
Fra filmen ´Conscious´.
CPH:DOX 2026 sætter fokus på hjernen
Hjernen er tankevækkende. Derfor ønsker filmfestivalen CPH:DOX i år at sætte fokus på en af de mest komplekse strukturer i universet. Nordens største dokumentarfilmfestival åbner fra 11. marts.
CPH:DOX 2026 introducerer BRAINWAVES, et stort tematisk program, der udforsker hjernen, sindet og bevidstheden på et tidspunkt, hvor teknologi omformer, hvad det vil sige at være menneske.
”Gennem forskellige film, debatter og arrangementer rejser vi de spørgsmål, der får os til at se på os selv med nye øjne. Med kunst, samfund og videnskab som tre dimensioner er der noget for begge hjernehalvdele, når vi begiver os ud på en opdagelsesrejse i det indre rum,” skriver CPH:DOX på sin hjemmeside.
Temaet inkluderer verdenspremierer som 'Intelligence Rising', hvor teknologer, generaler og tænkere som Yuval Noah Harari deltager i et dristigt ‘war game’ for at udforske, hvordan AI kan omforme global magt. 'Conscious' er en reflekterende undersøgelse af bevidsthed og den nyeste demensforskning, mens 'Menopause Mystery' er en personlig og afslørende udforskning af kvinders mentale helbred og hormonelle forandringer. Programmet inkluderer også bidrag fra internationalt anerkendte forskere som professor Anil Seth og dr. Nicholas Wright.
CPH:DOX vises i København den 11.–22. marts 2026 med sin 23. udgave og præsenterer mere end 200 nye film, garneret med debatter, samtaler, koncerter, udstillinger og særlige events. Intet mindre end 86 film får verdenspremiere, 25 får international premiere og 10 film får europæisk premiere på årets festival. Hovednavne, der kommer til København, inkluderer kult-ikonet John Wilson, den franske skuespillerinde og instruktør Juliette Binoche og den anerkendte dokumentarist Louis Theroux.
Årets filmprogram byder på seks konkurrencer bedømt af internationale juryer: DOX:AWARD, F:ACT AWARD, NORDIC:DOX AWARD, NEXT:WAVE AWARD, NEW:VISION AWARD, HUMAN:RIGHTS AWARD samt den spritnye FIPRESCI Award.
