DR-programmet ”Mit Testamente” er essensen af god public service

STREAMING. De færreste har lyst til at skrive testamente, men det kan være både dyrt, dumt og tragisk at lade være. Puk Elgård viser på fineste vis, at det er omsorg og kærlighed at tage stilling til døden, før den kommer.

Der findes TV, som underholder, og TV, som udfører en samfundsopgave. DR-serien ´Mit Testamente´ hører til i den sidste kategori. Programmet, som bliver sendt på DR og er ledet af Puk Elgård, åbner for samtaler om dødelighed, arv, familierelationer og praktisk ansvar, som de fleste mennesker helst udskyder. Det er public service i sin reneste form, fordi det insisterer på, at døden ikke kun er en biologisk begivenhed, men også en social og administrativ realitet, som kræver stillingtagen.

Programmets præmis er enkel. Tre deltagere med forskellige livssituationer får hjælp til at tage stilling til deres testamente og de konsekvenser, deres død kan få for de efterladte. Undervejs inddrages fagpersoner, blandt andet advokat Therése Kemp, som oversætter jura så alle kan være med. Det afgørende greb er dog ikke det juridiske, men det relationelle, nemlig at testamentet fremstilles som en omsorgshandling snarere end en økonomisk disposition.

Delebørn og lejebolig

I programmet møder vi Gro, der mistede sin mor som ung og derfor ved, hvor voldsomt en forælders død kan ramme. I dag har hun tre sønner og en utraditionel boligordning med sin eksmand Uffe, hvor de skiftes til at bo i familiens rækkehus. Under arbejdet med testamentet opdager hun, at Uffe og børnene risikerer at ryge på gaden, hvis hun dør, fordi han ikke står på lejekontrakten.

Chokket over, at en så lille praktisk detalje kan få så store konsekvenser, giver programmet tyngde. Døden er ikke kun et følelsesmæssigt tab, den udløser også systemer, regler og økonomiske realiteter. Samtidig bringer processen minderne om hendes egen mors død tilbage og gør motivationen dybt personlig, for hun vil ikke efterlade sine børn uforberedte.

Drømmen om slægtsgården

Helt anderledes er situationen for landmanden Jens fra Vestjylland, som har videreført slægtsgården, men ikke selv har børn. Hans drøm er, at gården føres videre i familien, og hans to søskende har hver især to børn. Måske en niece eller nevø, der alle er kommet på gården i løbet af barndommen, vil arve og videreføre, men hvem er bedst egnet?

Jens spekulerer, og hans chok og sorg er ægte og rå, da det ved et familiemøde går op for ham, at ingen – som i ingen – af børnene drømmer om at videreføre hans livsværk. Konfliktpotentialet er enormt, for gården er mange millioner værd, men også bundet i gæld og arbejde. Programmet kunne let være endt i bitterhed, men det mest rørende er familiens evne til at holde fast i relationerne, selv når drømme brister.

Jens’ humoristiske resignation over, at det havde været nemmere bare ”at stikke hovedet i a muldvarpeskud og tumle afsted, som vi ellers har gjort det,” spejler en almindelig menneskelig strategi. Undgåelse. Serien viser samtidig, hvorfor undgåelse sjældent er en god plan, når lovgivningens standardløsninger ellers tager over.

En børneflok på otte

I programmet møder vi også Anders Lund Madsen, seriens mest kendte deltager. Hans fortælling flettes tæt sammen med broren Peter Lund Madsens pludselige død sidste år, som har rystet ham og stadig præger familien. Med otte sammenbragte børn og små børn i hjemmet står han over for et klassisk dilemma, for hvordan sikrer man sin ægtefælle uden at glemme børn fra tidligere forhold? Hvordan balancerer retfærdighed og tryghed?

Paradokset er tydeligt og menneskeligt, og der er noget nærmest tragikomisk ved, at han gennem sin karriere har talt om døden, men endnu ikke har fået styr på sit eget testamente.

“Det er simpelthen for uoverskueligt at dø,” sukker han dybt på et tidspunkt, og sætningen rummer både humor og sandhed.

Kærlig og usentimental

Seriens styrke ligger i dens tone. Puk Elgård guider deltagerne med varme og respekt og uden at blive for sentimental undervejs. Vi forstår, at her skal handles for alles skyld. Følelserne opstår, fordi mennesker blotlægger reelle dilemmaer: særbørn versus fællesbørn, kærlighed versus retfærdighed, drømme versus realiteter. Særligt bemærkelsesværdige er børnene, der interviewes undervejs, for de fremstår både afklarede, generøse og villige til at tage hensyn til hinanden, også på tværs af alder og biologiske skel.

´Mit Testamente´ er rørende fjernsyn, men det er også handlingsanvisende. Man får lyst til at kontakte familiemedlemmer og spørge, om papirerne er i orden. Døden kommer, uanset om vi taler om den eller ej, og at forberede sig er ikke koldt og kalkulerende: Det er kærlighed og omsorg.

For fagpersoner, der arbejder med mennesker i sårbare livssituationer, ligger der en oplagt pointe: At opfordre til rettidig planlægning kan være en del af omsorgen. Når dødsfald indtræffer, kan uafklarede arveforhold efterlade familier i et unødvendigt i kaos, splid og økonomiske problemer. At se ´Mit testamente´ kan være første skridt på vejen til at få klarhed over, hvad man selv ønsker for sine kære efter sin død.

´Mit Testamente´ kan streames på www.dr.dk