En læges rejse i medicinens og livets mysterier mangler selvkritisk refleksion

BØGER. Overlæge og virusforsker Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut og adjungeret professor ved Syddansk Universitet (SDU) forsøger i ny bog at vise mennesket bag lægen og forskeren. Men desværre undgår den ellers humoristiske virolog og prisbelønnede kommunikator at udforske de af fagets, pandemiens og livets store spørgsmål, som kunne have gjort hans selvportræt mere komplekst, nuanceret og interessant for andre.

Når vi hører om sundhedsvæsnet, handler det ofte kun om stress, statistikker, sygeplejerskemangel, nedskæringer og struktur- og nedskæringsprogrammer krydret med lejlighedsvise større eller mindre skandaler. Derfor er det dejligt, når Anders Fomsgaard med sin nye bog ´Syge historier´ minder os om, at sundhedsvæsenet primært består af behandlere, der som han selv har valgt deres job i håb om at være med til at hjælpe, lindre og redde liv.

´Syge historier´ består af en række korte, selvstændige kapitler, hvori Anders Fomsgaard fortløbende, men kalejdoskopisk fortæller sin personlige og faglige livshistorie fra han var ved at dø som spæd over, hvordan han oprindeligt ville være rockmusiker og frem til i dag, hvor pensionen lurer forude. Alt sammen i hvert kapitel kombineret med en enten sjov, mærkelig, opbyggelig, kritisk eller tankevækkende historie om en specifik sygdom, som han har mødt enten i sit privatliv eller via sit job. Små fortællinger som bidrager til bogens titel – men også beretninger som sætter det at være patient – eller læge – i et udfordret sundhedsvæsen i perspektiv. Eller som Fomsgaard skriver om sine sygehistorier fra det virkelige liv:

“For både læger og patienter og de involverede kan sygehistorier være dramatiske, højspændte, absurde, sørgelige eller endda pudsige og morsomme. Alle har en historie og en underholdende en med pointer om sig selv eller en, de kender. For sygdommene, der ledsager sygehistorierne, er der altid et fælles håb og formål for både lægen og patienten: at der sker helbredelse, eller næstbedst, at der sker lindring, eller tredjebedst, at der kan trøstes, og uanset hvad, at der ikke sker skade på nogen.”

Det er ikke første gang, at Anders Fomsgaard meddeler sig til omverden om sig selv og sit arbejde. I 2019 udgav han for eksempel den anmelderroste bog ´Det er bare en virus´, som er en blanding af videnskab og personlige betragtninger over livet som infektionsmediciner i en verden, som er konstant truet af virusser, smitsomme sygdomme og pandemier.

Anders Fomsgaard har tidligere delt sine erfaringer og indsigter med offentligheden. I 2019 udgav han den anmelderroste bog ´Det er bare en virus´. Bogen kombinerer videnskab med personlige refleksioner over livet som infektionsmediciner i en verden konstant truet af virusser, smitsomme sygdomme og pandemier. Og i 2022 modtog han ikke kun på grund bogen og dens beretninger om blandt andet herpes, pest, hiv og ebola, men også i kraft af en ihærdig og folkelig oplysningsindsats under COVID-19- pandemien, Lægeforeningens ærespris for sit bidrag til medicinsk forskning og videnskabsformidling.

I ´Syge historier´ viser Fomsgaard da også endnu engang, at han er en vældig dygtig formidler af sit liv som læge og forsker i virusopstandelse og bekæmpelse. Og han er med sin lette, pædagogiske pen og veludviklede talenter for at blande alvor og humor endnu en gang god til at formidle sin store viden om virus, mutationer og vaccineudvikling.

Men når Anders Fomsgaard bevæger sig ind i en konkret kritik af sundhedsvæsenet – og særligt når han berører lægers afmagt eller de mere eksistentielle spørgsmål om livet, døden og alt derimellem – mister fremstillingen fokus. Han undgår at gå i dybden og vælger i stedet at bruge humor til at glide af på de store spørgsmål. Resultatet er, at han hverken tvinger sig selv eller os som læsere til at forholde os seriøst til de emner, han rejser.

