Alkohol forgifter hele familien, men de ved det ikke selv

FILM. Den nye danske film ’Fuld af kærlighed’ viser, hvor ødelæggende det er for børn at vokse op i et misbrugshjem, og hvor afgørende det er at bearbejde traumet. For selvom misbruget stopper, så fortsætter de destruktive, tillærte mønstre for resten af familien. Men de ved det sjældent selv.

(Som undervisningsfilm får den 6 stjerner)

Efter filmen ’Druk’, hvor alkohol blev skildret som noget, der kan være forløsende og livsbekræftende, er den nye danske film ’Fuld af kærlighed’ en barsk omgang, der ikke lefler for publikum med sjove scener eller feelgood stemning og hyggedruk. Den går lige til benet fra første scene, så hvis nogen tror, at man hygger sig til filmen, så tager man fejl. Den er en lang, barsk og sørgelig skildring af misbrugets pris, set gennem familiens ældste datters sørgmodige blik.

Den begynder, hvor det er gået helt galt, og faderen, spillet af Lars Ranthe, under hårdt pres går med til at gå i behandling. Han bliver indlagt på et afvænningscenter og er hurtigt en mønsterklient, for efter fem uger er han ædru og klar til at komme ud igen. Men filmen handler langt fra kun om alkoholikerens vej ud af misbruget, men i lige så høj grad om alt det, et misbrug gør ved en familie. Måske var hele bedre dengang, han drak? 

Hovedrollen i filmen er familiens 20-årige datter, som bliver spillet af Viilbjørk Malling Aggers. Som det ældste barn er hun den, der tager ansvar og føler, at det er hende, der skal redde familien og faderen. Hun er ellers på vej på et længe planlagt drømmeophold i Afrika, men da afvænningscentret tilbyder familieterapi, aflyser hun turen. Lillesøsteren prøver at overtale hende til at tage af sted. Men hun bliver hjemme, for hun ved jo godt, at hun må sætte sig selv i anden række, når der er brug for hende. Og moderen – spillet af Stine Stengade - takker hende for at blive hjemme. Hun ved også godt, at den store, ansvarlige datter ikke kan undværes, når det brænder i familien.

Familieterapi gør ondt

Mens faderen bor på afvænningscentret, begynder resten af familien i gruppeterapi med andre familier. Men da terapeuten beskriver dynamikken i en typisk misbrugsfamilie, og det bliver tydeligt, at moderen er med-afhængig, dropper hun ud. Det var ikke lige den form for terapi, hun havde forestillet sig.

Men børnene fortsætter i terapi, og imens ser man i flashbacks, hvordan moderen i årevis har glattet ud og tilpasset sig sin pinligt berusede mand til familiefester, navigeret i hverdagen med tre skolebørn og en mand med et ustabilt temperament. Til gengæld er der fest og farver, og han er sjov og kærlig, når han drikker. Så der er jo også fordele ved at se gennem fingrene med drikkeriet. Og det har moderen gjort i årevis og forsøgt udadtil at skjule det. Derfor er det også først, da hun en dag ikke er hjemme, og faderen falder og slår hul i hovedet og bliver hentet af en ambulance, at misbruget kommer frem i lyset.  

Filmens handling kredser om de erkendelser, familien gør i tiden under indlæggelsen og især, når faderen kommer hjem igen tørlagt og forandret. Og egentlig ret kedelig, siger moderen, som har årevis af opsparet vrede i sig. For hvem er hendes mand, når han ikke er fuld? Han kan heller ikke rigtig få det seksuelle til at fungere i ædru tilstand, og det svier, da han siger, han har opdaget, at han har haft det skidt i årevis. For betyder det, at han vil skilles?  Hun opdager langsomt, at hun har været med til at holde ham i misbruget, og hun opdager for sent, at hun er med til at skubbe ham ud over kanten igen.

Søskenderækken

Filmen er lanceret som en spillefilm, men den er et langt stykke hen ad vejen mere undervisningsmateriale til at forstå og bearbejde de komplekse problemer, alkoholfamilier har. Filmen er nærmest en drejebog til familieterapi, som enhver kan lade sig inspirere af. Og tak for det. Man bliver i høj grad klogere af at se den, og er man ikke selv involveret i en misbrugsfamilie, så kender man måske en. Man skønner, at hvert tiende barn i Danmark vokser op i en familie med alkoholproblemer.

Filmen giver for eksempel et meget præcist indblik i, hvad dit nummer i søskendeflokken betyder for den måde, man reagerer på som barn af en misbruger. Den ældste er heltebarnet, der er dygtig og ordener alt og tager ansvar, og som derfor vil føle ansvar for at løse problemet. Den næste er syndebukkebarnet, der ved, at den ældre tager ansvar, og derfor kan nummer to i søskendeflokken søge grænser og være mere egoistisk, og den tredje er det stille barn, som passer sig selv og ikke gør meget væsen af sig.

I filmen er det den ældste, der har hovedrollen, og det er hendes udvikling, der driver filmen. Man ser, hvordan hun har fået uhensigtsmæssige mønstre, hun tager med sig til alle andre forhold i livet, og som gør det svært for hende både at passe sit arbejde og at være i tæt relation. For som barn af en misbruger er man selv forgiftet, og man risikerer at ødelægge sit eget liv, hvis man ikke forstår mekanismen, man er fanget af. Derfor er instruktørens hovedbudskab, at der også skal være en behandlingsgaranti til familier, der lever med en misbruger, og ikke kun til misbrugeren.

Vil skabe forandring

”At drikke sig i hegnet, at købe et nyt vinkøleskab og at lære sit barn at drikke hjemmefra. Det skal vi væk fra. Der er brug for et nyt sprog, når vi taler om alkohol,” sagde instruktøren Christina Rosendal fra scenen efter premieren, hvor både statsministeren og en række politikere fra Sundhedsudvalget sammen med andre kendte var mødt op til gallepremiere med alkoholfri gin tonic og vin.

Christina Rosendal, der selv er vokset op med en far, der drak, ønsker med sin film at skabe forandring, og med filmen følger en kampagne i efteråret, der skal få os til at ændre vores alkoholkultur og den måde, vi taler om alkohol og druk på.

Den får 4 stjerner, hvis den skal bedømmes som den spillefilm, den er lanceret som, og som gør, at den er med i Biografklub Danmark. Men som en undervisningsfilm får den 6 stjerner.

Spilles i biografer i hele landet.