var simpelthen ikke nok farmakologer til at dække det estimerede behov hos de omkring 700 praktiserende læger i Region Syddanmark. Så løsningen blev at lave et virtuelt tilbud, der baserer sig på videokonferencer.

”De praktiserende læger kan sende en henvisning på en patient, hvis patienten får mere end fem lægemidler. Derefter påtager vi os inden videokonferencen at gennemgå patientens medicinliste og kontakter til sygehuset siden år 2000 samt udarbejde forslag til anbefalinger,” siger Daniel Pilsgaard Henriksen.

Patienten kan deltage

Medicingennemgangen er et omfattende arbejde, som tager omkring 3 til 3,5 time per patient. Opgørelser fra ambulatoriets første år viser, at der indtil nu har været henvist 510 patienter. Den gennemsnitlige patient er omkring 70 år, har 8 kroniske lidelser, tager 17 forskellige lægemidler og har typisk haft 100-150 forløb på sygehuset. De farmakologiske specialister vil i gennemsnit anbefale 3,5 til 4 ændringer i medicineringen per patient.

”Jeg synes selv, at det bliver kompliceret, hvis en patient får mere end 10 lægemidler. Så det her er voldsomt. Og det er jo heller ikke kun den praktiserende læge, der har startet patienten op på alle lægemidlerne. Det er tit gjort af specialister på hospitaler, som har behandlet ud fra deres eget ”mono-organe” perspektiv. Derfor bliver det pludselig ekstra komplekst, hvis for eksempel behandlingen for en lungesygdom kan gå hen og forværre sukkersygen.” siger Daniel Pilsgaard.

I begyndelsen var det kun ham, der tog sig af konferencerne, men efterhånden er der også kommet to farmaceuter og en speciallæge i geriatri ind i teamet, så der nu altid er en farmaceut og en speciallæge med til konferencerne. Patienten har også mulighed for at deltage.

”Det sker i omkring 10 procent af vores konferencer. De fleste praktiserende læger fortrækker, at patienten ikke er med, for så kan vi snakke lægesprog og nå at komme omkring mere. Men jeg synes, det giver enormt meget, hvis patienten er med, for så kan vi få nogle vigtige oplysninger fra patienten selv. Til gengæld er det helt forståeligt, at de praktiserende læger ønsker at vende problemstillingerne med os først og herefter videreformidle det til patienten,” siger Daniel Pilsgaard Henriksen.

Forebygger indlæggelser

En af de praktiserende læger, der har benyttet sig af Telefarmakologisk Ambulatorium, er Mads Hemmingsen fra Lægerne Lærkevej i Otterup nord for Odense. Hans praksis har til sammen henvist over 20 cases til ambulatoriet.

”Det er en kæmpe hjælp for os, at vi kan henvise patienter til ambulatoriet, for vi har slet ikke mulighed for at lave så grundig en syge- og medicingennemgang selv. Jeg tænker, at tilbuddet kan forebygge nogle ambulante besøg på sygehuset og måske også nogle indlæggelser,” siger Mads Hemmingsen.

Den typiske patient, som Lægerne Lærkevej henviser, vil have en forhistorie som denne med sig: Patienten er over 70 år og diagnosticeret med hjertesvigt, KOL, osteoporose og kroniske smerter. For behandling af KOL skal patienten måske have to til tre lægemidler. Desuden tilskud af kalk og D-vitamin og måske anden behandling for osteoporose. Patienten har måske også fået ballon­udvidelser tidligere, så de har kronisk karsyge. Det betyder, at patienten samtidig skal have blodfortyndende medicin, kolesterolsænkende medicin, blodtrykssænkende medicin og oveni noget vanddrivende medicin. Sidstnævnte udløser, at patienten også skal medicineres for at opretholde saltbalancen. Desuden får patienten paracetamol for smerter eller en anden type smertestillende medicin, hvis paracetamol ikke er nok.

”Det er den her type patienter, som fylder mere og mere hos os. Patienterne bliver ældre og ældre og lever med mange kroniske sygdomme i forhold til for bare 10 år siden. Det betyder, at mange får meget mere medicin,” siger Mads Hemmingsen. Han tilføjer:

”Ved at bruge ambulatoriet lærer vi rigtig meget, som vi kan bruge til de næste patienter med samme problemstillinger, før vi begynder at henvise dem. For det er meget de samme problemer, der går igen.”

Honorarstruktur er afgørende

I øjeblikket er det telefarmakologisk ambulatorium i Region Syddanmark det eneste i Danmark. Både i Region Hovedstaden og Region Midtjylland vil man gerne i gang med en lignende model, men er begrænset af, at der kun i Region Syddanmark er etableret en honorarstruktur, der gør det muligt for de praktiserende læger at få et honorar, når de deltager i videokonferencerne.

”Før vi begyndte, fandtes der ikke et honorar for en videokonference mellem en sygehusspecialist og en praktiserende læge til sådanne komplekse problemstillinger. Men heldigvis for os har PLO og Praksisenheden i Region Syddanmark altid været enormt gode til at indgå særlige lokalaftaler om netop sådan nogle tiltag. Det er skønt for os, at vores politikere i Region Syddanmark både er så lydhøre over for os og visionære, at de anerkender, at disse konsultationer er langt mere komplekse, end hvad man kan klare på fem minutter over en telefon,” siger Daniel Pilsgaard Henriksen. 

 

Om Telefarmakologisk Ambulatorium

  • Telefarmakologisk Ambulatorium startede i 2019 som et samarbejde mellem Farmakologi på Odense Universitetshospital og Praksisenheden i Region Syddanmark
  • Ambulatoriet er virtuelt og tilbyder klinisk farmakologisk specialistrådgivning og medicingennemgang af komplekse multimedicinerede patienter (der får mere end fem lægemidler) til praktiserende læger i Region Syddanmark
  • Den praktiserende læge sender en henvisning på patienten, og derefter gennemgår specialisterne i ambulatoriet patientens medicinliste og kontakter til sygehuset inden konsultationen
  • Den praktiserende læge afsætter en til to konsultationstider i sit program til videokonferencen. De honoreres efter en §2-aftale, som er indgået mellem PLO Syddanmark og Region Syddanmark