Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Damkjær nærer ingen illusioner og fremstår meget samvittighedsfuld. Han tager afstand fra konspirationsteorier og kvaksalveri med nemme løsninger, som han selv har været udsat for hos alternative behandlere, forfælelr anmelder Filip Granlie.

Bog om alternativ smertehåndtering stiller sig stilfærdigt til rådighed uden at missionere

BØGER.  I ’Dæmp smerten’ foreslår Lars Damkjær en række alternative metoder til smertehåndtering som supplement til konventionel medicin. Bogen fortjener at blive læst med samme åbenhed, som den er skrevet.


Vedvarende smerter er et vanskeligt og krævende livsvilkår. I ’Dæmp Smerten – med mindfulness og biohacking’ foreslår coach og yogalærer Lars Damkjær en række metoder til at håndtere smerterne og gøre dem knap så dominerende.

Lars Damkjær er realist. Han slår tidligt fast, at en mirakelkur til et smertefrit liv ikke findes. Han beskriver smerter og håndteringen af dem som et individuelt kompleks, som oveni lidelsen er under indflydelse af genetiske, psykologiske og sociale faktorer.

Følgelig gør Damkjær ’Dæmp smerten’ til et mulighedskatalog for smertehåndtering som supplement til medicinsk behandling. Han fortæller ærligt med baggrund i sine egne mis- og vellykkede erfaringer med at håndtere de smerter, der følger med fibromyalgidiagnosen, som han fik stillet efter mange års frugtesløs udredning og eget detektivarbejde, som han kalder det. 

Alternativ behandling uden illusioner

Damkjær præsenterer en række metoder og deres mulige gevinster, og undervejs supplerer han med introducerende øvelser. Ved siden af det fysiske aspekt af smerter og smertehåndtering med konventionel medicin, restitution, afspænding, aktivitet og øvelser handler smertehåndtering ifølge Damkjær især om indstilling.  

Forfatteren går i rette med den kontroversielle floskel om ’at være den bedste udgave af sig selv’, men han mener, at udtrykket også rummer et brugbart aspekt – ikke en urealistisk stræben efter perfekthed, men et realistisk ideal om at gøre sig umage og at have ”en tro på, at man har potentialet til at trives og være et godt menneske.” Det leder blandt meget andet Damkjær til mindfulness og biohacking som en vej til øget bevidsthed, forståelse og kontakt med kroppen og derigennem et tåleligt liv med smerter.

Det lyder alt sammen besnærende, og som refereret her måske også lidt nemt, men Damkjær nærer ingen illusioner og fremstår meget samvittighedsfuld. Han tager afstand fra konspirationsteorier og kvaksalveri med nemme løsninger, som han selv har været udsat for hos alternative behandlere. Han nærer en også vis skepsis over for et sundhedssystem, som i 15 år ikke var i stand til at diagnosticere hans sygdom, uden at han af den grund forsager konventionel medicin.

Fri for dogmatik og kæpheste

De fleste, som har delt en lidelse med deres omgivelser, har sikkert prøvet at blive mødt med velmenende, men irriterende skråsikre råd om, at den skavank bare skal fikses med sukkerfri diæt, kraniosakralterapi eller et skoindlæg fra lige præcis dén fysioterapeut.

Damkjær følger hele vejen sit syn på smerter som et individuelt kompleks, og det resulterer i en læserhenvendelse, som virker oprigtigt nysgerrig, rummelig og i det store hele blottet for dogmatik og kæpheste. 

Det tjener hans budskab, ikke mindst for læsere, som er skeptiske ved alternativ behandling og fænomener som biohacking. Damkjær imødekommer ofte indvendingerne på forhånd og forholder sig pragmatisk til de muligheder, som hans metoder tilbyder. Tilbyder er netop ordet, for bogen fremstår som et åbent tilbud, hvor man kan tage, hvad man kan bruge.

Enkelte steder savner jeg en kildehenvisning til påstande, som muligvis kan underbygges, og kapitlet om kost og kosttilskud mangler de resterende kapitlers åbenhed. Det ændrer ikke på, at ’Dæmp smerten’ fortjener at blive mødt og læst lige så fordomsfrit, som den er skrevet – og som en imødekommende, samvittighedsfuld og vellykket bog om mulighederne for at håndtere og leve med smerter. 

Lars Damkjær: Dæmp smerten – med mindfulness og biohacking. Gads Forlag. 176 sider. Kr. 249,95.

kultur, topartikel