Chikita Jacobsen blev tvunget til sex med flere pædagoger. Foto: TV2
Vigtig og rystende TV2-dokumentar afslører uhyrlige overgreb på anbragte piger
DOKUMENTAR. I TV2-dokumentaren ´Bøgholts misbrugte børn´ står daværende pædagoger og 16 nu voksne børn frem og fortæller om, hvordan de har været udsat for 7 pædagogers vanrøgt, voldelige overfald, grooming, forførelse og voldtægter på det ellers dengang så anerkendte behandlingshjem. Og om hvordan ledelsen angiveligt ignorerede deres klager.
Behandlingshjemmet Bøgholt var i 1990’erne og 00’erne politikeres og mediers darling indenfor behandlingsinstitutioner for børn og unge på grund af sine strikse og autoritære metoder til forsøg på at få behandlingshjemmets børn på rette kurs. Politikerne kom på besøg for at blive inspirerede, og medierne kom for at vise, hvordan disciplin og en fast hånd var tænkt til at kunne skabe fremskridt og gode borgere.
Men nu godt 10 år efter, at behandlingshjemmet er lukket, kan TV2 i den opsigtsvækkende dokumentarserie ´Bøgholts misbrugte børn´ med hjælp fra 27 kilder ud over de 16 tidligere børn vise, hvordan børnenes virkelighed var anderledes grum, når de prominente gæster var gået, og fotografernes blitzlys slukkede.
De 27 kilder fortæller, at de enten selv har set pædagoger være seksuelt grænseoverskridende eller har fået det betroet fra andre – herunder andre anbragte børn og daværende pædagoger. Alle bakker de op om børnenes fortællinger.
Ifølge seriens medvirkende er overgrebene blevet udført af voksne ansatte over en lang årrække i både 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne på behandlingshjemmets fire afdelinger i Viby ved Aarhus.
Fokus på tre mandlige pædagoger
Selv om de medvirkende har kendskab til syv forskellige ansatte, der seksuelt krænkede og brækkede arme, ben og skuldre på de børn, de var sat til at passe på, så fokuserer pædagogernes og de voksne børns vidnesbyrd især på tre pædagoger fra midt i 70’erne frem til midt-slut 80’erne, der i dokumentaren kaldes for PE, L og T. Mandlige pædagoger, som var særligt systematiske i deres overgreb, og om hvem de også fortæller, at de tre mænd tilsyneladende havde ledelsens accept, eftersom de ikke blev stoppet.
En af de kvinder, der angiveligt led voldsom overlast gennem lang tid, er den i dag 56-årige, men dengang kun 14 år gamle Majbritt Uhre, der ankom på Bøgholt i 1983. PE indledte med at lokke hende til at se TV, drikke øl og ryge cigaretter sammen med ham på hans nattevagter. Senere kom han til hendes skræk ind på hendes værelse nøgen. Og en aften voldtog han hende i opholdsstuen:
”Det eneste, jeg kan huske, var, at jeg lå på spisebordet. Det spisebord, vi sad og spiste ved. Ovenpå den voksdug. Han står for enden. Det er det, jeg ser for mig, når jeg tænker på 'PE'," fortæller Majbritt Uhre. I en lang periode herefter skulle hun give ham sex og ydelser, når han kaldte. Enten på behandlingshjemmet eller i hans eget private hjem.
I dag ser Majbritt Uhre tilbage på PE’s adfærd som overgreb og voldtægt, men den gang var det mere uklart og blandet op med det usikre barns forvirrede følelser af at være udvalgt til at være noget særligt for den mere end dobbelt så gamle mand, der også var afdelingsleder på institutionen i 70'erne og 80'erne.
Men Majbritt Uhre var ikke specielt udvalgt, for han forgreb sig også mod andre piger før, under og efter de år, hun var på Bøgholt.
En anden 14-årig, som også blev tvunget til sex med PE, var Chikita Jacobsen, som var på Bøgholt mellem 1984 og 1987. Han tvang hende dog ikke kun til at have sex med sig selv, men også til at have sex med en anden 14-årig pige og senere til gruppesex mellem de tre. Samt til at have sex med sin ven L.
En tredje kvinde, som også blev udsat for PE’s overgreb, er Heidie Worsøe, som en aften fandt PE splitternøgen, da hun skulle tale med ham under hans nattevagt:
”Der tænker jeg jo mine tanker," lyder det fra Heidie, som også tidligere havde været udsat for seksuelle overgreb.
”Derfor løb jeg ind på mit værelse og låste døren, så han ikke kunne komme ind til mig.”
Heidie Worsøe gik næste dag til lederen af Bøgholt, Anne Bjerg, der tilsyneladende nøjedes med at flytte PE til en anden afdeling, hvor han forfremmedes til endnu en lederpost efter kort tid.
Yderst troværdige
Majbritt Uhres, Heidie Worsøe og Chikita Jacobsens fortællinger bliver mere og mere uhyrlige, som programmerne skrider frem, og man forstår så godt, at de anser deres overgrebsmænd for at være pædofile.
De tre kvinder fremstår yderst troværdige, og det samme gør de øvrige medvirkende i dag voksne kvinder og enkelte mænd, når de indvier os i en børneverden, hvori ældre mænd tillod sig selv at bruge børnene som et seksuelt og småsadistisk tagselvbord. Eller som én af kvinderne siger:
”De delte os imellem dem, som var vi chokolader.”