Som virolog og forsker ved Statens Serum Institut fik Fomsgaard en unik indsigt i en global krise, der har kostet millioner af liv og efterladt dybe konflikter i verdenssamfundet, som således fortsat debatterer for eksempel individuel frihed kontra kollektiv sikkerhed, lockdowns, vaccinationsprogrammer og informationskampagner. Pandemien må have været det største, der overhovedet er sket i Fomsgaards karriere, og alligevel rummer bogen ingen kritisk refleksion over de store spørgsmål, der prægede og fortsat præger pandemien og håndteringen heraf.

Så de af os, der måtte håbe på her at få nye, værdifulde og selvkritiske indsigter om de vigtige arbejder i kulisserne hos virologer og videnskabsfolk under og efter pandemien, efterlades frustrerede trods bogens glimtvise kig ind i videnskabens kamp for effektive vacciner.

Ganske frustrerende er også Fomsgaards mission om at vise mennesket bag lægen og forskeren. Han lamenterer nemlig nok over etiske dilemmaer, følelser af magtesløshed og de personlige ofre, der ofte følger med jobbet. Men vi når aldrig indtil kernen af, hvad han tænker og føler, for det er som om, at han kryber i skjul bag sin humor og således bruger denne til at undgå at gå i dybden med for eksempel egne svigt, ambitioner, modgang, fejl og systemkritik, som ellers kunne have gjort hans selvportræt mere interessant, nuanceret og troværdigt. I stedet for, at man nu sidder tilbage med en følelse af, at noget mangler og derfor også med en lille nagende tvivl om, hvorvidt han nu også er helt så opsigtsvækkende dygtig, som han lader os forstå, når han i sin selvfremstilling præsenterer os for egne bedrifter inden for virologi og pandemibekæmpelse. 

Hvorfor fire stjerner?

Men selv om Anders Fomsgaards forsøg på at bruge sig selv til at vise, hvordan netop han kan balancere det menneskelige og det videnskabelige således er svækkede af en vis grad af overfladisk selviscenesættelse og en tillidsnedbrydende undertone af at være mere skarpsindig, innovativ og human end sine kolleger, så får ´Syge historier´ alligevel fire stjerner.

For det første er det ikke for ingenting, at Fomsgaard har modtaget Lægeforeningens pris, for han skriver vitterlig godt, sjovt og meget pædagogisk om den medicinske forskning og livets øvrige mere sørgmuntre tildragelser, og for det andet giver bogen trods sine selvforherligende skønhedspletter alligevel et spændende indblik i forskerens verden.

For sundhedsprofessionelle kan ´Syge historier´ således være en relaterbar skildring af hverdagen i sundhedsvæsenet. For den mere forudsætningsløse læser åbner den en dør til en verden med nye perspektiver, hvor Fomsgaards humor og selvironi alt andet lige kan hjælpe til at mindske afstanden mellem denne fremmede verden og læseren. Bogens lette sprog og korte kapitler gør den i øvrigt også velegnet for dem, der normalt ikke læser faglitteratur, men som kan have interesse i at vide mere om forskellige aspekter af det lægelige engagement, som Fomsgaard blandt andet beskriver sådan:

“Som lægevidenskabelig forsker trak jeg mig i en årrække fra patienternes utålmodige ånde i nakken. Jeg ønskede at koncentrere mig om at redde alle patienter på en gang gennem ny genetisk diagnostik, nye vaccineprincipper mod hiv og laboratoriebistand ved virustrusler som covid-pandemien. Alligevel må jeg sande, at de individuelle sygehistorier og patienternes ånde i nakken giver en unik indsigt, lektie, erfaring, inspiration, motivation og idéer – bare på en anden måde. Den gensidige umiddelbare glæde ved at hjælpe patienter på den korte bane frem for at stå og vente på den lange forskningsbane er stor. Den glæde og det engagement er nødvendig for at bevare fokus og troen hele vejen – der skal være en patient for enden af tunnellen. ”

Anders Fomsgaard: ´Syge historier´. Er udkommet på Gyldendals forlag og koster 239 kroner