Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ny flot produceret Hollywood-dokumentar: Antibiotikaresistens vil koste flere døde end klimaforandringer

STREAMING. Vi er allerede i den post-antibiotiske periode, for landbrugets massive forbrug af antibiotika betyder, at det snart vil være slut med sundhedsvæsnernes moderne medicin, og millioner af mennesker vil igen begynde at dø hvert år af helt banale sygdomme på hospitalerne på grund af resistens. Det fremgår det af ny, flot produceret og skræmmende dokumentar ´The End of Medicine´.

  

´The End of Medicin´, som allerede er indstillet til en Oscar, er skabt af de to Hollywoodskuespillere Joaquin Phoenix, der allerede selv har en Oscar, og hans flere gange Oscar-indstillede partner, skuespillerinden Rooney Mara samt den også tidligere prisbelønnede, britiske dokumentarinstruktør Alex Lockwood. Sammen viser de tre, hvordan vi drevet af det intensive landbrugs mange syge dyr er i fuld gang med at opbygge antimikrobiel resistens, som nu truer hele verdens befolknings helbred og overlevelse. 

Det er ikke første gang, at et medie eller en dokumentarfilm sætter fokus på, at det industrielle landbrug ofte udgør effektive udklækningsmiljøer for såvel nye mutanter som resistens blandt dyr og mennesker. Men ´The End of Medicine´ formår med stor troværdighed ved hjælp af det globale samfunds førende eksperter fra blandt andet Indien, USA, Europa og England at få sine seere til at erkende, at det ikke tilhører konspirationsteoriernes verden, men den faktuelle og databårne virkelighed, at det moderne industrielle landbrug fremmer smittespredning og skaber infektionsproblemer i form af for eksempel antibiotikakrævende luftvejsinfektioner og diarréer blandt de mange og tæt sammenpakkede dyr. Og at landbrugets bakterier udvikler resistens hurtigere, end vi kan nå at udvikle nye antibiotika.

Faktisk er vi så langt inde i starten på, hvad flere af programmets medvirkende kalder for den post-antibiotiske periode, at vi bør begynde at forstå, at verdens problemer med resistens er endnu mere presserende end de globale klimaforandringer. Mange flere mennesker vil dø hurtigere på grund af resistens, fastslås det.

Og dokumentarprogrammet har fat i den lange ende, for vores globale overforbrug, hvor landbruget står for langt størsteparten, betyder allerede nu, at der hvert år dør ca. 700.000 mennesker globalt på grund af resistente infektioner, hvilket igen svarer til cirka 2.000 døde hver dag på verdensplan og mindst det samme antal døde danskere årligt som konsekvens af, at mellem syv og ti procent af alle hospitalsindlagte danske patienter bliver tilført en eller flere hospitalsinfektioner som en komplikation i forbindelse med deres indlæggelser.

Problemer som vi ifølge ´The End of Medicine´ ikke ønsker at tale om, selv om de bliver værre år for år, og er i en størrelsesorden, som er sammenlignelig med COVID-19 epidemien, som ellers med al ønskelig tydelighed har vist, hvor sårbare vi er overfor smitsomme sygdomme. Forskellen er kun, at corona kendte vi ikke, men her handler det om bakterier, som vi endog allerede kender, men som bliver umulige for os at behandle, fordi de enten allerede er eller snart bliver resistente over for den antibiotika, som vi har til rådighed.

I dokumentaren tages seerne med ind bag de ellers for omverden som regel lukkede døre og mure, hvor grise og kyllinger vokser op på en gruopvækkende diæt af mediciner. Syn som vil kunne gøre selv en kødelsker til vegetar, og som den i programmet medvirkende unge, sympatiske dyrlæge Alice Brough da også har lagt bag sig efter i en årrække at have behandlet dyrene for deres mange sår og sygdomme. I dag har hun forladt sit fag og valgt at blive whistleblower for således at bevise, at vi står foran enden på den moderne medicin, som vi kender den:

"Jeg har arbejdet fire år i industrien, og jeg så de samme problemer overalt. Jeg anvendte selv alle disse antibiotika på den forkerte måde, og jeg så alle sygdommene og dyrenes lidelser, og de dermed forbundne potentialer for menneskelige katastrofer,” forklarer Brough. Hun mener, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt katastrofer vil ske, men kun om hvornår: De metoder, som vi benytter i industrien, vil føre til nye livsfarlige pandemier og udbredt resistens: 

”Alle risikofaktorerne er til stede, men der er ingen præventive tiltag i gang, og når vi spiser disse dyr, indtager du også de sygdomme og de antibiotika, som de har fået, og det skaber en generel immunitet overfor medicinerne,” forklarer dyrlægen.

Programmet kigger også på de mange lobbyister, som industrien gør brug af for at undgå forandringer og begrænsninger i deres medicinanvendelser, selv om over halvdelen af de sygdomme, som rammer dyrene, også kan overføres til mennesker. 

Men filmen vil mere end at slå et slag for kampen mod resistens, for dens andet og meget personlige budskab ved filmens afslutning er, at verdens befolkninger er nødt til at blive veganere, hvis vi skal dæmme op for resistens.

Global veganisme er således den eneste løsning ifølge dokumentaren, der nok burde have holdt sig til at dokumentere verden, som den er. Fremfor at komme med urealistiske og måske heller ikke altid ønskelige løsningsforslag.

Tilrettelæggerne erkender dog, at det kan være så godt som umuligt for verdens forbrugere at forestille sig en hverdag helt uden fødevarer fra kød- og mejeriindustrien:

”Vores håb er, at ´The End of Medicine´ vil føre til, at man i stedet for at blive vred, vil synes, at filmen er et øjenåbnende call to action, som kan føre til en vilje til at forandre vaner, for videnskaben er ikke til at argumentere imod. Moderne animalsk landbrug vil fortsat gøre os syge, hvis vi ikke ændrer vores forbrugsmønstre radikalt,” siger Mara og Phoenix i forbindelse med filmens premiere på blandt andet Viaplay.

´The End of Medicine´ rummer ikke de store nye afsløringer som sådan, men det er en utroligt flot og dygtigt produceret dokumentarfilm. Og hvis man tillader sig selv at se bort fra afslutningens unødvendigt firkantede propaganda for vegetarer, samt at filmen helt ignorerer en diskussion om fiskens rolle som et muligt alternativ, så er den også indholdsmæssigt en rigtig god og tankevækkende dokumentar om det meget væsentlige sundhedstabu, som en lang række af verdens mest anerkendte forskere advarer imod: At vi står på indersiden af tærsklen til en stribe potentielle sundhedskatastrofer udløst i landbruget.

Potentielle sundhedskatastrofer, som vi alle bør kende til, eftersom sundhedsmyndighederne i jagten på billigt kød og animalske proteiner for længst synes at have kapituleret. Også selv om de kan komme til at koste os 10, 100 eller 1000-fold af, hvad COVID-19 har gjort.

´The End of Medicine´ kan ses på Viaplay

kultur, multiresistente

Del artikler