Digte om døden pendulerer mellem poesi, det private og det banale

DIGTE. Den produktive københavnerdigter Claus Høxbroe har lavet en digtsamling om livets afslutning. Her er poetiske momenter. Der er også passager, hvor livtaget med døden har svært ved at undslippe det banale.

Claus Høxbroe har signeret over 40 udgivelser og indtaget scener med spoken word-poesi og improv-lyrik omkring 3.500 gange.

Hans seneste digtsamling ’Sørgeflor’ rummer dels ny produktion, dels tidligere digte fra den store produktion, der tager livtag med døden.

Bedst og flottest er måske åbningsdigtet, der smukt besynger de afdøde således:

Dem hvis smil / stadig funkler / i nattens stjerner / dem hvis navne / nu ligger øde hen / på stagnerede profiler / på sociale medier

Her er vingefang og poetisk power, når man over få linjer går hele vejen fra stjernehimlen til forladte SoME-profiler, og det er i mine øjne et smukt sammenstød.

’Sørgeflor’ er pakket med både sorg, efterladthed og dødstanker. Claus Høxbroes farfar hængte sig. Under tilblivelsen af bogen mistede han tre venner. Det er ikke så lidt, når man ikke engang er fyldt 50 år. Lynlåsen er et genkommende poetisk billede i bogen. Og i et kort digt som det følgende bliver det brugt på en let foruroligende facon:

Har prøvet at tage livet af mig selv / men kan ikke nå lynlåsen i nakken

Det er et originalt sprogbillede, som jeg ikke mindes at have set eller læst før. Også derfor virker det helt fint, at lynlåsen dukker op flere steder i ’Sørgeflor’ som en slags ledemotiv: At døden altid er lige ved hånden på samme måde som den lille metaldims, der holder ens dynejakke sammen i vinterkulden.

Men senere i bogen kæmper jeg lidt med at finde poesiens sarte blomst, når Claus Høxbroe vil begå sig i mere korte aforismer.

Når døden indtræffer / står skriften tilbage

-.. lyder et digt.  I sin helhed. Det er jo rigtig’ nok, men er det en akut eller særlig ny indsigt? Fortjener det én hel side ud af 44? Når man har så få ord placeret på en hel bogside, bliver de ekstra ladet med betydning. Det synes jeg blot ikke, dette digt kan bære.

Det samme problem gør sig gældende her:  

Dør lidt hver dag / og lever hver dag / for ikke at spilde tiden

Det er altid på sin plads med en opbyggelig påmindelse om ’carpe diem’ (grib dagen, red.), men alligevel kan jeg ikke undslippe fornemmelsen af noget lidt banalt eller letkøbt. Måske gør den her slags poesi-i-en-fart sig på scenen foran et levende publikum. På den kridhvide og ubarmhjertige side i en trykt bog føles det som for lidt.  

’Sørgeflor’ rummer også digte af mere privat karakter. Jeg kan godt lide digtet om musikeren og komponisten bedst kendt under kunstnernavnet Fuzzy (1939-2022), om et venskab med 41 års afstand (Høxbroe er årgang 1980), om kunstnerisk samarbejde, skærekage, kaffe og sludren i haven på Kochsvej på Frederiksberg. Der er noget fint og ømt på spil her, og jeg er glad for at have fået det her indblik. Andre steder bliver digterne en anelse for private.

Min ven / du er her stadig / har blot lagt / Vesterbro bag dig / og flyttet permanent / til Frederiksberg

Sådan lyder et andet digt. Igen i sin helhed. Jeg gætter på, at linjerne hentyder til noget, som går på bydelene Frederiksberg vs. Vesterbro, der har optaget afdøde. Men det er udelukkende mit gæt. Reelt har jeg ingen anelse.

’Sørgeflor’ er et blandet pulterkammer af strofer, tanker, hilsner og lommefilosofi. Den vil næppe komme i betragtning til Nordisk Råds Litteraturpris, men pendulerer med døden i hjertet mellem poesi, det private og det banale.

Claus Høxbroes ’Sørgeflor’ er udkommet på forlaget Gentlemen’s Jockey Club og koster 185 kroner