Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Den norske psykolog Espen Skorstad vil nuancere billedet af narcissismen.

Norsk psykolog nuancerer narcissismen

BØGER. Psykolog Espen Skorstad sætter luppen over narcissismens mange nuancer. Selvforelskelsen kan også føre til noget positivt, lyder det i Den fabelagtige narcissist. 


Narcissisme? En allestedsnærværende amerikaner popper op i tanken som skrækeksemplet på en megalomant selvoptaget, uempatisk bulderbasse. Men narcissismen stortrives ikke kun på magtens tinder. Den løber også som en strøm i tiden med en fuldstændig normaliseret optagethed af individet og dets behov for at blive set med selfies, sociale medier og selvrealisering.

Den norske psykolog Espen Skorstad vil med ´Den fabelagtige narcissist´ nuancere billedet: Narcissismen har mange udtryk og grader og kan være et udmærket grundlag for store landvindinger, som kommer fællesskabet til gode. 

Narcissisme er tvetydigt fabelagtig, som det hedder i titlen: Narcissisten kan være fabulerende mytoman. Samtidig er den almene opfattelse af narcissisme noget vildfaren. Og narcissisten kan vise sig at være fænomenal, fabelagtig. Vi skal altså ikke kun frastødes af narcissisme. Vi bør omfavne den, når den er konstruktiv, mener Skorstad. Det vigtige er at skelne imellem dens udtryksformer.

Narcissistisk kompleks

Narcissisme har i sin grundform en række centrale karaktertræk. De optræder ikke nødvendigvis på én gang og lige meget, men en narcissist vil typisk bære på en følelse af at være speciel, et behov for beundring, en grad af forfængelighed og perfektionisme, grandiositet (storhedsvanvid), en følelse af særlig berettigelse, lav empati og endelig en bitter cocktail af rivalisering, misundelse og arrogance.

Skorstad føjer nuancer og aspekter til. Modsat sin grandiose slægtning er den sårbare narcissist indadvendt med en følelse af at være misforstået og underkendt til trods for sit – pudsigt nok – grandiose selvbillede. Fællesskabsnarcissisten får næring ved at demonstrere sin uselviske godhed for offentligheden. Kollektiv narcissisme opstår, når en gruppe finder egen sag sandere, bedre og vigtigere end andres. Det kan have et harmløst udtryk som bedrevidenhed og fornægtelse, men det kan også føre til hooliganisme og terror. 

Centralt hos Skorstad står en skelnen imellem mørk og lys narcissisme. Mørk narcissisme er decideret ondartet, brutal og blottet for empati og kan komme voldeligt til udtryk ved forsmåelse og nederlag. 

Lys narcissisme rummer derimod en konstruktiv grad af megalomani eller fantasteri, men finder ikke nødvendigvis form på omgivelsernes bekostning. Skorstad beskriver polarforskeren Roald Amundsen som forfængelig, grisk og egenrådig, men også ambitiøs og viljestærk i en grad, så han opnåede utrolige resultater. Skorstad fremhæver også Elon Musk, meget sandsynligt enormt narcissistisk, men også en visionær iværksætter, som har realistiske ambitioner på Mars, og hernede på jorden har fået millioner til at køre på el frem for fossilt brændstof. 

Kulørte eksempler

´Den fabelagtige narcissist´ er rig på illustrative eksempler lige fra Knut Hamsun til Zlatan Ibrahimović, Karlsson på taget og sågar forfatteren selv. Nogle eksempler fungerer bedre end andre. Elon Musks narcissisme har fået en mere grumset glød, siden bogen udkom på norsk en måned før Trumps genvalg. Norske Skorstad bruger desuden ubådsdrabsmanden Peter Madsen som eksempel på mørk narcissisme i en lovlig detaljeret gennemgang af det bestialske drab, som vi her til lands kender alt for godt. Breiviks terrorangreb beskrives anderledes nænsomt.

Donald Trump får som mønsterpatient en gevaldig tur på briksen per stedfortræder: Kilden er især hans niece Mary L. Trumps memoirer, som gør op med familien. Det bliver rigeligt kulørt, selvom det også er illustrativt. Trump er efter alt at dømme grandios narcissist, og så får vi bekræftet vores formodninger, men det er også, som om det politiske morads overskygger eksemplet.

Skorstad arbejder især med organisationspsykologi, og han fortaber sig i visse afsnit i detaljeret ledelsesteori. Det får indimellem karakter af ledelseshåndbog, dog heldigvis i korte passager. Gennemgående er til gengæld mere end 30 noter markeret med asterisk (*), som ender blindt.

Det er uvist, hvad læseren her går glip af, og det ærgrer og forstyrrer. Men det er skønhedspletter, for i det store hele lykkes Espen Skorstad med at beskrive, illustrere og nuancere et overraskende almindeligt og utroligt interessant psykologisk fænomen. 

Espen Skorstad: ´Den fabelagtige narcissist´. Oversat af Ask Hansen. Straarup & Co. 372 sider. Kr. 300 på straarupogco.dk.

 

kultur