Det får sundhedsøkonom Lars Ehlers – direktør i Nordic Institute of Health Economics – til at påpege, at potentialet for de nye medicinske behandlinger af kronisk nyresygdom ikke er fuldt udnyttet endnu:
SGLT2-hæmmere er en gruppe lægemidler, der oprindeligt blev udviklet til behandling af type 2-diabetes. De virker i nyrerne ved at blokere et transportprotein (SGLT2), som normalt sørger for, at sukker fra urinen bliver optaget tilbage i blodet. Når proteinet hæmmes, udskiller kroppen i stedet mere sukker med urinen. Det sænker blodsukkeret. Samtidig har studier vist, at behandlingen også kan beskytte hjertet og nyrerne, blandt andet ved at mindske væskeophobning og belastning af kredsløbet. Derfor bruges midlerne i dag også til patienter med hjertesvigt og kronisk nyresygdom – også hos personer uden diabetes.
I Danmark anvendes blandt andet præparaterne Forxiga (dapagliflozin), Jardiance (empagliflozin) og Invokana (canagliflozin). I nogle tilfælde bruges også Steglatro (ertugliflozin). Midlerne tages som tabletter én gang dagligt.
”Kronisk nyresygdom er et område, hvor der er underbehandling i forhold til guidelines fra Dansk Nefrologisk Selskab. Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) er på vej med en ny guideline for kronisk nyresygdom, og hvis den implementeres, vil en del flere patienter i almen praksis skulle behandles med for eksempel SGLT2-hæmmere. Det vil kunne optimere behandlingen og sandsynligvis også øge arbejdsmarkedstilknytningen. Men vi mangler viden på området, og de store kliniske studier på området har desværre ikke målt på arbejdsmarkedsfastholdelse.”
Unikke registreI
I studiet fra Steno Diabetes Center Copenhagen har forskerne koblet oplysninger fra flere danske registre for at undersøge, hvordan kronisk nyresygdom hænger sammen med tilknytning til arbejdsmarkedet i perioden 2014 til 2022.
I undersøgelsen blev en person regnet for at have kronisk nyresygdom, hvis to blodprøver med mindst tre måneders mellemrum viste nedsat nyrefunktion. Nyrefunktionen måles med en værdi, der kaldes eGFR, som fortæller, hvor godt nyrerne renser blodet. I studiet blev sygdommen defineret som en eGFR under 60.
Forskerne undersøgte derefter deltagernes tilknytning til arbejdsmarkedet ved hjælp af den såkaldte DREAM-database. Databasen registrerer uge for uge, hvilke borgere der modtager offentlige ydelser som for eksempel kontanthjælp eller sygedagpenge. Hvis en person ikke optrådte i databasen, blev vedkommende i studiet betragtet som værende i arbejde.
På den måde identificerede forskerne 12.704 personer med kronisk nyresygdom. De blev sammenlignet med 68.938 andre personer uden sygdommen, som lignede dem på en række forhold, og som alle var i arbejde, da studiet begyndte.
Nyresyge havde dobbelt risiko
Resultaterne viste, at personerne med kronisk nyresygdom efter ét år havde næsten dobbelt så stor risiko for at have mistet tilknytningen til arbejdsmarkedet i forhold til kontrolgruppen: Ni procent af de nyresyge mod fem procent i kontrolgruppen. Hvis man delte de nyresyge op i kategorier, var det tydeligt, at jo mere nyresygdommen udviklede sig, desto sværere blev det at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet: Personer med kronisk nyresygdom i stadium 3a havde 8 procents risiko for at miste arbejdsmarkedstilknytningen, personer i stadium 3b havde 12 procents risiko, personer i stadium 4 havde 14 procents risiko og personer i stadium 5 havde 20 procents risiko. Ældre, kvinder, personer med diabetes og et lavt uddannelsesniveau havde generelt større risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet.
”Det er ikke overraskende, at man taber tilknytning til arbejdsmarkedet, når man får kronisk nyresygdom. Men her kunne vi se, at det allerede gjorde sig gældende fra de tidligere stadier (stadium 3, red.), hvor mange endnu ikke ved, at de har nyresygdom,” siger læge Rasmus Rørth, der er førsteforfatter på studiet og postdoc på Steno Diabetes Center Copenhagen.
”Vi ved efterhånden rigtig meget om dødelighed og følgesygdomme forbundet med hjerte-kar-sygdomme, diabetes og nyresygdomme, men vi ved ikke særlig meget om, hvordan patienterne egentlig har det. Og tilknytningen til arbejdsmarkedet er et mål for det.”
Rasmus Rørth har tidligere lavet et studie af patienter med hjertesvigt og diabetes, der også viste, at denne patientgruppe havde svært ved at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.
”Dette studie var dog baseret på patienter, der havde fået en hospitalsdiagnose for hjertesvigt, og dermed allerede havde en risiko for mistet tilknytning til arbejdsmarkedet. Studiet om kronisk nyresygdom siger mere om udviklingen i arbejdsmarkedstilknytningen, fordi det er baseret på blodprøver, hvor man kan opdage kronisk nyresygdom tidligt.”
Produktivitetsgevinster er kontroversielle
I dag medtages produktivitetsomkostninger i forbindelse med en sygdom ikke, når Medicinrådet og Medicintilskudsnævnet skal afgøre, om ny medicin skal anbefales og være tilskudsberettiget i Danmark. Men det burde der måske laves om på, mener Lars Ehlers:
”Det er et kontroversielt politisk spørgsmål, om man vil prioritere arbejdsmarkedshensyn eller ej. I Danmark gør man det ikke, når man laver sundhedsøkonomiske analyser, fordi man er bange for, om det vil føre til, at man prioriterer dem på arbejdsmarkedet, hvis man systematisk kigger på produktivitetsomkostninger,” siger Lars Ehlers.
”Min holdning er, at man skal stille samfundsøkonomiske analyser til rådighed. Det er forkert, hvis man helt ignorerer potentielle arbejdsmarkedsgevinster i vurderingerne af nye lægemidler. Men noget andet er, hvilken vægt man skal tillægge disse analyser. Det er i sidste ende et politisk spørgsmål om, hvordan man vil prioritere.”
Lars Ehlers forudsiger, at det i fremtiden vil blive nødvendigt at have mere fokus på omkostningerne ved kronisk nyresygdom, fordi prævalensen af sygdommen er stigende.
”Kronisk nyresygdom i dag kan sammenlignes med type 2-diabetes for 20 år siden. Dengang var holdningen i almen praksis, at type 2-diabetes var en sygdom for de gamle, som var naturlig og ikke skulle overbehandles. Men udviklingen gjorde, at mange flere fik type 2-diabetes, så det var nødvendigt at have fokus på den. Samme udvikling tror jeg, at vi vil se inden for kronisk nyresygdom, og derfor kommer man også til at forholde sig til kronisk nyresygdom.”