Uanset om de forulempede optræder med ansigt og navn som for eksempel Majbritt Uhre og Chikita Jacobsen eller i mere eller mindre anonymiserede samtaler, fremstår de anklagende kvinders fortællinger troværdige og fattede.
Pædagogernes ubrydelige loyalitet
At de tidligere ansatte så også i dokumentarserien giver deres fulde opbakning til de i dag voksne børns beretninger, styrker naturligvis anklagernes troværdighed yderligere. Men det er også i sig selv voldsomt interessant og meget dramatisk at se og høre disse i dag ældre - og flere af dem givetvis pensionerede – pædagogers præcise, velovervejede og uhyggelige beskrivelser af deres gamle arbejdsplads. Skyldbetyngede fortæller de om en kultur, hvor børnenes tarv til enhver tid var underordnet krav om pædagogernes ubrydelige loyalitet overfor hinanden og arbejdspladsen og deraf følgende forventninger om, at de forholdt sig tavse og samtykkende.
Men ikke alle pædagoger efterlevede dog altid denne tavshed- og samtykkekultur, og disse fortæller, hvordan de tilsyneladende forgæves gik til ledelsen og indberettede, hvad de så og hørte om kollegaers overgreb. Samme oplevelse af at blive ignoreret havde en tillidsmand, da også han gik til ledelsen og indberettede voldelige og seksuelle overgreb, fortæller han i dokumentaren. En ledelse der i en lang årrække nemlig fra 1979 til 2004 bestod af psykolog Anne Bjerg, som blandt andet var chef for både PE, L og T.
Anne Bjerg, der ikke har ønsket at lade sig filme, skriver i stedet, at hun ikke kan genkende anklagerne om kendskab til kritisable forhold på Bøgholt, udover tilfælde hun har handlet på:
”Enhver, der kender mig personligt eller professionelt, ved, at jeg aldrig ville forsøge at skjule eller fortie overgreb på børn og unge,” erklærer Anne Bjerg.
At såvel børnene som de medvirkende pædagoger jo netop kender hende gennem en årrække, forholder hun sig ikke til. I stedet forklarer hun på telefon i programmet, at når kvinderne i dag fortæller, som de gør, er det fordi de ude på at få en økonomisk erstatning. Alt sammen forklaringer som bør ses i lyset af at PE rent faktisk blev anmeldt til politiet i 1987 og i 1988 modtog en dom på otte måneders betinget fængsel for at have haft samleje med anbragte børn, samt seksuel omgang med en 13-årig pige.
Heller ikke de syv anklagede pædagoger har ønsket at medvirke, og programmerne bliver således principielt påstande mod påstande. Men både de nu voksne børns og de bekendende pædagogers troværdighedsfaktor er usædvanlig høj.
Forbilledligt arbejde
Hertil kommer, at også journalisten bag programmerne, Emil Eusebius Olhoff-Jacobsen, synes at have udført et forbilledligt grundigt og analytisk gennemtænkt arbejde med sine mange kilder, uanset hvilken fløj disse til tilhører. Materialer som han har omsat i en efter omstændighederne ganske afdæmpet, men derfor også så meget desto stærkere dokumentarisk fortælling.
Sager om børnemishandling er ofte komplekse og vanskelige at bevise, hvilket kan gøre mediedækningen af dem følsom og ofte oplevet som ensidig, uanset om der er tale om frikendelse eller domfældelse. Emil Eusebius Olhoff-Jacobsen er dog bevidst om disse udfordringer og har formået at reducere vores tvivl ved at dele væsentlige dele af sin researchproces med os. Han vælger at lade sig selv filme, mens han undersøger sagerne og taler med både anklagede og anklagere. Dette fortællergreb, kombineret med hans venlige, velovervejede og dybdegående måde at tale med kilder på, øger programmernes transparens og troværdighed markant. Vi tror simpelthen på hans personlige redelighed og faglige evner til at gennemskue fakta.
En ny ubehagelig og uhyrlig sag
Alt peger således i retning af, at Bøgholt er endnu en ny ubehagelig og uhyrlig sag om mulige overgreb og misrøgt på danske børnehjem og behandlingssteder. Og endnu engang er det også en historie om institutioner, der ikke er blevet set efter i sømmene af de statslige, amtslige eller kommunale ejere, som ifølge de tidligere ansatte aldrig udførte de eksterne tilsyn, som de retteligt burde have gjort, og som ingen husker nogensinde er foretaget.
At anbringelsesområdet blev professionaliseret i løbet af 70’erne med pædagoguddannet personale og psykologer som forstandere synes altså ikke at være nogen garanti for, at børn og unge, som er i statens varetægt, ikke selv i nyere tid mishandles og forulempes seksuelt i danske behandlingsinstitutioner.
Og den medvirkende historiker, Maria Rytter, har derfor en vigtig pointe, når hun opfordrer til, at Danmark undersøger vores behandlingsinstitutioner fra 1976 og frem. I både Norge og Sverige har man allerede gennemført sådanne undersøgelser, hvor viljen til at tage ansvar og undskylde for tidligere forsømmelser har været betydeligt større end herhjemme.
Dokumentarserien er pligtstof for alle kommunale og regionale tilsynsmyndigheder og social- og sundhedspolitikere. Men kan med udbytte også ses af alle andre, som måtte have blot den mindste interesse i, hvor lidt vi øjensynligt ønsker at vide om, hvad nogle af vores svageste medborgere kan komme ud for, når staten tager over og institutionskulturer forrås.
Den tredje episode af Bøgholts misbrugte børn sendes 30. september på TV2. De første to episoder kan ses på TV2 play