Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Bogforside: Politikens Forlag. Foto af Anne Hjernøe: DR

Anne Hjernøe fortæller usentimentalt og gavmildt om sorg 

Skrevet af Filip Granlie den . Skrevet i Sundhed.

BØGER. Anne Hjernøe skriver om sygdom, død og sorg i ’Hvis jeg kan gøre noget’. Bogen henvender sig især til sørgende og pårørende, men Hjernøe formår at gøre sin personlige fortælling så universel, at alle bør læse med.

Anne Hjernøe er i sorg. Den kendte kok, forfatter og TV-vært mistede sin mand til kræft i efteråret 2024. Med sorgen i den ene hånd og livskraft og nysgerrighed i den anden har Hjernøe undersøgt og fortalt om sorg i blandt andet TV, som gæst i podcast og nu i sin nye bog ’Hvis jeg kan gøre noget’ baseret på egne erfaringer.

Det er et prisværdigt projekt. Terminal sygdom, død og sorg er til stadighed et tabu. Eftersom vi alle skal dø, og vi alle før eller siden bliver ramt af sorg og kommer til at stå tæt på en sørgende, bør vi gøre en indsats for at kunne håndtere sorgen, når vi møder den.

Hjernøe træder ærligt og gavmildt frem fra sorgens skygge. Hun belyser emnet personligt og som alment fænomen i stort og småt. Hun skriver om ventesorg, om at bevæge sig i og uden for sorgen, om behov for normalitet og om at forberede begravelsen sammen med den syge. Hun fortæller om skyldfølelsen over også at føle lettelse efter den syges død, om sorggrupper, selvomsorg og meget andet.

Bramfri og gavmild

Anne Hjernøe behandler døden og sorgen ganske bramfrit. Det må absolut ikke forveksles med vulgaritet, for det hele er respektfuldt og reflekteret, men hendes tilgang er befriende usminket og usentimental. Fortællingen er hele tiden relevant for udenforstående med refleksioner, konkrete råd og forslag til sørgende og pårørende.

Mange af budskaberne er hørt før, og nogle gentages undervejs i bogen. Men de er også sande og værd at gentage som her i Anne Hjernøes ligefremme form, endda med små, umærkelige lommer af noget, der tangerer poesi – ikke ved sprudlende rim og metaforer, tværtimod med sprog og formidling, der glimrer i nøgternhed og stille demonstration, som eksempelvis når Hjernøe koncist afslutter bogens første del om dødens indtræden: ”Når først det sker, går det for alvor op for én, hvor frygtelig definitiv den er”.

Punktum. Her slutter første del, ’Før døden’, og giver plads til anden del, ’Efter døden’. Skribenter med en anderledes utæmmet blyantskløe kunne her forfalde til at udfolde dødens endelighed, men Hjernøe lader elegant tomheden tale. Det er vel en stil, der dog forekommer mere naturlig end tilvalgt, men det er først og fremmest en inviterende, rummelig facon, som giver læseren plads. Det er bogens helt store styrke.

Hvis en bog kan gøre noget

Anne Hjernøe beskriver, hvordan man med titlens ikke-spørgsmål, ’hvis jeg kan gøre noget’, trods god vilje svigefuldt tager og samtidig fralægger sig ansvar ved at lade det være op til den sørgende at bede om hjælp: Reel pårørendestøtte er uopfordret hjælp, skriver Hjernøe, uanset om det gælder hjælp til rengøring eller mad, en håndfast, kærlig invitation eller noget helt femte.

Det er bogens lille paradoks, at den selv siger ’hvis jeg kan gøre noget’ og således forudsætter en aktiv, opsøgende handling af sin måske sørgende læser: Bogen skal tages op og åbnes og læses, før den kan gøre noget. Bogens spørgsmål skal derfor også rettes til enhver, der før eller siden kan gøre noget for en sørgende. Det vil sige os alle.

Vi kan begynde med at læse ’Hvis jeg kan gøre noget’ og få en idé om, hvad der sker, og hvorfor og hvordan man konkret kan hjælpe en sørgende. Det er værdifulde, almenmenneskelige indsigter, længe før døden indtræffer.

Anne Hjernøe: Hvis jeg kan gøre noget. Politikens Forlag. 216 sider. Kr. 270.

kultur, topartikel