
Jannie Dressler står bag undersøgelsen, som viser, at patienter med tarmkræft opdaget via screening både får skånsommere behandling og koster sundhedsvæsenet markant mindre end patienter, der først får diagnosen ved symptomer.
Studie slår fast: Tarmkræftscreening sparer samfundet penge
Ud over at forbedre chancerne for, at folk klarer sig bedre efter behandling, hjælper tarmkræftscreening også med at holde udgifterne til sundhedsvæsenet nede for patienter, der får konstateret tarmkræft. Det viser en undersøgelse fra Digestive Disease Center på Bispebjerg Hospital.
”Resultaterne bekræfter, at patienter med screen-detekteret tarmkræft får mere skånsom behandling, og at sundhedsvæsnet sparer penge på disse sammenlignet med dem, der får tarmkræftdiagnosen på grund af symptomer. Altså en win/win,” siger førsteforfatter til studiet Jannie Dressler, der til dagligt arbejder på mavetarm-kirurgisk afdeling på Slagelse Sygehus.
I undersøgelsen, som dækker hele Danmark, har forskerne brugt registre til at sammenligne sundhedsudgifter for patienter, der fik konstateret tarmkræft gennem screening, med patienter, der først fik diagnosen, fordi de havde symptomer. Undersøgelsen er udgivet i tidsskriftet Public Health.
Over 100.000 kroner billigere pr. patient
I undersøgelsen, der dækker hele Danmark, har forskerne analyseret data fra 13.852 patienter, der fik konstateret tarmkræft mellem 2014 og 2018. Af dem fik 4.703 diagnosen via screening, mens 7.420 fik diagnosen, fordi de havde symptomer. De resterende 1.729 fik stillet diagnosen i en mellemperiode eller efter en kikkertundersøgelse.
Forskerne har set på udgifter til hospitalsbehandlinger, medicin uden for hospitalet og besøg hos egen læge eller andre i det nære sundhedsvæsen – fra to år før diagnosen til to år efter.
Her viste det sig, at det i gennemsnit koster 16.600 euro (cirka 124.000 kroner) mere per patient at behandle dem, som først får diagnosen, når de udvikler symptomer, sammenlignet med dem, der fik kræften opdaget ved screening. Forskellen var særlig stor i de første seks måneder efter diagnosen, hvor udgifterne i gennemsnit var næsten 4.000 euro (knap 30.000 kroner) højere per kvartal for patienter med symptomopdaget kræft.
